The Daily Audio Bible

Samuel salver Saul til konge

10 Samuel tog nu sin olieflaske og hældte olien ud over Sauls hoved. Så kyssede han ham på kinden og sagde: „Jeg salver dig, fordi Herren har udpeget dig til at være leder for Israel, hans ejendomsfolk. ² Når du går herfra, vil du træffe to mænd ved Rakels grav i Zeltza i Benjamins land. De vil fortælle dig, at æslerne er fundet, og at din far nu er bekymret for dig og tænker: ‚Hvad er der dog blevet af min søn?’ ³ Og når du kommer til egetræet ved byen Tabor, vil du møde tre mænd, der er på vej til Betel for at tilbede Herren. Den ene af mændene har tre gedekid med sig. Den anden medbringer tre brød og den tredje en lædersæk med vin. ⁴ Mændene vil hilse på dig og tilbyde dig to af brødene, og dem skal du tage imod. ⁵ Derefter kommer du til den hellige by Geba,^[a] hvor filistrenes garnison ligger. Der vil du møde en flok profeter, som er på vej ned fra offerhøjen. De spiller på harpe, tamburin, fløjte og lyre, mens de profeterer. ⁶ Da vil Herrens Ånd komme over dig så stærkt, at du begynder at profetere sammen med dem, og du bliver et helt nyt menneske. ⁷ Når disse ting er sket, kan du trygt gøre, hvad du finder rigtigt, for Gud er med dig. ⁸ Gå derefter ned til Gilgal og vent på mig i syv dage, så kommer jeg for at ofre brændofre og takofre, og så vil jeg sige dig, hvad du skal gøre.”

⁹ Da Saul tog afsked med Samuel og begyndte på hjemrejsen, ændrede Gud hans indstilling, og alle Samuels forudsigelser gik i opfyldelse samme dag. ¹⁰ Da Saul og hans tjener var nået næsten frem til Geba, kom nogle profeter dem i møde. Og Guds Ånd kom over Saul, så han begyndte at profetere.

¹¹ Da de, som kendte Saul, så, hvad der gik for sig, udbrød de: „Hvad går der af Kish’ søn? Er Saul nu også blevet en af profeterne?” ¹² En mand der fra stedet svarede: „Hvem har ansvar for dem?”^[b] Derfor blev det et stående udtryk: „Er Saul nu også blevet profet?”

¹³ Da Saul holdt op med at profetere, gik han op på offerhøjen.

¹⁴ Da han kom hjem, spurgte hans farbror: „Hvor i alverden har du været henne?” „Ude og lede efter æslerne,” svarede Saul. „Men vi kunne ikke finde dem. Derfor opsøgte vi profeten Samuel for at finde ud af, hvor de var.”

¹⁵ „Aha!” udbrød onklen. „Og hvad sagde Samuel så?”

¹⁶ „At æslerne var i god behold,” svarede Saul uden at fortælle noget om, at Samuel også havde salvet ham til konge.

¹⁷ Samuel kaldte derefter Israels folk sammen i Mitzpa, ^18-19 og dér gav han dem følgende budskab fra Herren: „Det var mig, som førte jer ud af Egypten og befriede jer fra egypterne. Det var også mig, der frelste jer fra alle de folk, der pinte og plagede jer. Men selvom jeg har gjort så meget for jer, har I forkastet mig og sagt: ‚Vi vil have en konge i stedet.’ Godt, så træd frem for mig, stamme for stamme og slægt for slægt.”

²⁰ Samuel bad først alle stammeoverhovederne om at træde frem for Herren, og det hellige lod faldt på Benjamins stamme. ²¹ Så trådte alle slægtsoverhovederne fra Benjamins stamme frem for Herren, og det hellige lod faldt på Matris slægt. Sådan fortsatte lodkastningen, indtil det hellige lod ramte Kish’ søn, Saul. Men da de ledte efter ham, var han forsvundet.

²² Så spurgte de Herren: „Er han her til stede?” Herren svarede: „Ja, han har gemt sig ovre ved våbenlageret.”

²³ De fandt ham snart og trak ham frem fra hans skjulested, og da han stod oprejst i deres midte, var han et hoved højere end alle de andre.

²⁴ Da sagde Samuel til folket: „Det er den mand, som Herren har udpeget til konge over jer. Der findes ingen som ham i hele Israel.” Og folket råbte: „Kongen længe leve!”

²⁵ Derefter mindede Samuel igen folket om en konges rettigheder og pligter, og han skrev det hele ned og gemte bogen på et helligt sted. Så sendte han folket hjem.

²⁶ Da Saul den dag vendte hjem til Gibea, blev han ledsaget af nogle tapre krigere, hvis hjerter Gud havde rørt. ²⁷ Men der var også nogle ondsindede mænd, som protesterede: „Hvordan vil den fyr frelse os?” De foragtede ham og bragte ham ingen gaver. Men Saul lod som ingenting.

Saul besejrer ammonitterne

11 Engang rykkede ammonitterkongen Nahash ud og belejrede den israelitiske by Jabesh i Gilead. Byens indbyggere bad om fred. „Slå os ikke ihjel, så vil vi underkaste os,” bad de.

² „På én betingelse,” svarede Nahash. „Jeg vil stikke højre øje ud på samtlige indbyggere i byen som en hån mod Israel.”

³ „Giv os syv dages betænkningstid,” bad Jabesh’ ledere, „så vi kan sende bud til de øvrige stammer. Hvis ingen kommer os til undsætning, går vi ind på dine betingelser.”

⁴ Da sendebudene fra Jabesh nåede frem til Sauls hjemby, Gibea, og fortalte den frygtelige nyhed, brast hele byen i gråd.

⁵ Saul havde været ude at pløje sin mark, men var nu på vej tilbage til byen med sine okser. Da han hørte postyret, spurgte han: „Hvad er der sket? Hvorfor græder I alle sammen?” Så fortalte de ham, hvad sendebudene fra Jabesh havde sagt. ⁶ Da kom Guds Ånd over Saul, og han blev rasende. ⁷ Han tog to okser og skar dem i småstykker, hvorefter han gav budbringerne besked på at bære stykkerne rundt i hele landet med følgende besked: „Sådan vil det gå med jeres okser, hvis I nægter at følge Saul og Samuel i krigen mod ammonitterne.” Og Herren sørgede for, at israelitterne blev bange for Sauls vrede, så de alle som en sluttede op om ham. ⁸ I Bezek holdt han mandtal over sin hær. Der var 30.000 fra Juda og 300.000 fra de øvrige stammer.

⁹ Sendebudene vendte derefter tilbage til Jabesh i Gilead med følgende besked fra Saul: „I morgen når solen står højest på himlen, kommer vi og redder jer.” Indbyggerne jublede, da de fik det at vide, ¹⁰ og de sagde til ammonitterne: „I morgen overgiver vi os. Så kan I gøre med os, hvad I vil.”

¹¹ Men Saul ankom, allerede før det blev lyst næste morgen. Han havde delt sin hær i tre afdelinger og foretog et lynangreb på ammonitterne. Hele formiddagen huggede de ammonitterne ned. De, som overlevede, blev spredt til alle sider. Man fandt ikke to af dem sammen.

¹² Efter slaget sagde folket til Samuel: „Hvem var det, der sagde, at Saul ikke skulle være konge over os? Kom med dem, så vi kan slå dem ihjel.”

¹³ Men Saul sagde: „Ingen henrettelser i dag, for nu skal vi fejre, at Herren har befriet Israel.”

¹⁴ Samuel tog nu ordet og sagde til hele folket: „Kom, lad os gå op til Gilgal og alle sammen bekræfte, at Saul skal være Israels konge.”

¹⁵ Så gik de op til Gilgal, og under en højtidelig ceremoni for Guds ansigt indsatte de officielt Saul som konge over Israel. Ved den lejlighed bragte de takofre til Herren, og Saul og hele folket glædede sig.

⁴³ Men Jesus svarede: „Lad være med at stå der og skumle! ⁴⁴ Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som sendte mig, drager dem til mig, og på den sidste dag vil jeg opvække dem fra de døde. ⁴⁵ Der står skrevet hos profeterne: ‚De vil alle blive undervist af Gud.’^[a]

Alle, som har lyttet til Faderen og erkendt sandheden, vil komme til mig. ⁴⁶ Det betyder ikke, at der er nogen, som har set Faderen, undtagen mig, som er kommet fra Gud. Jeg har set Faderen.

⁴⁷ Det siger jeg jer: Den, der tror, har allerede fået det evige liv. ⁴⁸ Jeg er det brød, der giver liv. ⁴⁹ Det gav ikke jeres forfædre livet at spise det brød, der kom ned fra himlen under ørkenvandringen. ⁵⁰ Det brød, jeg taler om, er kommet ned fra Himlen, for at alle kan få mulighed for at spise det. Og gør de det, skal de ikke dø. ⁵¹ Jeg er det livgivende brød, der er kommet ned fra Himlen. Alle, som spiser af det brød, skal leve i al evighed. Det brød er mit eget legeme, som jeg vil give til mennesker, for at de kan opnå det evige liv.”

⁵² Det udløste en heftig diskussion blandt de jødiske ledere. „Hvad mener han?” sagde de. „Hvordan kan han give os sit legeme at spise?”

⁵³ Så sagde Jesus til dem: „Det siger jeg jer: Hvis ikke I spiser Menneskesønnens legeme og drikker hans blod, har I ikke evigt liv i jer! ⁵⁴ Men de, der spiser mit legeme og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg vil opvække dem på den sidste dag. ⁵⁵ Mit legeme er den sande mad, og mit blod er den sande drik. ⁵⁶ De, der spiser mit legeme og drikker mit blod, vil opleve et varigt fællesskab med mig. ⁵⁷ Jeg lever i kraft af Gud, som har sendt mig, ham som er kilden til alt liv. På samme måde skal de, der spiser mig, leve i kraft af mig. ⁵⁸ Jeres forfædre spiste manna, som kom ned fra himlen, men det gav dem ikke evigt liv. Anderledes er det med dem, der spiser af det brød, som nu er kommet ned fra Himlen—de skal leve til evig tid.”

⁵⁹ Alt det her sagde Jesus, mens han underviste i synagogen i Kapernaum.

Nogle falder fra, andre holder fast

⁶⁰ Selv mange af Jesu tilhængere begyndte at stikke hovederne sammen og sige til hinanden: „Nu er han gået for vidt. At sige sådan noget er helt uacceptabelt!”

⁶¹ Jesus var klar over, hvad det var, de mumlede om. „Er de ord, jeg her har talt, nok til, at I falder fra?” spurgte han. ⁶² „Hvad ville I da sige til at se Menneskesønnen stige op til Himlen, hvor han kom fra? ⁶³ Det er kun Guds Ånd, der kan give åndeligt liv. Det liv kan man ikke få på menneskelig vis, men de ord, jeg har talt til jer, giver liv, fordi de kommer fra Guds Ånd. ⁶⁴ Men nogle af jer tror ikke på mig.” Jesus vidste nemlig fra begyndelsen, hvem der ikke troede på ham, og at en af hans disciple ville forråde ham. ⁶⁵ Han tilføjede: „Det var det, jeg mente, da jeg sagde, at ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen drager dem til mig.”

⁶⁶ Derefter var der mange af Jesu tilhængere, der trak sig tilbage og ikke længere ville have noget med ham at gøre. ⁶⁷ Så vendte Jesus sig til de Tolv og spurgte: „Går I også jeres vej?”

⁶⁸ Simon Peter svarede: „Herre, hvor skulle vi gå hen? Du taler de ord, som giver evigt liv, ⁶⁹ og vi er kommet til tro på og har erkendt, at du er Messias, Guds Søn!^[b]”

⁷⁰ Da sagde Jesus: „Jeg har selv udvalgt jer 12, og alligevel er en af jer en djævel.” ⁷¹ Dermed hentydede han til Judas Iskariot, som senere forrådte ham, skønt han var en af de Tolv.

Herrens trofasthed mod sit folk