The Daily Audio Bible

Benjaminitternes forbrydelse

19 På den tid, da der endnu ingen konge var i Israel, boede der en mand af Levis stamme på et afsides sted i Efraims højland. Han havde hentet sig en medhustru i Betlehem i Juda. ² Men hun blev vred på ham og tog derefter tilbage til sin fars hus i Betlehem. Da der var gået fire måneder, ³ opsøgte manden hende for at få hende med tilbage. Han havde taget sin tjener og et ekstra æsel med. Pigen førte ham ind til sin far, og faderen bød ham velkommen ⁴ og bad ham blive nogle dage. Så blev han boende i tre dage. Han både spiste og sov der.

⁵ På den fjerde dag stod levitten og hans tjener tidligt op for at begive sig på hjemturen sammen med konen, men svigerfaderen sagde: „I må da ikke tage af sted, før I har fået et godt måltid.” ⁶ Så satte de sig ned og spiste et større måltid. „Bliv dog en dag mere!” bad svigerfaderen. „Vi har det jo dejligt sammen.” ⁷ Levitten afslog, men hans svigerfar blev ved med at presse ham, indtil han gav efter og blev der natten over. ⁸ Næste morgen stod de igen tidligt op for at komme af sted. „Spis nu først,” insisterede svigerfaderen. „Så kan I tage af sted i eftermiddag.”

⁹ Samme eftermiddag, da levitten og hans medhustru og tjener gjorde klar til afrejsen, sagde svigerfaderen: „Det er ved at blive sent! Hvad med at blive endnu en nat, så vi kan hygge os sammen denne sidste aften? Så kan I tage af sted i morgen tidlig!”

¹⁰ Men denne gang var levitten fast besluttet på at tage af sted. Så han sadlede sine to æsler og red af sted sammen med sin medhustru i retning af Jebus, som nu hedder Jerusalem.

¹¹ Det var sent på dagen, da de nåede til byen. „Vi kan ikke nå længere i dag,” sagde tjeneren. „Lad os overnatte i den her jebusitiske by.”

^12-13 „Nej,” svarede hans herre, „vi kan ikke tage ind i en fremmed by, hvor der ikke bor nogen israelitter. Lad os fortsætte til Gibea eller helt til Rama.”

¹⁴ Så fortsatte de, indtil de kort efter solnedgang nåede Gibea, en landsby, som tilhørte Benjamins stamme, ¹⁵ og de standsede for at overnatte der. De satte sig til at vente på torvet, men ingen tilbød dem husly for natten. ¹⁶ Så kom en gammel mand forbi, der var på vej hjem fra arbejdet i marken. Han var efraimit, men boede nu i Gibea, skønt byen tilhørte Benjamins stamme. ¹⁷ Da han fik øje på de fremmede, der sad på torvet, spurgte han dem, hvor de kom fra, og hvor de var på vej hen.

¹⁸ „Vi er på vej hjem fra Betlehem i Juda,” svarede levitten. „Vi bor på et afsides sted i Efraims højland. Men ingen har tilbudt os husly for natten, ¹⁹ skønt vi har foder til æslerne og rigeligt med mad og vin til os selv.”

²⁰ „Kom dog med mig!” udbrød den gamle mand. „Jeg skal nok sørge godt for jer. I kan da ikke blive siddende her på torvet.”

²¹ Så tog han dem med hjem og fodrede deres æsler, og efter at de havde vasket deres fødder, spiste de til aften sammen. ²² Men bedst som de sad og hyggede sig, blev huset omringet af en flok onde mænd fra byen. De hamrede på døren og råbte til den gamle mand: „Bring din gæst herud til os, så vi kan stille vores lyst på ham!” ²³ Den gamle mand gik ud for at tale dem fra det. „Hør nu her, venner,” sagde han. „I må ikke være så onde ved min gæst. ²⁴ I huset her er der både hans medhustru og min datter, der endnu er jomfru. Dem kan vi sende ud til jer, så I kan forlyste jer med dem. Men gør ikke noget så skammeligt mod min gæst.”

²⁵ Men de ville ikke tage imod fornuft. Så tog levitten sin medhustru og skubbede hende ud på gaden, hvor mændene på skift voldtog hende natten igennem, indtil det begyndte at blive lyst. ²⁶ Da solen stod op, slæbte hun sig hen til den gamle mands hus, hvor hun besvimede på dørtrinet og blev liggende, til det var helt lyst. ²⁷ Da levitten senere åbnede døren for at gøre sig klar til at tage af sted, fandt han sin medhustru liggende med hænderne på dørtrinet.

²⁸ „Rejs dig, og lad os komme af sted!” sagde han.

Men der kom ikke noget svar, for hun var død. Så lagde han hende op på æslet og bragte hende hjem til sit hus. ²⁹ Der tog han en kniv og skar hendes lig i 12 stykker, som han sendte ud til Israels 12 stammer. ³⁰ Alle, som hørte om det, sagde: „Så grusom en forbrydelse er ikke blevet begået siden vi forlod Egypten! Vi har aldrig set noget lignende. Der må gøres noget, men hvad?”

Benjaminitterne straffes

20 Da samledes alle Israels mænd—fra Dan i nord til Be’ersheba i syd og fra Gilead i øst—for Herrens ansigt i Mitzpa. ² Alle Israels stammeledere mødte op, og alle stammerne mønstrede tilsammen 400.000 bevæbnede krigere. ^3-4 (Benjaminitterne hørte, at alle de andre stammer havde forsamlet sig i Mitzpa.)

„Fortæl os nu, hvordan den forbrydelse gik til,” sagde folkets ledere til den myrdede kvindes mand.

„Jeg og min medhustru ankom til Gibea i Benjamins land for at overnatte,” begyndte han. ⁵ „Om natten omringede nogle af byens mænd huset i den hensigt at slå mig ihjel, og de voldtog min medhustru, indtil hun døde. ⁶ Derefter skar jeg hendes lig i 12 stykker og sendte stykkerne ud til Israels 12 stammer for at vise, hvilken afskyelig forbrydelse disse israelitter havde begået. ⁷ Nu må det være op til forsamlingen her at beslutte, hvad der skal gøres.”

^8-11 Alle rejste sig, og deres beslutning var enstemmig: „Ingen af os vender hjem, før vi har udført en hævnaktion mod Gibea. Vi vil udtage en tiendedel af hæren til at sørge for forsyningslinierne—og resten af os vil udslette Gibea for den afskyelige forbrydelse, der er begået blandt Israels folk. Hvem der skal være hærens fortrop, vil blive bestemt ved lodkastning.”

¹² Så sendte man delegationer ud til hele Benjaminstammens område med følgende besked: „Hvad er det dog for en skamløs handling, der er blevet begået hos jer? ¹³ Udlever de onde mænd fra Gibea til os, så vi kan henrette dem og på den måde udrydde det onde fra Israels midte.” Men benjaminitterne ville ikke høre på dem. ^14-15 I stedet samlede de en hær på 26.000 mand og sendte hæren til Gibea for at hjælpe byens 700 våbenføre mænd imod den israelitiske hær. ¹⁶ I hæren var der 700 udvalgte, venstrehåndede skarpskytter, der med deres stenslynger kunne ramme plet hver eneste gang. ¹⁷ Over for dem stod de 400.000 krigere fra de øvrige stammer.

¹⁸ Før slaget gik israelitterne til Betel for at rådspørge Gud. „Hvilken stamme skal danne fortrop i slaget mod benjaminitterne?” spurgte de. Herren svarede: „Judas stamme skal gå forrest.”

^19-20 Tidligt næste morgen drog hæren af sted og slog lejr tæt ved Gibea. Derfra gik de til angreb mod byen, ²¹ men benjaminitterne stormede ud af byen og dræbte den dag 22.000 israelitter. ^22-24 Da gik israelitterne op til Betel og græd for Herrens ansigt indtil aften. „Skal vi fortsætte kampen imod benjaminitterne, som dog er en del af vores eget folk?” spurgte de. Herren svarede: „Ja, gå i kamp imod dem igen!”

Så opmuntrede israelitterne hinanden og gjorde klar til at fortsætte kampen samme sted næste dag. ²⁵ Men denne gang gik det ikke meget bedre, for benjaminitterne dræbte yderligere 18.000 krigere.

²⁶ Da gik hele hæren op til Betel. De græd og fastede indtil aften og bragte brænd- og takofre til Herren. ^27-28 På det tidspunkt var Guds Ark flyttet til Betel, og Pinehas, en søn af Arons søn Eleazar, var præst ved helligdommen. Israelitterne spurgte atter Herren: „Skal vi fortsætte kampen imod benjaminitterne?” Herren svarede: „Fortsæt! I morgen vil jeg give jer sejr over dem.”

²⁹ Så lagde en del af israelitterne sig i baghold på markerne rundt om byen. ³⁰ Næste morgen gik den øvrige del af hæren frontalt til angreb mod Gibea som de øvrige dage. ³¹ Da benjaminitterne nu stormede ud af byen for at gå til modangreb, trak israelitterne sig tilbage i tre retninger og lokkede benjaminitterne væk fra byen. Benjaminitterne forfulgte de israelitiske soldater og huggede 30 af dem ned dels ude på markerne, dels langs vejen mod nordvest til Gibeon^[a] og mod nord til Betel. ³² Det fik dem til at tænke: „Vi slår dem også denne gang!” Men israelitternes slagplan gik jo ud på, at deres hær skulle flygte og derved lokke modstanderne bort fra byen. ³³ Da deres hovedstyrker nåede Ba’al-Tamar, forskansede de sig og gik til modangreb. I mellemtiden kom de andre frem fra deres baghold og indtog Gibea uden at møde væsentlig modstand. ³⁴ Det drejede sig om 10.000 af israelitternes bedste krigere. Samtidig var der voldsom kamp mellem hovedstyrken og Benjamins hær, der var uvidende om, at det snart var ude med dem. ³⁵ Den dag gav Herren israelitterne sejr over Benjamins hær, der med et tab på 25.100 mand blev næsten totalt udslettet. ³⁶ Da måtte benjaminitterne acceptere, at de var blevet slået.

Bagholdsangrebet og kampens afslutning foregik på følgende måde: Den israelitiske hovedstyrke havde jo trukket sig væk fra benjaminitterne, da de satsede på deres bagholdsstrategi. ³⁷ Den øvrige hærstyrke kom nu frem fra sit baghold, stormede Gibea og huggede indbyggerne ned. ³⁸ Det var aftalt, at de skulle sætte ild til byen, og det gjorde de så. ³⁹ Da israelitternes hovedstyrke så røgen, standsede de flugten og gik til modangreb på benjaminitternes hær. Da benjaminitterne allerede havde hugget 30 israelitiske soldater ned, og hele hæren var flygtet, var de overbeviste om, at sejren var en realitet ligesom de to foregående dage, ^40-41 men da de så sig tilbage mod byen fik de et chok, for byen var i brand, og fjenderne kom imod dem både fra syd og nord. ⁴² Deres eneste udvej var at flygte i retning af ørkenen, men hovedstyrken og krigerne fra bagholdet, som nu havde sluttet sig til dem, satte efter benjaminitterne. ^43-44 Et godt stykke øst for Gibea blev de indhentet, og mere end 18.000 af Benjamins krigere blev slået ihjel dér. ⁴⁵ Resten af hæren flygtede videre mod nord ind i ørkenen i retning af Rimmons klippe, og endnu 5000 mand blev hugget ned undervejs. 2000 mand nåede frem til Gidom, inden de blev dræbt.

⁴⁶ Den dag mistede Benjamins stamme mere end 25.000 dygtige krigere. ⁴⁷ De eneste overlevende var 600 mænd, der undslap til Rimmons klippe og gemte sig i ørkenområdets klippehuler. Her levede de i fire måneder.

⁴⁸ Efter slaget gik israelitterne en runde til hver eneste by i Benjamins land. De dræbte alt levende, både mennesker og husdyr, og derefter brændte de byerne ned til grunden.

Johannes Døbers opgave er ved at være slut

²² Efter sit ophold i Jerusalem vandrede Jesus rundt i Judæa sammen med sine disciple, hvor mange kom til dem og blev døbt.

²³ Men også Johannes døbte stadig mange mennesker, for folk blev ved med at strømme ud til ham. Han opholdt sig oppe ved Ænon i nærheden af Salem, hvor der var masser af vand. ²⁴ (Johannes var endnu ikke blevet kastet i fængsel.)

²⁵ En dag kom Johannes’ disciple i diskussion med en af de jødiske ledere om, hvem der havde ret til at døbe. ²⁶ Efter diskussionen kom disciplene hen til Johannes og sagde: „Mester, den mand, som kom til dig øst for Jordanfloden, og som du har fortalt om, han døber også, og nu går alle folk over til ham!”

²⁷ Johannes svarede: „Det er Gud, der giver hver enkelt af os vores særlige opgave. ²⁸ I har jo selv hørt mig sige, at jeg ikke er Messias, men jeg blev udsendt for at bane vejen for ham. ²⁹ Bruden tilhører brudgommen—men brudgommens ven, der står og venter på at høre brudgommens stemme, bliver glad, når han hører ham. Derfor glæder jeg mig af hele mit hjerte over det, som nu sker. ³⁰ Hans betydning vil blive større og større, min vil blive mindre og mindre.”

Tro fører til liv—ulydighed fører til dom

³¹ Han, som er kommet ovenfra, står over alt og alle, men de, som kommer fra denne verden, hører denne verden til og er optaget af det, som hører denne verden til. Han, som er kommet fra Himlen, står over alt. ³² Han fortæller om det, han selv har set og hørt, og alligevel vil næsten ingen tro ham. ³³ Men enhver, som er kommet til tro på hans ord, kan skrive under på, at Gud taler sandt. ³⁴ Han, som Gud har sendt, taler Guds ord, for Gud giver ham af sin Ånd uden begrænsning. ³⁵ Faderen elsker Sønnen og har overgivet alt i hans hænder. ³⁶ Alle, der tror på Sønnen, har evigt liv, men de, der ikke adlyder ham, får ikke del i det liv. De forbliver under Guds dom.

Jesus og den samaritanske kvinde

4 ^1-2 Da farisæerne i Jerusalem fik meddelelse om, at Jesus fik flere disciple og døbte flere end Johannes— selv om det faktisk var Jesu disciple, der døbte—blev de vrede på ham. Da Jesus blev klar over det, ³ brød han op fra Judæa for at vende tilbage til Galilæa.