The Daily Audio Bible

Mordet på Ishboshet

4 Da Ishboshet fik at vide, at Abner var blevet myrdet i Hebron, blev han rystet, og Nordrigets folk blev urolige. ^2-3 Ishboshet overgav derefter kommandoen over Nordrigets hær til de to brødre Ba’ana og Rekab, der begge var anførere for kongens udrykningsstyrker. Ba’ana og Rekab var sønner af Rimmon, som boede i Be’erot og var fra Benjamins stamme. Be’erot var nemlig blevet indlemmet under Benjamin, efter at byens oprindelige indbyggere var flygtet til Gittajim, hvor de bor i landflygtighed den dag i dag.

⁴ (Jonatan havde en søn, der hed Mefiboshet. Han var kun fem år gammel, da der kom bud om, at Saul og Jonatan var blevet dræbt i slaget ved Jizre’el. Mefiboshets plejemor greb ham straks og flygtede, men i skyndingen snublede hun og tabte ham, og han blev lam i benene.)

⁵ En dag, hvor det var meget varmt, ankom Ba’ana og Rekab til kong Ishboshets hus, mens han lå og sov til middag. ⁶ Dørvogtersken, som var ved at rense hvede, var også faldet i søvn,^[a] så de slap uset forbi hende. ⁷ De sneg sig ind i kongens soveværelse, slog ham ihjel og huggede hovedet af ham. Så tog de hovedet med sig og vandrede hele natten ned gennem Jordandalen. ⁸ Da de ankom til Hebron, overbragte de hovedet til David.

„Se her er Ishboshets hoved!” sagde de. „Han var jo søn af Saul, som forsøgte at slå dig ihjel. I dag har Herren givet dig hævn over Saul og hans familie!”

⁹ Men David svarede: „Jeg sværger ved den levende Gud, som hidtil har reddet mig fra mine fjender, at jeg vil straffe jer for en sådan udåd. ¹⁰ I Ziklag lod jeg den budbringer dræbe, som troede, at jeg ville blive glad for at høre om Sauls død! Det var den belønning, han fik for sit budskab. ¹¹ Hvor meget strengere straf fortjener da ikke sådan et par forbrydere, der har myrdet en uskyldig mand, mens han lå og sov hjemme i sin seng! I må bøde med jeres liv!”

¹² Så befalede David sine mænd at slå Ba’ana og Rekab ihjel. Da det var gjort, skar de hænder og fødder af dem og hængte ligene op ved dammen i Hebron. Men Ishboshets hoved begravede de i Abners grav i Hebron.

David bliver konge over hele Israel

5 Derefter kom alle Nordrigets stammeledere til David i Hebron. „Vi tilhører jo et og samme folk,” sagde de. ² „Og du har altid været vores leder i krig, selvom Saul var vores konge! Det er Herren selv, der har sagt, at du skal være hyrde og leder for hele hans folk.” ³ Derpå sluttede alle Nordrigets ledere en venskabspagt med David for Herrens ansigt, og de salvede ham til konge over Nordriget.

⁴ (David var 30 år gammel, da han blev konge, og han regerede i 40 år. ⁵ I de første syv et halvt år boede han i Hebron og regerede over Juda. I de næste 33 år boede han i Jerusalem og regerede over både Juda og Nordriget.)

David indtager Jerusalem

⁶ Så snart David var blevet udråbt til konge over begge riger, rykkede han og hans mænd op imod Jerusalem for at bekæmpe jebusitterne, som boede der.

„Her kommer du aldrig ind!” sagde jebusitterne til David. „Om så vores vagtposter var både blinde og lamme, ville det være umuligt for dig!” ^7-9 Da David hørte deres overmodige ord, sagde han til sine mænd: „Træng ind i byen gennem vandtunnelen og gør det af med disse ‚lamme og blinde’, som er fjendtligt indstillet overfor os.” Derfor siger man, at „lamme og blinde får ikke lov at komme ind i Guds Hus”. Det lykkedes på den måde David at indtage klippeborgen Zion, hvorefter han flyttede ind i den og ændrede dens navn til Davidsbyen. Og han udbyggede og befæstede byen yderligere, både forsvarstårnet og de øvrige bygninger.

¹⁰ I de følgende år styrkede David sit kongedømme, for Herren, den Almægtige, var med ham.

¹¹ Kong Hiram af Tyrus sendte kong David en masse cedertræ som venskabsgave. Samtidig sendte han tømrere og stenhuggere, der skulle hjælpe med at bygge et flot palads til ham. ¹² Da forstod David, at Herren havde valgt ham til konge og styrket hans kongemagt for sit udvalgte folks skyld.

Davids sønner, født i Jerusalem

¹³ Efter at David var flyttet fra Hebron til Jerusalem, tog han flere koner og medhustruer, og han fik mange sønner og døtre. ¹⁴ Her følger navnene på de sønner, der blev født i Jerusalem: Shammua, Shobab, Natan, Salomon, ¹⁵ Jibhar, Elishua, Nefeg, Jafia, ¹⁶ Elishama, Eljada og Elifelet.

David besejrer filistrene

¹⁷ Da filistrene hørte, at David også var blevet kronet til konge over Nordriget, mobiliserede de deres styrker og tog af sted for at tage ham til fange. Men David fik meddelelse om det og tog ned til sin klippeborg. ¹⁸ Filistrenes hær kom og slog lejr i Refaimdalen.

¹⁹ Da spurgte David Herren til råds: „Skal jeg gå ud og kæmpe imod dem? Vil du give mig sejr over dem?”

Herren svarede: „Ja, jeg vil udlevere dem til dig.”

²⁰ Derefter rykkede David ud og besejrede dem. „Det var Herren, der gjorde det!” erklærede han. „Herren brød gennem fjendens slagrækker som en flodbølge!” Derfor kaldte han stedet for Ba’al-Peratzim.^[b]

²¹ De flygtende filistre havde efterladt deres afgudsbilleder på slagmarken, og David konfiskerede dem.

²² Men filistrene kom tilbage og slog atter lejr i Refaimdalen. ²³ David rådførte sig igen med Herren, og svaret lød: „Undgå et frontalt angreb! Gå bag om fjenden og slå til ud for baka-træerne.^{[c] 24} Så snart du hører lyden af taktfaste skridt i toppen af træerne, skal du gå til angreb, for det betyder, at Herren selv er gået i forvejen for at tilintetgøre fjendens hær.”

²⁵ David gjorde, som Herren havde sagt, og hans hær huggede filistrene ned fra Gibeon og helt til Gezer.

David henter arken og fører den til Jerusalem

6 Derefter udvalgte David 30.000 af Israels bedste krigere ² og gik i spidsen for dem til Ba’ala^[d] i Judas stammeområde for at bringe den almægtige Herres Ark hjem—han, der troner mellem keruberne. ^3-4 Arken, der i lang tid havde stået i Abinadabs hus på højen, blev anbragt på en ny oksekærre, som blev styret af Abinadabs to sønner, Uzza og Ahjo. Uzza gik ved siden af arken og Ahjo foran. ⁵ David og Israels øvrige ledere dansede og sang af alle kræfter til Herrens ære til musik fra lyrer, harper, tamburiner, kastagnetter og bækkener.

⁶ Men da de nåede til Nakons tærskeplads, snublede okserne, og Uzza rakte hånden ud for at støtte Guds Ark. ⁷ Da blev Herren vred og straffede Uzza, fordi han ikke viste ærefrygt for Guds Ark, som ikke måtte røres, og han døde på stedet. ⁸ David var oprørt over, at Herren havde straffet Uzza så hårdt. Derfor kaldte han stedet for „Peretz-Uzza”,^[e] hvilket det hedder den dag i dag.

⁹ Episoden gjorde, at David blev bange for Herren. „Hvordan tør jeg bringe Herrens Ark hjem til mig?” sagde han. ¹⁰ Derfor ombestemte han sig, og i stedet for at føre Herrens Ark ind i Davidsbyen, lod han den indtil videre opbevare hos Obed-Edom fra Gat. ¹¹ Der stod den i tre måneder, og Herren velsignede Obed-Edom og hans familie.

¹² Da David hørte, at Herrens Ark havde bragt velsignelse til Obed-Edoms familie og ejendom, arrangerede han et festligt optog for at føre arken op til Davidsbyen. ¹³ Så snart de, som bar Herrens Ark, havde gået seks skridt, gjorde de holdt, mens der blev ofret en tyr og en fedekalv. ¹⁴ David var begejstret og dansede uhæmmet for Herren, iført en præstedragt. ¹⁵ Sådan førte David og israelitterne under jubelråb og trompetfanfarer Herrens Ark op til Davidsbyen.

¹⁶ Men da processionen nåede ind til Davidsbyen, og Davids kone Mikal, Sauls datter, fra sit vindue så kong David hoppe rundt og danse for Herren, følte hun foragt for ham.

¹⁷ Herrens Ark blev anbragt i det telt, som David havde ladet indrette til den. Derefter ofrede han brændofre og takofre til Herren, ¹⁸ og han velsignede folket i Herren den Almægtiges navn. ¹⁹ Så gav han hver af de tilstedeværende, både mænd og kvinder, en gave bestående af et brød, en daddelkage og en rosinkage, og de gik alle hver til sit.

²⁰ Da David vendte hjem for at velsigne sin familie, kom Mikal ham i møde og udbrød forarget: „Som Israels konge dog tog sig værdigt ud i dag! Hvad skulle det gøre godt for at danse halvnøgen omkring for øjnene af byens kvinder? Sikken tåbelig opførsel!”

²¹ David svarede: „Jeg dansede for Herren, som udvalgte mig til konge i stedet for din far og hans slægt, og som gjorde mig til leder for sit folk Israel. ²² Og jeg vil blive ved med at danse til Guds ære, også selvom det er ydmygende, og du foragter mig for det. Men de kvinder, du nævnte, respekterer mig faktisk for at vise min glæde!”

²³ Mikal, Sauls datter, forblev barnløs hele sit liv.

Det nye bud, kærlighedsbudet

³¹ Da Judas var gået, sagde Jesus: „Nu er tiden kommet, hvor Menneskesønnen vil blive æret, og det, han gør, vil bringe Gud ære. ³² Siden han vil bringe Gud ære, vil Gud også bringe ham ære, og det kommer til at ske meget snart. ³³ Venner, nu varer det ikke længe, før jeg skal bort. I vil lede efter mig, men som jeg tidligere sagde til de jødiske ledere, siger jeg nu også til jer: Der, hvor jeg skal hen, kan I ikke komme. ³⁴ Derfor giver jeg jer en ny befaling: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal I elske hinanden! ³⁵ Hvis I har kærlighed til hinanden, vil alle kunne se, at I er mine disciple.”

Jesus forudser, at Peter vil svigte ham^(A)

³⁶ „Men Herre,” sagde Peter, „hvor går du hen?” Jesus svarede: „Du kan ikke følge mig nu, men senere vil du komme til mig.” ³⁷ „Hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg er parat til at dø for dig!” ³⁸ „Dø for mig?” sagde Jesus. „Inden hanen galer, har du tre gange nægtet at kendes ved mig!”

Jesus er vejen til Faderen

14 Jesus fortsatte sin tale til disciplene: „I skal ikke være bange eller urolige. I tror på Gud. Tro også på mig.^{[a] 2} I min Fars hus er der masser af boliger. Hvis ikke, ville jeg have sagt det til jer, for^[b] jeg er på vej hen for at gøre alt klar til, at I kommer. ³ Når alt er parat, kommer jeg tilbage for at hente jer, så I altid kan være sammen med mig der, hvor jeg er. ⁴ Og I kender vejen, der fører til det sted, hvor jeg skal hen.”

⁵ „Nej, Herre,” indvendte Thomas. „Vi ved hverken, hvor du går hen, eller hvordan vi skal finde vej derhen.”

⁶ Jesus svarede: „Jeg er Vejen og Sandheden og Livet. Ingen kan komme til Faderen uden gennem mig. ⁷ Havde I forstået, hvem jeg er, ville I også have forstået, hvem min Far er.^[c] Men I skal snart forstå, hvem han er, og I har set ham.”

⁸ „Herre, vis os Faderen!” bad Filip. „Det er alt, hvad vi ønsker.”

⁹ „Er du stadig ikke klar over, hvem jeg er, Filip?” spurgte Jesus. „Og det efter, at jeg har været så lang tid sammen med jer! Den, som har set mig, har set Faderen. Hvorfor siger du så: ‚Vis os Faderen’? ¹⁰ Tror du da ikke, at jeg er ét med Faderen, og at Faderen er ét med mig? Det jeg siger til jer, kommer ikke fra mig selv, men fra Faderen, som bor i mig. Og det er også ham, der gør sine gerninger gennem mig. ¹¹ Tro mig, når jeg siger, at jeg er ét med Faderen, og Faderen er ét med mig. Men vil I ikke tro det, så tro på grund af de undere, I har set mig gøre.

¹² Det siger jeg jer: De, der tror på mig, skal gøre de samme undere, som jeg har gjort; ja, de skal gøre endnu mere, for jeg er på vej til Faderen. ^13-14 Hør godt efter: Hvad I end beder om i mit navn,^[d] det vil jeg gøre. På den måde vil Faderen blive æret gennem Sønnen.

At følge Guds lov giver glæde og styrke

Guds lov giver styrke i modgang