M’Cheyne Bible Reading Plan

Davids reaktion på budskabet om Sauls og Jonatans død

1 Efter at Saul var død, og David var kommet tilbage til Ziklag fra sin sejr over amalekitterne, ² ankom der et par dage senere et sendebud med nyt fra krigen. Han havde revet flænger i sit tøj og kommet jord på hovedet som tegn på sin store sorg. Han gik hen til David og kastede sig til jorden foran ham i dyb respekt.

³ „Hvor kommer du fra?” spurgte David.

„Fra Israels hær,” svarede manden.

⁴ „Hvordan gik det?” spurgte David. „Fortæl mig om slaget!”

Manden svarede: „Hele hæren flygtede over hals og hoved, og mange mænd lå sårede eller døde på slagmarken. Også Saul og hans søn Jonatan omkom.”

⁵ „Er du sikker på det?”

⁶ „Ja, jeg så med mine egne øjne, hvordan Saul på Gilboahøjen holdt sig oppe ved hjælp af sit spyd, mens fjendens stridsvogne indkredsede ham. ⁷ Da han fik øje på mig, kaldte han på mig. ⁸ ‚Hvem er du?’ spurgte han. ‚Jeg er amalekit!’ svarede jeg. ⁹ ‚Kom her hen og giv mig dødsstødet!’ bad han. ‚Jeg er allerede dødeligt såret.’ ¹⁰ Så gik jeg hen og dræbte ham, for jeg kunne se, at han var så hårdt såret, at han ikke kunne overleve. Derefter tog jeg hans krone og en af hans armringe, som jeg hermed overrækker til Dem, nådige herre.”

¹¹ Da David og hans mænd hørte, at Saul var død, rev de også flænger i deres tøj som tegn på sorg. ¹² Og resten af dagen sørgede, fastede og græd de over Saul og hans søn Jonatan, ja, over alt Herrens folk og over de faldne israelitter.

¹³ David spurgte manden, som havde bragt dem budskabet: „Hvor er du fra?”

Han svarede: „Jeg er en amalekit, der bor som fremmed iblandt israelitterne.”

^14-16 „Hvordan kunne du få dig selv til at dræbe Guds salvede konge?” udbrød David. „Du har selv indrømmet, at du dræbte ham. Derfor skal du dø.” Derpå vendte David sig til en af sine mænd og sagde: „Dræb ham!”

^17-18 David digtede nu en sørgesang om Saul og Jonatan, og han befalede at sangen, som blev kaldt „Buesangen”, skulle synges over hele Israel. Den citeres her fra „De Retskafnes Bog”:^[a]

Om åndelige gaver og tjenester

12 Venner, nu kommer jeg til spørgsmålet om, hvordan Guds Ånd arbejder. Det ønsker jeg, at I skal vide god besked om.

² I ved, hvordan det var, før I kom til tro. Dengang blev I uden at tænke nærmere over det drevet hen mod de umælende afguder. ³ Derfor vil jeg gerne klargøre for jer, at ingen, som taler ved Guds Ånd, kan sige: „Forbandet være Jesus”. På den anden side kan heller ingen bekende: „Jesus er Herre” uden at være under indflydelse af Helligånden.

⁴ Der er forskellige former for nådegaver, men det er den samme Ånd, som er kilden til dem alle. ⁵ Der er forskellige måder at tjene Jesus på, men det er den samme Herre, vi tjener. ⁶ Der er forskellige kraftfulde gerninger, men det er den samme Gud, som giver alle sin kraft til at udføre dem.

⁷ Når den enkelte får en åbenbaring fra Helligånden, er det, for at det skal blive til gavn for andre mennesker. ⁸ Én modtager måske et visdomsord fra Helligånden, mens en anden modtager et kundskabsord fra den samme Ånd. ⁹ Én modtager tro, mens en anden får nådegaver til at helbrede syge ved den samme Ånd. ¹⁰ Én får kraft til at gøre undere, mens andre får inspiration til at tale profetisk, til at bedømme ånderne, til forskellige slags tungetale eller til at udlægge en tungetale. ¹¹ Men det er den samme Helligånd, der giver kraften og inspirationen til alle disse ting, og det er ham, der bestemmer, hvilke nådegaver den enkelte får.

Harmoni og enhed i forskelligheden

¹² Ligesom et menneskelegeme har mange helt forskellige dele, som trods deres forskellighed hører til det samme legeme, sådan er det også med Kristi legeme. ¹³ Vi blev jo alle døbt til at tilhøre ét og samme legeme ved den samme Ånd, hvad enten vi er jøder eller ikke-jøder, slaver eller frie mennesker. Og vi har alle fået den samme Ånd, som vi kan modtage kraft fra.

¹⁴ Et menneskelegeme består jo af mange forskellige dele med hver deres funktion. ¹⁵ Hvis foden ville sige: „Jeg hører ikke med til legemet, fordi jeg ikke kan gøre det, som hånden kan,” så betyder det ikke, at foden af den grund ikke hører med til legemet. ¹⁶ Eller hvis øret ville sige: „Jeg hører ikke med til legemet, fordi jeg ikke kan gøre det, som øjet kan,” ville det så indebære, at øret ikke hører med til legemet? ¹⁷ Tænk hvis hele legemet var øje. Hvor ville hørelsen blive af? Eller hvis hele legemet var et stort øre, hvordan skulle man så kunne lugte eller smage? ¹⁸ Nej, Gud har netop skabt vores legeme med mange dele, og han har sat hver del nøjagtigt, hvor han vil have den. ¹⁹ Hvis alle dele var ens, ville der jo slet ikke være noget legeme. ²⁰ Men nu er det sådan, at der er mange dele og dog kun ét legeme.

²¹ Øjet kan ikke sige til hånden: „Dig har jeg ikke brug for!” Og hovedet kan ikke sige til fødderne: „Jer har jeg ikke brug for!” ²² Tværtimod, de dele af vores legeme, som synes at være de svageste, er i virkeligheden de mest nødvendige! ²³ De dele af vores legeme, som vi synes er mindre ærefulde, behandler vi med den største ære, og de legemsdele, vi generer os for at vise frem, sørger vi for at holde skjult under tøjet. ²⁴ Det har de andre dele af vores legeme ikke brug for. Gud har altså føjet legemet sammen på en sådan måde, at de dele, der naturligt holdes i baggrunden, bliver vist en særlig ære og omsorg. ²⁵ Det er, for at der ikke skal være splittelser i legemet.

De enkelte dele af legemet skal have lige så meget omsorg for hinanden, som de har for sig selv. ²⁶ Hvis én del lider, så lider alle de andre legemsdele også, og hvis én del bliver hædret, så glæder alle de andre dele på legemet sig også.

²⁷ I udgør altså tilsammen Kristi legeme, men hver for sig er I kun en del af det. ²⁸ Og de dele, som Gud har sat i sin menighed, er først og fremmest apostlene, dernæst profeterne og for det tredje lærerne. Desuden er der dem, der gør undere, dem, der har nådegaver til at helbrede syge, dem, der er gode til at hjælpe andre, dem, der har evner til at organisere, og dem, der har forskellige slags tungetale. ²⁹ Er alle dele på legemet apostle? Er alle profeter? Er alle lærere? Kan alle gøre undere? ³⁰ Har alle nådegaver til at helbrede syge? Er det alle, der kan give et budskab i tunger? Eller kan alle udlægge et sådant budskab?

³¹ Søg blot efter de største nådegaver, men lad mig først vise jer noget, som er større end alt andet.

Herrens herlighed forlader templet

10 Derefter så jeg i mit syn noget, der lignede en trone af safir, som stod på den lysende hvælving over kerubernes hoveder. ² Jeg hørte Herren sige til manden, der var klædt i linned: „Gå ind mellem hjulene under keruberne og tag en håndfuld af de glødende kul og strø dem ud over byen.”

³ Da manden fik besked på at gå hen til keruberne, stod de ved templets sydside, og den strålende sky af Herrens herlighed fyldte den indre forgård. ⁴ Herrens stråleglans havde løftet sig fra keruberne og flyttet sig hen over templets indgang, så hele templet fyldtes af skyen, og hele forgården fyldtes af skæret fra Herrens herlighed. ⁵ Lyden af kerubernes vingeslag kunne høres helt ud i den ydre forgård, og det lød, som når Gud, den Almægtige, taler.

⁶ Da Herren befalede manden at gå ind mellem hjulene under keruberne og tage en håndfuld glødende kul, gik han hen og stillede sig ved et af hjulene. ⁷ Derefter rakte en af keruberne hånden ud, tog nogle af de glødende kul fra ilden og gav dem til ham. Han tog imod kullene og gik tilbage, hvor han kom fra.

⁸ Under kerubernes vinger var der nemlig noget, der lignede menneskehænder. ⁹ Under hver af de fire keruber var der et hjul, der funklede som ædelsten. ¹⁰ Alle hjulene var ens og inden i hvert hjul sad der et andet hjul på tværs. ¹¹ Keruberne og hjulene kunne bevæge sig i alle fire retninger uden at vende sig. De fulgte efter den ledende kerub uden at vende sig. ¹² Kerubernes krop, ryg, hænder og vinger var fulde af øjne, og det samme gjaldt hjulene. ¹³ Jeg hørte, at hjulene blev kaldt „hvirvelhjul”.

¹⁴ Hver af keruberne havde fire ansigter: et kerubansigt, et menneskeansigt, et løveansigt og et ørneansigt.

¹⁵ Derpå bevægede de sig op i luften. De var ligesom de levende væsener, jeg tidligere havde set ved Kebarfloden. ¹⁶ Når keruberne flyttede sig, gjorde hjulene det også. Når keruberne hævede sig i vejret, fulgte hjulene med dem og blev hos dem, mens de fløj. ¹⁷ Hvor som helst de bevægede sig hen, fulgte hjulene med, for deres ånd var i hjulene.

¹⁸ Derefter flyttede Herrens herlighed sig fra templets indgang til tronen over keruberne, ¹⁹ og jeg så keruberne sprede vingerne ud og løfte sig fra jorden sammen med hjulene. De fløj væk fra templet, men gjorde ophold ved den østlige port, og Israels Guds herlighed hvilede hele tiden over dem.

²⁰ Jeg var klar over, at disse keruber var de samme som de levende væsener, jeg tidligere havde set under Israels Guds trone ved Kebarfloden. ²¹ Hver af dem havde fire ansigter og fire vinger, og under deres vinger var der noget, som lignede menneskehænder. ²² Deres ansigter var som dem, jeg havde set ved Kebarfloden, og de bevægede sig også på samme måde.

Rigdom set i dødens perspektiv

49 Til korlederen: En sang af Koras slægt.