The Daily Audio Bible
Today's audio is from the NIV. Switch to the NIV to read along with the audio.
Jonatans heltedåd og filistrenes nederlag
14 En dag sagde Jonatan til den unge mand, som bar hans våben: „Kom, lad os snige os over til filistrenes udpost på den anden side af bjergpasset.” Men han sagde ikke til sin far, at han tog af sted.
2 Saul og hans 600 mænd lå i lejr ved granatæbletræet på bakken[a] ved Migron. 3 Blandt mændene var også præsten Ahija, som bar den hellige efod. Hans far var Ahitub, Ikabods bror, hans farfar var Pinehas, og hans oldefar var Eli, som havde været Herrens præst i Shilo.
Ingen havde lagt mærke til, at Jonatan havde forladt lejren. 4 For at nå frem til filistrene måtte Jonatan igennem et pas, som lå i en kløft med et stort klippefremspring på hver side. De to klippeformationer var kendt under navnene Botzetz og Sene. 5 Den ene lå mod nord i retning af Mikmas, og den anden mod syd i retning af Geba.
6 „Kom, lad os gå over til de uomskårne og ugudelige filistre,” sagde Jonatan til sin våbenbærer. „Måske vil Herren hjælpe os. Herren kan give os sejr, hvad enten vi er mange eller få.”
7 „Gør, som du vil!” svarede våbendrageren. „Jeg går med dig, lige meget hvad du finder på.”
8-10 „Godt, så hør her,” fortsatte Jonatan. „Vi sørger for, at de opdager os, når vi går derover. Hvis de siger: ‚Bliv stående, vi kommer ned til jer,’ så går vi ikke derop. Men hvis de siger: ‚Kom herop!’ så går vi derop, for så er det et signal fra Herren om, at han vil give os sejr.”
11 Da filistrene nu fik øje på dem, råbte de til hinanden: „Se! Nogle af hebræerne er krøbet frem fra deres skjulesteder.” 12 Så råbte de til Jonatan: „Kom herop, så skal vi give jer en lærestreg.”
„Følg efter mig!” sagde Jonatan til våbendrageren. „For Herren vil give Israels folk sejren.”
13 Så klatrede de op ad skrænten på hænder og fødder, og Jonatan huggede filistrene ned, mens våbendrageren fulgte i hælene på ham og dræbte dem, Jonatan havde såret. 14 Under dette første slag dræbte de 20 filistre på et ca. 2000 kvadratmeter stort areal. 15 Samtidig sendte Gud et jordskælv, som skabte rædsel og panik blandt filistrene, både i selve lejren og udenfor blandt udkigsposterne og kampstyrkerne. 16 Sauls udkigsposter i Geba[b] lagde mærke til den forvirring, der opstod i fjendens rækker.
17 „Find ud af, om nogen af vores mænd har forladt lejren,” befalede Saul, og det viste sig, at Jonatan og hans våbendrager manglede. 18 „Hent den hellige vest frem!” råbte Saul til præsten Ahija. På den tid var det nemlig Ahija, der havde ansvar for den hellige vest,[c] som man brugte, når man ville spørge Herren til råds. 19 Men mens Saul talte med Ahija, blev tumulten og støjen i filistrenes lejr værre og værre. „Lad det bare være!” råbte Saul til ham. 20 Så kastede Saul og hans 600 mænd sig ind i kampen, og forvirringen var så stor blandt filistrene, at de rask væk huggede hinanden ned. 21 De hebræere, der før kæmpede på filistrenes side, gjorde nu mytteri og gik over på israelitternes side. 22 Til sidst kom resten af de israelitiske soldater frem fra deres skjulesteder i bjergene og deltog i forfølgelsen af de flygtende filistre. 23 Den dag frelste Herren Israel, og israelitterne forfulgte filistrene helt til den anden side af Bet-Aven.
Sauls dumhed
24-26 Israelitterne var helt udmattede, fordi Saul havde erklæret: „Forbandet være den, som tager sig tid til at spise noget i dag, for jeg vil have fuldstændig hævn over mine fjender.” De var alle så bange for forbandelsen, at ingen turde spise noget hele dagen, ikke engang den smule honning, de fandt rundt omkring, 27 Men Jonatan, der ikke havde hørt sin fars erklæring, stak sin stav i en bikage og fiskede lidt honning frem, og da han havde spist honningen, følte han sig stærk igen. 28 En af mændene, som så ham gøre det, sagde: „Din far tog hele hæren i ed og sagde: ‚Forbandet være den, som spiser noget i dag.’ Det er derfor, vi alle er så udmattede.”
29 „Sådan en befaling skader os kun,” udbrød Jonatan. „Se bare, hvor frisk jeg er nu efter at have spist en smule honning. 30 Forestil jer, hvor mange flere fjender vi kunne have dræbt, hvis vores mænd havde spist noget af den mad, de fandt i fjendens lejr. Men nu slipper filistrene væk i stedet.”
31 Efter at have kæmpet mod filistrene hele dagen fra Mikmas til Ajjalon, var krigerne så udmattede og sultne, 32 at de kastede sig over krigsbyttet og begyndte at slagte får og geder, køer og kalve på den bare jord og spise kødet uden først at lade blodet løbe fra. 33 Da Saul blev underrettet om, at hans hær havde syndet imod Herren ved at spise kød med blodet i, sagde han: „Det er forfærdeligt! Folket overtræder jo Guds bud! Skynd jer og rul en stor sten herhen! 34 Gå så ud til krigerne og giv dem ordre til at føre køerne, gederne og fårene hertil, så vi kan slagte dem her og lade blodet løbe fra. I må ikke synde imod Herren!” I nattens løb kom krigerne med det kvæg, de havde taget i krigsbytte, og det blev slagtet efter forskrifterne. 35 Der byggede Saul et alter for Herren. Det var første gang han byggede et alter.
36 Bagefter opfordrede Saul sine mænd til at genoptage forfølgelsen. „Lad os forfølge filistrene hele natten og udrydde dem rub og stub,” sagde han.
„Som du vil,” svarede de. Men præsten Ahija indvendte: „Lad os først spørge Gud til råds.”
37 Så spurgte Saul Gud: „Skal vi forfølge filistrene? Vil du fortsat hjælpe os med at slå dem?” Men Herren gav ikke noget svar.
38 Da sammenkaldte Saul alle sine officerer og sagde til dem: „Der er noget galt, siden Gud ikke svarer os. Vi må finde ud af, hvilken synd der er begået i dag. 39 Jeg sværger ved Gud på, at om så synderen er min egen søn Jonatan, skal han dø.” Men ingen turde fortælle ham sagens rette sammenhæng.
40 Saul forlangte nu, at de skulle stille sig på den ene side, mens han selv og Jonatan stillede sig på den anden side. Det gjorde de. 41 Så bad han denne bøn: „Herre, Israels Gud, vis os nu, hvem der har skylden. Er det Jonatan og mig, eller ligger skylden hos hæren?” Da faldt det hellige lod på Saul og Jonatan, mens hæren gik fri.
42 „Okay,” fortsatte Saul, „så kast lod mellem mig og Jonatan.” Da faldt loddet på Jonatan.
43 „Sig mig, hvad du har gjort,” forlangte Saul.
„Jeg spiste lidt honning fra spidsen af min stav,” svarede Jonatan. „Så lad mig da dø.”
44 „Jeg har svoret en ed,” svarede Saul. „Derfor skal du dø for din ulydighed.”
45 Men de omkringstående protesterede: „Ikke tale om! Det er jo Jonatan, vi kan takke for den sejr, vi har vundet i dag. Vi sværger ved den levende Gud, at vi ikke vil tillade, at der krummes et hår på hans hoved, for det var ved Guds hjælp, at han vandt sejren for os i dag.” Derved reddede mændene Jonatan fra at blive henrettet.
46 Da opgav Saul at genoptage forfølgelsen, og filistrene vendte hjem til deres eget land.
Sauls militære sejre
47 Nu da Saul havde styrket sin position som konge i Israel, førte han krig mod sine fjender i alle retninger: moabitterne og ammonitterne mod øst, edomitterne mod syd, Zobas konger[d] mod nord og filistrene mod vest. Hvor som helst han kom frem, vandt han sejr over sine fjender. 48 Han udførte store heltegerninger ved blandt andet at besejre amalekitterne og dermed frelse Israels folk fra deres plageånder.
49 Saul havde sønnerne Jonatan, Jishvi og Malkishua, og døtrene Merab og Mikal. 50 Sauls kone hed Ahinoam og var en datter af Ahima’atz. Sauls hærfører var hans fætter Abner, en søn af hans farbror, Ner. 51 Ner og Sauls far, Kish, var altså brødre, og deres far hed Abiel.
52 Krigen mod filistrene stod på, så længe Saul levede. Hver gang Saul så en tapper og stærk ung mand, hvervede han ham til sin hær.
31 Dog var der mange i folkeskaren, der var parate til at tro på ham, og de gik rundt og sagde til hinanden: „Når Messias kommer, mon han så vil gøre flere undere, end den mand her har gjort?”
Farisæerne vil gerne have Jesus arresteret
32 Da farisæerne hørte, hvad der blev hvisket i krogene, fik de ypperstepræsterne med på at sende tempelvagten hen for at arrestere ham.
33 Da sagde Jesus: „Endnu en kort tid skal jeg være hos jer. Derefter vender jeg tilbage til ham, der udsendte mig. 34 I vil lede efter mig, men I vil ikke kunne finde mig, for I kan ikke komme derhen, hvor jeg er.”
35-36 De jødiske ledere spurgte undrende hinanden: „Hvad mener han? Hvor mon han vil tage hen, så vi ikke skulle kunne finde ham? Mon han vil rejse til udlandet og prædike for de græsktalende eksiljøder?”
Løftet om Helligåndens komme til dem, der tørster
37 På den sidste og største højtidsdag under løvhyttefesten trådte Jesus frem og råbte: „De, der tørster, kan komme til mig for at få noget at drikke! 38 Skriften siger, at vand skal strømme frem over det tørre land.[a] Sådan bliver det for dem, der kommer til tro på mig: Fra deres indre skal det livgivende vand strømme frem.” 39 Med det „livgivende vand” mente Jesus Helligåndens kraft, som de, der var kommet til tro på ham, senere skulle få. Ånden var endnu ikke kommet, fordi Jesus endnu ikke var vendt tilbage til den himmelske herlighed.
Er Jesus Messias eller ej?
40 Da folket hørte ham råbe disse ord, udbrød nogle: „Den mand må være den store Profet, vi har ventet på!” 41 Andre sagde: „Han er Messias!” Atter andre: „Umuligt! Messias kommer ikke fra Galilæa. 42 Siger Skriften ikke, at han skal nedstamme fra David, og at han skal komme fra Betlehem, hvor David blev født?” 43 Der var således delte meninger om, hvem Jesus var. 44 Nogle forlangte ham arresteret, men det skete ikke.
Nikodemus forsvarer Jesus over for farisæerne
45 Tempelvagtmandskabet, der var blevet sendt hen for at arrestere Jesus, vendte tilbage til ypperstepræsterne og farisæerne med uforrettet sag. „Hvorfor pågreb I ham ikke?” spurgte man dem.
46 „Aldrig har noget menneske talt, som han gør,” svarede de.
47 „I er altså også blevet vildledt!” råbte farisæerne. 48 „Er der måske en eneste af farisæerne eller de andre jødiske ledere, der tror på, at han er Messias? 49 Men den uvidende hob, som ikke kender Toraen, de er under Guds dom.”
50 Her brød Nikodemus ind. Det var ham, der havde opsøgt Jesus, og han var selv farisæer: 51 „Det er slet ikke lovligt at dømme en mand, medmindre man først foretager en nærmere undersøgelse af, hvad han har gjort, og han har fået lov til at forsvare sig.”
52 „Du er måske også fra Galilæa?” hånede de. „Slå op i Skriften og se efter. Der står ingen steder om en profet, der skal komme fra Galilæa.”
53 Derefter gik de hver til sit,[b]
Bøn under forfølgelse
109 Til korlederen: En sang af David.
Gud, jeg lovsynger dig.
Forbliv ikke tavs og afvisende,
2 mens onde mennesker lyver om mig,
bagtaler mig med deres falske anklager.
3 De taler ondskabsfuldt om mig,
hader mig, skønt jeg intet har gjort.
4 Jeg elsker dem og går i forbøn for dem,
men alligevel anklager de mig groft.
5 De gengælder mig ondt for godt,
belønner min venlighed med had.
6 Lad en anklager stå frem
og føre sag mod min fjende i retten.
7 Lad ham blive kendt skyldig,
lad hans selviske bønner blive afsløret.
8 Gør hans livstid kort,
lad en anden overtage hans lederfunktion.
9 Lad hans børn blive faderløse
og hans hustru enke.
10 Lad dem tigge sig til dagligt brød
og blive jaget fra hus og hjem.
11 Lad hans kreditorer overtage hans ejendom,
lad fremmede røve hans formue.
12 Lad ingen vise ham barmhjertighed
eller have ondt af hans efterladte børn.
13 Lad hans slægt dø ud,
så hans navn for altid er glemt.
14 Husk hans forfædres ondskab,
tilgiv ikke hans mors synd.
15 Herre, husk altid på hans synder,
men lad hans slægt blive glemt.
16 Han havde ikke tanke for andres vel,
men forfulgte de fattige, pinte de fortvivlede til døde.
17 Han elskede at forbande,
så lad ham være forbandet.
Han brød sig ikke om din velsignelse,
så lad være med at velsigne ham.
18 At forbande andre var en livsstil for ham,
det gennemtrængte ham fuldstændigt.
19 Lad hans forbandelser ramme ham selv og dække ham
som det tøj, han har på, det bælte, han bærer.
20 Det skal være din straf mod de fjender,
der udslynger løgne og dødstrusler imod mig.
21 Herre, frels mig for din æres skyld.
Lad mig opleve din nåde og godhed.
22 For jeg er i stor nød,
mit hjerte hamrer af angst.
23 Mit liv er kortvarigt som en skygge, der forsvinder,
det bliver viftet væk som en flue.
24 Jeg er så udmattet af at faste, at mine knæ ryster,
jeg er kun skind og ben.
25 Folk ser på mig med foragt,
de ryster på hovedet, når de ser mig.
26 Hjælp mig, min Herre og Gud,
red mig, for du er trofast.
27 Så vil de se, at det er dig, der griber ind.
De vil forstå, Herre, at det var dig, der reddede mig.
28 Lad dem bare forbande,
for du velsigner mig.
Deres angreb vil mislykkes,
så de ydmyges, mens jeg fryder mig.
29 Lad mine fjender blive gjort skamfulde,
lad ydmygelsen omgive dem som en kappe.
30 Da vil jeg takke dig, Herre, af hele mit hjerte.
Jeg vil prise dig i alles påhør.
31 For du er på de svages side,
du forsvarer dem overfor deres fjender.
5 Kun en tåbe foragter sin fars formaning,
en fornuftig søn tager imod vejledning.
6 De retskafne opnår succes og velstand,
de onde mister det, de har samlet.
7 Der kommer visdom fra den kloges mund,
det gør der ikke fra tåbens tanker.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.