Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

The Daily Audio Bible

This reading plan is provided by Brian Hardin from Daily Audio Bible.
Duration: 731 days

Today's audio is from the NLT. Switch to the NLT to read along with the audio.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
2 Samuel 15:23-16

23 Dyb sorg sænkede sig over byen, da kongen og hans følge krydsede Kedrondalen og fortsatte i retning af ørkenen. 24 Præsten Zadok og alle levitterne fulgte med. De havde taget pagtens ark med, og den stillede de i vejkanten, indtil hele følget var gået forbi. Præsten Ebjatar var også fulgt med. 25 David befalede nu Zadok at føre arken tilbage til byen. „Hvis jeg finder nåde for Herrens øjne,” tilføjede han, „så vil jeg en dag vende tilbage og gense arken og det hellige telt! 26 Men hvis Herren har forkastet mig, så lad ham gøre ved mig, hvad han mener, er det bedste. 27 Du og Ebjatar kan trygt vende tilbage til byen sammen med din søn Ahima’atz og Ebjatars søn, Jonatan. Men hold øjne og ører åbne. 28 Jeg vil vente ved Jordanflodens vadested, indtil vi hører nyt fra jer om, hvad der sker i Jerusalem.”

29 Så bar Zadok og Ebjatar Guds Ark tilbage til Jerusalem og blev i byen.

30 David og hans følge fortsatte ad vejen op over Olivenbjerget.[a] De gik med tildækkede hoveder og bare fødder, og de græd alle sammen.

31 Da David fik at vide, at hans egen rådgiver, Ahitofel, havde sluttet sig til Absalom, bad han: „Herre, lad Ahitofel give Absalom dårlige råd!” 32 På toppen af Olivenbjerget, hvor man plejede at ofre til Gud, ventede Davids ven, arkitten Hushaj, på dem. Han havde i fortvivlelse flænget sit tøj og drysset jord på hovedet.

33-34 Men David sagde til ham: „Det giver kun problemer, hvis du går med os. Vend hellere tilbage til Jerusalem og sig til Absalom: ‚Jeg ønsker at være din rådgiver og tjene dig, sådan som jeg tjente din far.’ På den måde kan du være med til at sabotere Ahitofels planer. 35-36 I byen har jeg også præsterne Zadok og Ebjatar. Dem skal du holde underrettet om alt, hvad du hører i kongens palads. De kan så sende deres sønner Ahima’atz og Jonatan til mig med besked om, hvad der foregår.”

37 Så vendte Davids ven Hushaj tilbage til byen, og han nåede frem samtidig med Absalom.

Ziba hjælper David

16 David fortsatte ned ad vejen på den anden side af Olivenbjerget og mødte kort efter Ziba, som havde været Sauls tjener og nu bestyrede Mefiboshets ejendom. Ziba havde to æsler med sig. De havde sadler på og var læssede med 200 brød, 100 rosinkager, 100 figner[b] og en lædersæk med vin.

„Hvor skal du hen med de ting?” spurgte kongen.

Ziba svarede: „Æslerne er en gave til kongens familie, så de har noget at ride på. Brødet, kagerne og frugten er til folkene—og vinen skal styrke dem, der bliver udmattede i ørkenen.”

„Hvor er Mefiboshet?” spurgte kongen ham.

„Han blev i Jerusalem,” svarede Ziba, „for han tænkte: Nu vil israelitterne give mig min farfars kongedømme tilbage!”

„Så overdrager jeg al hans ejendom til dig, Ziba!” udbrød kongen opbragt.

„Mange, mange tak!” svarede Ziba og bøjede sig til jorden. „Måtte jeg altid bevare kongens velvilje.”

Shimi forbander David

Da David og hans følge passerede Bahurim, kom en mand fra landsbyen ud og råbte forbandelser efter dem. Det var Shimi, Geras søn. Han var en slægtning til Saul. Han kastede sten efter kongen og hans tjenere til trods for, at de var omgivet af hele hæren og livvagten.

7-8 „Forsvind, din morder—din bandit!” skreg han mod David. „Nu betaler Herren dig tilbage, fordi du myrdede kong Sauls familie for selv at overtage tronen. Nu har Herren overdraget den til din søn Absalom! Din morder! Nu får du, hvad du har fortjent!”

„Hvor længe skal den forbandede køter have lov til at overfuse kongen?” spurgte Abishaj, Zerujas søn. „Lad mig gå hen og hugge hovedet af ham!”

10 „I tænker kun på hævn, Zerujas sønner,” svarede David. „Hvis Herren har givet ham besked på at forbande mig—hvem er da jeg, at jeg skulle standse ham? 11 Min egen søn søger at slå mig ihjel, men denne benjaminit forbander mig jo kun. Lad ham være, for Herren er med i det. 12 Måske vil Herren ynkes over mig og vende forbandelserne til noget godt.”

13 Så gik David og hans mænd videre, men Shimi fulgte med i sikker afstand oppe på bakkeskråningen og fortsatte med at forbande David og smide sten og jord efter ham. 14 Da kongen og hans følge nåede vadestedet ved Jordanfloden, var de så udmattede, at de måtte holde et langt hvil.

Hushaj tilbyder Absalom sin tjeneste

15 I mellemtiden havde Absalom holdt sit indtog i Jerusalem, ledsaget af sine folk og af Ahitofel. 16 Davids ven, arkitten Hushaj, opsøgte ham øjeblikkelig.

„Kongen leve! Kongen længe leve!” hilste han.

17 „Er det en måde at behandle din ven David på?” spurgte Absalom. „Hvorfor er du ikke fulgt med ham?”

18 „Fordi jeg foretrækker at holde med den mand, som Herren og hans folk Israel har valgt,” svarede Hushaj. 19 „Er der noget forkert i det? Tidligere hjalp jeg din far, nu vil jeg gerne hjælpe dig.”

Ahitofel som Absaloms rådgiver

20 Derefter sagde Absalom henvendt til Ahitofel: „Hvad skal vi så gøre nu? Kom med et godt råd!” 21 Ahitofel kom med følgende forslag: „Du skal gå i seng med din fars medhustruer, som han efterlod i paladset! Så vil hele Israels folk indse, at du har krænket ham så groft, at al forsoning er udelukket, og dine tilhængere vil vide, at du mener det alvorligt med dit oprør imod ham.”

22 Så blev der rejst et telt på paladsets flade tag, hvor alle kunne se det, og ved højlys dag gik Absalom ind i teltet og lå med sin fars medhustruer, den ene efter den anden.

23 Absalom fulgte altid Ahitofels råd, ligesom David tidligere havde gjort, for når Ahitofel talte, mente man, at han talte på Guds vegne.

Johannes 18:25-19:22

Peter svigter Jesus anden og tredje gang(A)

25 Imens stod Simon Peter ude på gårdspladsen og varmede sig ved gløderne. „Du er da også en af hans disciple!” udbrød en af de omkringstående.

„Nej, det er jeg ikke!” røg det ud af Peter endnu en gang.

26 Men en af ypperstepræstens tjenere, som var i familie med den mand, hvis øre Peter havde hugget af, udbrød: „Jeg så dig selv ude i olivenplantagen sammen med Jesus!”

27 Igen benægtede Peter det, og i samme øjeblik var der en hane, der galede.

Pilatus bliver presset til at lade Jesus korsfæste(B)

28 Meget tidligt om morgenen førte man Jesus videre fra Kajfas’ gård til den romerske guvernørs borg. De jødiske ledere ville ikke gå ind et sted, hvor der boede en ikke-jøde, for det ville gøre dem urene, og så ville de ikke kunne deltage i påskefesten. 29 Derfor gik guvernøren, Pilatus, ud til dem. „Hvad anklager I manden for?” spurgte han. 30 „Vi ville ikke have arresteret ham og bragt ham herhen, hvis han ikke havde overtrådt loven,” svarede de. 31 „Nå, men så tag og døm ham ifølge jeres lov!” „Men vi har ikke ret til at korsfæste[a] nogen,” indvendte de. 32 Dermed opfyldtes Jesu ord om, hvordan han skulle dø.

33 Pilatus gik nu ind i borgen igen og fik også Jesus ført derind. „Er du jødernes konge?” spurgte han. 34 „Har du selv fundet på det spørgsmål, eller har andre omtalt mig på den måde?” sagde Jesus. 35 „Er jeg måske jøde?” svarede Pilatus. „Dit eget folks ypperstepræster har overgivet dig til mig. Hvad har du gjort?”

36 „Mit rige er ikke af denne verden,” svarede Jesus. „Havde jeg ønsket at oprette et jordisk rige, så ville mine disciple have kæmpet for, at jeg ikke skulle blive fanget af de jødiske ledere.” 37 „Så er du altså en konge?” spurgte Pilatus. „På en måde er jeg en konge,” svarede Jesus. „Jeg er kommet til denne verden for at fortælle om sandheden. Det var derfor, jeg blev født, og alle, der hører sandheden til, vil adlyde mig.” 38 „Hvad er sandhed?” afbrød Pilatus.

Derefter gik han igen udenfor til de jødiske ledere og sagde: „Jeg finder ham ikke skyldig. 39 Men nu er der jo tradition for, at jeg giver jer en fange fri hver påske. Ønsker I, at jeg skal løslade ‚jødernes konge’?” 40 „Nej, ikke ham, men Barabbas!” råbte de. Barabbas var en mand, der var fængslet for oprør mod romerne.

19 Pilatus lod nu Jesus piske, og derefter flettede soldaterne en krans af tornede grene, satte den på hovedet af ham som en slags kongekrone og kastede en purpurrød kappe om ham. Efter tur gik de hen til ham og sagde: „Længe leve jødernes konge!” Samtidig slog de ham i ansigtet.

Pilatus gik igen ud til de jødiske ledere, som stod og ventede udenfor. „Jeg vil føre ham ud til jer nu,” sagde han, „for at I skal vide, at jeg ikke finder ham skyldig i nogen forbrydelse.” Så kom Jesus ud med tornekronen på hovedet og purpurkappen over sig. „Se, her er han!” sagde Pilatus.

Så snart ypperstepræsterne og det jødiske vagtmandskab så ham, råbte de: „Korsfæst ham, korsfæst ham!” „Så må I selv gøre det!” sagde Pilatus. „Jeg finder ham ikke skyldig!” Jøderne svarede: „Ifølge vores lov skal han dø, fordi han har kaldt sig selv for Guds Søn.”

Ved de ord blev Pilatus bange. Han førte Jesus ind i borgen igen og spurgte ham: „Hvor kommer du egentlig fra?” Men Jesus gav ham intet svar. 10 „Hvorfor svarer du mig ikke?” fortsatte Pilatus. „Er du ikke klar over, at jeg har magt til at sætte dig fri og til at lade dig korsfæste?” 11 Jesus svarede ham: „Du havde slet ingen magt over mig, hvis ikke den var givet dig ovenfra. Derfor er der større skyld hos dem, der har overgivet[b] mig til dig.”

12 Derpå forsøgte Pilatus at få Jesus løsladt, men de jødiske ledere råbte: „Sætter du ham fri, er du ikke kejserens ven! For den, der udråber sig selv til konge, gør oprør mod kejseren.”

13 Da Pilatus hørte det, førte han igen Jesus udenfor og satte sig i dommersædet på den stenlagte terrasse, der på hebraisk kaldes „Gabbata”. 14 Klokken var omkring seks om morgenen,[c] og det var dagen før den sabbat, som faldt i påskeugen.[d] Pilatus vendte sig til de jødiske ledere: „Her er jeres konge!” sagde han. 15 „Væk med ham!” skreg de. „Væk med ham—korsfæst ham!” „Ønsker I virkelig, at jeg skal korsfæste jeres konge?” indvendte Pilatus. „Vi har ingen anden konge end kejseren,” råbte ypperstepræsterne.

16 Så udleverede Pilatus Jesus til at blive korsfæstet, og soldaterne førte ham bort.

Jesus bliver korsfæstet og derefter hånet af de jødiske ledere(C)

17 Jesus bar selv sit kors til det sted, der kaldtes „Hovedskalsstedet”, på hebraisk „Golgata”. 18 Dér korsfæstede de ham. Samtidig korsfæstede de to andre mænd, og deres kors blev rejst, et på hver sin side af Jesu kors. 19 Pilatus havde fået lavet et skilt med teksten: „Jesus fra Nazaret—jødernes konge”, og det blev anbragt på korset. 20 Teksten var skrevet på hebraisk, latin og græsk, og skiltet blev læst af mange mennesker, for stedet, hvor Jesus blev korsfæstet, lå tæt ved byen. 21 Men ypperstepræsterne henvendte sig til Pilatus og sagde: „Du må ændre teksten på det skilt. I stedet for ordene ‚jødernes konge’ skal du skrive: ‚Denne mand påstod at være jødernes konge.’ ” 22 „Hvad jeg skrev, det skrev jeg!” svarede Pilatus kort.

Salme 119:113-128

Helhjertet lydighed

113 Dem, der følger dig halvhjertet, hader jeg,
    men jeg elsker din lov af hele mit hjerte.
114 Du er min tilflugt og mit skjold,
    dit ord er det, der giver mig håb.
115 Der er ingen, der kan hindre mig i at adlyde Gud,
    de, der vil prøve, tager jeg afstand fra.
116 Du har lovet at give mig styrke til at leve efter dit ord.
    Jeg er overbevist om, at du ikke skuffer mig.
117 Den hjælp og støtte, jeg får fra dig,
    betyder, at jeg fortsat kan adlyde dine bud.
118 Du forkaster dem, der foragter dit ord,
    de er falske og fulde af løgn.
119 Du lader alle de gudløse ende som aske.
    Er det da mærkeligt, at jeg elsker dit ord?
120 Dine domme er retfærdige og kan ikke appelleres,
    derfor bæver jeg for dig i ærefrygt.

Om at følge Guds bud under modstand

121 Jeg forsøger altid at gøre det rigtige.
    Lad ikke mine fjender få bugt med mig.
122 Jag de stolte og overmodige mennesker væk,
    så de ikke har mulighed for at skade mig.
123 Jeg er træt af at vente på, at du redder mig,
    selv om jeg ved, at du altid holder dine løfter.
124 Jeg ved, at din kærlighed omslutter mig,
    lær mig at kende din vilje.
125 Jeg er din tjener, giv mig forstand
    til at fatte dine formaninger.
126 Jeg græmmes, når de gudløse overtræder dine bud.
    Herre, hvornår griber du ind?
127 Jeg foretrækker din lov
    frem for guld og grønne skove.
128 Jeg hader løgn og bedrag,
    men elsker at adlyde dine bud.

Ordsprogene 16:10-11

10 En konge taler på Guds vegne,
    så hans domme skal være retfærdige.
11 Herren er med i forretningslivet,
    så enhver handel skal være ærlig.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.