Print Page Options Listen to Reading
Previous Prev Day Next DayNext

The Daily Audio Bible

This reading plan is provided by Brian Hardin from Daily Audio Bible.
Duration: 731 days

Today's audio is from the VOICE. Switch to the VOICE to read along with the audio.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
2 Samuel 2:12-3:39

Krigen mellem David og Ishboshet

12 En dag tog Abner nogle af Ishboshets mænd med sig fra Mahanajim og kom til Gibeon. 13 Davids hærfører, Joab, Zerujas søn, gik dem i møde med nogle af Davids mænd. De to hære slog lejr på hver sin side af Gibeondammen. 14 Da foreslog Abner, at de unge krigere skulle åbne slaget med tvekamp. Joab gik med på idéen, 15 hvorefter man udpegede 12 mænd fra Benjamins stamme til at kæmpe for Ishboshet og 12 fra Judas stamme til at kæmpe for David. 16 Opgaven gik ud på at gribe modstanderen i håret og støde sværdet i siden på ham. På den måde blev samtlige 24 mænd dræbt. Siden har man kaldt dette sted ved Gibeon for „Sværdkampens mark”.

17 Derefter gik de to hære løs på hinanden med det resultat, at Abner samme dag måtte erkende sit nederlag til Joab og Davids mænd og tage flugten. 18 Joabs brødre, Abishaj og Asael, deltog også i slaget. Da Asael var hurtigløber, 19 satte han efter Abner uden at lade sig distrahere af noget som helst undervejs.

20 Da Abner så sig tilbage, var Asael ved at hale ind på ham. „Er det dig, Asael?” råbte Abner.

„Ja, det er!” svarede Asael.

21 „Find et andet offer!” råbte Abner advarende. „Der er nok af unge krigere, du kan afvæbne!” Men Asael ville have fat i Abner.

22 Da råbte Abner: „Hold op med at forfølge mig! Hvis jeg slår dig ihjel, vil jeg aldrig kunne se din bror Joab i øjnene igen!”

23 Asael lod sig imidlertid ikke ryste af. Pludselig standsede Abner, jog sit spyd bagud og ramte sin forfølger i maven med en sådan kraft, at spydspidsen kom ud på den anden side. Da styrtede Asael omkuld og døde, og alle, som kom til stedet, hvor han lå, standsede op for at kigge på ham.

24 Nu satte både Joab og Abishaj efter Abner, og ved solnedgang nåede de frem til Amma-højen øst for Gia ved vejen til Gibeons ørken. 25 På toppen af højen samlede alle krigerne fra Benjamins stamme sig bag Abner, 26 og Abner råbte ned til Joab: „Skal vi blive ved med at dræbe hinanden? Hvor længe skal det vare, før du befaler dine mænd at holde op med at jagte deres landsmænd?”

27 Joab råbte tilbage: „Jeg sværger ved den levende Gud, at hvis du ikke havde sagt noget, ville vi have jagtet jer til i morgen tidlig!” 28 Så afblæste han forfølgelsen, og mændene standsede kampen.

29 Samme nat begav Abner og hans mænd sig på hjemvejen. De gik op gennem Jordandalen, krydsede floden og nåede næste morgen frem til Mahanajim. 30 Også Joab og hans mænd vendte hjem. Da Joab opgjorde tabene, fandt han ud af, at ud over Asael manglede der kun 19 mand, 31 hvorimod Abner havde mistet 360 mand, alle af Benjamins stamme. 32 Joab og hans mænd bar Asaels lig til Betlehem og begravede ham ved hans fars side. Derefter gik de hele natten og nåede frem til Hebron ved daggry.

Den episode var begyndelsen på en lang og opslidende strid mellem Sauls og Davids tilhængere. Men det var en kendsgerning, at David blev stærkere og stærkere, og at hans modstandere blev svagere og svagere.

Davids sønner, født i Hebron

Mens David opholdt sig i Hebron, fik han seks sønner. Den ældste hed Amnon, og hans mor var Ahinoam fra Jizre’el. Den næstældste hed Kilab, og hans mor var Abigajil, som var enke efter Nabal fra Karmel. Den tredje hed Absalom, og hans mor var Ma’aka, en datter af kong Talmaj af Geshur. Den fjerde hed Adonija, og hans mor var Haggit. Den femte hed Shefatja, og hans mor var Abital. Den sjette hed Jitream, og hans mor var Egla.

Abner slutter sig til David

Som striden tilspidsedes, fik Abner større og større magt blandt Sauls tilhængere. Han mente derfor, at han kunne tillade sig visse friheder, blandt andet at gå i seng med en af Sauls medhustruer, en pige ved navn Ritzpa, en datter af Ajja. Men da Ishboshet irettesatte ham for det, blev han rasende.

„Hvad regner du mig for?” råbte han. „En omstrejfende hund? Her kommer du og kritiserer mig for et lille sidespring med en kvinde! Er det den tak, jeg får for min trofasthed overfor din far? Er det lønnen for ikke at have udleveret dig til David for længst? 9-10 Må Gud straffe mig, om jeg ikke gør, hvad jeg kan for at tage kongemagten fra dig og gøre David til konge over både Nordriget og Juda, fra Dan i nord til Be’ersheba i syd, sådan som Herren har lovet ham.”

11 Ishboshet blev stum af skræk, da han hørte de ord.

12 Derpå sendte Abner bud til David: „Lad os slutte fred. Så vil jeg hjælpe dig til at blive konge over hele Israel.”

13 „Godt,” svarede David, „men jeg vil ikke forhandle med dig, medmindre du kommer med min første kone Mikal, Sauls datter.”

14 Samtidig sendte David følgende besked til Ishboshet: „Giv mig min kone Mikal tilbage! Jeg slog 100 filistre ihjel for at få hende!”

15 Ishboshet sendte straks sine mænd af sted for at hente Mikal hos Paltiel, søn af Lajish, som hun var blevet gift med i mellemtiden. 16 Manden fulgte grædende efter hende helt til Bahurim. Dér bad Abner ham vende om og gå hjem, og det gjorde han.

17 I mellemtiden forhandlede Abner med Nordrigets ledere. Han mindede dem om, at de i lang tid havde ønsket David som konge.

18 „Husk i den forbindelse, hvordan Herren lovede, at David ville redde Israels folk fra filistrene[a] og alle vores andre fjender!” sagde han. „Nu har I chancen for at gøre løftet til virkelighed!”

19 Abner forhandlede også med lederne af Benjamins stamme, hvorefter han tog til Hebron for at informere David om resultatet af sine forhandlinger. 20 Han havde taget 20 mænd med sig, og David holdt en fest til ære for Abner og hans mænd.

21 Inden Abner rejste hjem, gav han David følgende løfte: „Så snart jeg kommer hjem, vil jeg kalde alle Nordrigets ledere sammen og få dem til at slutte op om dig, så du kan blive konge over hele riget, sådan som du gerne vil!” Så sendte David ham af sted med ønsket om en god rejse.

Joabs hævn over Abner

22 Kort efter at Abner var taget af sted, vendte Joab hjem fra et vellykket plyndringstogt sammen med nogle af Davids mænd. 23 Joab fik nu at vide, at Abner netop havde været på et fredeligt besøg hos kongen. 24-25 Straks løb han ind til kongen og udbrød: „Hvad i alverden har du gjort? Du har jo ladet manden slippe væk, selv om du må have været klar over, at han kom for at udspionere os!”

26 Derpå sendte Joab, uden at David vidste det, nogle sendebud af sted efter Abner med besked om, at han skulle komme tilbage. Sendebudene indhentede ham ved Siras vandreservoir, og Abner vendte tilbage sammen med dem. 27 Da Abner ankom til Hebron, trak Joab ham til side i byporten under foregivende af, at han ville tale privat med ham, men i stedet trak han sin daggert og myrdede ham som hævn for, at Abner havde dræbt hans bror Asael.

28 Da David hørte om mordet på Abner, erklærede han: „Jeg sværger ved Herren på, at jeg og min slægt er uskyldige i denne forbrydelse! 29 Joab og hans familie må tage det fulde ansvar for mordet. Må Joabs børn blive ramt af sygdom og ulykke, så de falder i kamp eller bliver invalide eller dør af sygdom eller sult!”

30 Joab og hans bror Abishaj myrdede altså Abner for at tage hævn over deres bror Asael, som var blevet dræbt af Abner i slaget ved Gibeon.

31-32 Derefter befalede David, at Joab og alle hans mænd skulle flænge deres tøj og klæde sig i sæk og aske for at vise deres sorg over Abners død. Kongen ledsagede personligt ligbåren til det sted i Hebron, hvor Abner blev begravet. Mens de stod ved graven, brast David og alle hans mænd i gråd, 33 og David sang følgende sørgesang over Abner:

Ak, Abner, du blev narret i døden.
34 Man bandt ikke engang dine hænder
    eller lagde dine fødder i lænker!
Du blev myrdet af voldsmænd.

Bagefter græd hele folket igen.

35-36 David nægtede at tage føde til sig på begravelsesdagen. Alle opfordrede ham til at spise, men David aflagde ed på, at han ville faste indtil solnedgang, en gestus, som folket lagde mærke til og syntes om, og som var med til at øge deres respekt for ham. 37 Det overbeviste både Judas og Nordrigets folk om, at David ikke var skyld i Abners død. 38 Endvidere sagde David til sine mænd: „Mon I forstår, at det er en af Israels store ledere, vi har begravet i dag! 39 Selv om jeg er Guds udvalgte konge, kan jeg intet stille op over for de to gerningsmænd, Zerujas[b] sønner. De er mig for stærke. Må Herren selv straffe dem for deres ondskab!”

Johannes 13:1-30

Jesus vasker disciplenes fødder

13 Alt var klar til at påskehøjtiden kunne begynde. Jesus vidste, at tiden var kommet til, at han skulle gå bort fra denne verden og vende tilbage til Faderen. Den kærlighed, han hele tiden havde haft til dem, der fulgte ham her på jorden, ville han vise endnu engang på den sidste aften, hvor de var sammen.

Jesus begyndte nu påskemåltidet sammen med sine disciple. Djævelen havde allerede indgivet Judas Iskariot den tanke, at han skulle forråde Jesus. Og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder. Han vidste, at det var Gud, der havde sendt ham, og at han snart skulle vende tilbage til Gud.

Jesus rejste sig fra det sted, hvor han lå ved bordet, og tog sin yderkjortel[a] af. Så tog han et håndklæde og bandt det om livet. Derefter hældte han vand i et vandfad og gav sig til at vaske disciplenes fødder, mens de lå på deres pladser rundt om bordet, og han tørrede deres fødder med det håndklæde, han havde om livet. Da han kom til Simon Peter, sagde Peter til ham: „Herre, vil du virkelig vaske mine fødder?”

„Lige nu forstår du ikke, hvorfor jeg gør det, men senere vil du forstå det.”

„Nej! Du skal bestemt ikke vaske mine fødder!”

„Hvis jeg ikke gør det, kan du ikke være en af mine disciple.”

„Så vask ikke bare fødderne, Herre, men også hænderne og hovedet!”

10 „Den, som har været i bad, er ren og behøver kun at vaske fødderne,” svarede Jesus. „Og I er rene—dog ikke alle.” 11 Det sagde han, fordi han vidste, hvem der ville forråde ham.

12 Da Jesus havde vasket deres fødder, tog han igen sin yderkjortel på, lagde sig ved bordet og spurgte: „Ved I, hvorfor jeg gjorde det? 13 I kalder mig ‚Herre’ og ‚Mester’, og det gør I med rette, for det er jeg. 14 Når nu jeg, der er jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, bør I også vaske hinandens fødder. 15 Jeg har givet jer et forbillede. Gør det samme for hinanden, som jeg nu har gjort for jer. 16 Det siger jeg jer: En tjener står ikke over sin herre, og de, der bliver sendt ud på en opgave, skal følge de instrukser, de har fået af dem, der sendte dem af sted. 17 Det ved I jo godt. Men I oplever først velsignelsen, når I handler på det, I ved.

18 Hvad jeg siger, gælder ikke jer alle, for jeg ved, hvem jeg har udvalgt. Skriften siger: ‚En af dem, der spiser sammen med mig, vil bekæmpe mig.’[b] Det går snart i opfyldelse. 19 Jeg siger det allerede nu, for at I kan tro på mig, når det sker. 20 Det siger jeg jer: Den, der tager imod dem, jeg sender ud, tager imod mig—og den, der tager imod mig, tager imod Faderen, som sendte mig.”

Jesus forudsiger, at Judas vil forråde ham(A)

21 Derefter blev Jesus stærkt bevæget i sin ånd og sagde: „Det siger jeg jer: En af jer vil forråde mig!”

22 Disciplene så spørgende på hinanden. Ingen vidste, hvem han hentydede til. 23 Den discipel, som Jesus elskede særlig højt, lå til bords ved siden af Jesus. 24 Derfor nikkede Simon Peter til ham over bordet for at få ham til at spørge Jesus, hvem det kunne være. 25 Den anden discipel lænede så hovedet tilbage mod Jesu bryst og spurgte: „Hvem er det, Herre?” 26 „Det er ham, som jeg giver det stykke brød, jeg nu dypper i skålen,” svarede Jesus.

Så dyppede han et stykke brød og gav det til Judas Iskariot. 27 Så snart Judas havde fået brødet, kom Satan ind i ham, og Jesus sagde: „Gør det, du har i sinde—men gør det snart!” 28 Ingen af de andre ved bordet forstod, hvorfor han sagde det til ham. 29 Nogle troede, at Jesus bad Judas købe ind til højtiden eller give nogle penge til de fattige. Det var nemlig ham, der gik rundt med pengepungen. 30 Judas tog nu brødet, rejste sig og gik. Det var nat.

Salme 119:1-16

Guds bud

119 Velsignede er de, som gør Guds vilje,[a]
    alle de, som adlyder Herrens love.
Velsignede er de, som holder fast ved hans bud,
    og søger ham af hele deres hjerte.
Vi ved, at han ønsker, vi skal følge hans vej,
    derfor vælger vi at gøre hans vilje.
Vi kender dine befalinger, Herre,
    som du forventer, vi følger til punkt og prikke.
Hvor ville jeg dog inderligt ønske,
    at jeg kunne følge dine bud uden at vakle.
Ved at fokusere på alle dine befalinger
    undgår jeg at blive gjort til skamme.
Vore hjerter bryder ud i tak,
    når vi forstår dine retfærdige love.
Vær tålmodig med mig,
    for jeg ønsker at adlyde dine bud.

Lydighed

Jeg opfordrer de unge til at følge dit ord,
    for det hjælper dem til at blive på din vej.
10 Jeg søger dig af hele mit hjerte,
    lad mig ikke fare vild fra dine bud.
11 Jeg gemmer dit ord i mit hjerte
    for ikke at synde imod dig.
12 Jeg lover og priser dig, Herre,
    lær mig alle dine lovbud.
13 Jeg gentager igen og igen
    alle de bud, du har givet mig.
14 Jeg glæder mig over dine befalinger,
    som var de alverdens rigdomme.
15 Jeg grunder over dine formaninger
    og holder fast ved dine forskrifter.
16 Jeg glæder mig over din vejledning
    og vil aldrig glemme dit ord.

Ordsprogene 15:29-30

29 Herren hører de gudfrygtiges bønner,
    men holder sig fjernt fra onde mennesker.
30 Et smil varmer hjertet,
    gode nyheder giver ny styrke.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.