The Daily Audio Bible

Saul forkastes som konge

15 En dag sagde Samuel til Saul: „Det var Herren, som sendte mig hen for at salve dig til konge over hans folk, Israel. Lyt nu godt efter Herrens budskab og adlyd. ² Herren siger til dig: ‚Jeg har besluttet at gøre regnskabet op med amalekitterne, fordi de kæmpede mod Israels folk, dengang de kom fra Egypten. ³ Gå nu til angreb på amalekitterne og ødelæg alt, hvad de ejer. Skån ingen, men dræb både mænd, kvinder, børn, spædbørn, hornkvæg og småkvæg, kameler og æsler.’ ”

⁴ Så samlede Saul sin hær ved Telaim. Der var 10.000 mand fra Juda og 200.000 fra de andre stammer. ⁵ De drog af sted og lagde sig i baghold i dalen nedenfor amalekitternes hovedby. ⁶ Men Saul advarede kenitterne: „Flyt væk fra amalekitternes område, så vi ikke kommer til at slå jer ihjel sammen med dem. I var jo venlige mod israelitterne, dengang de kom fra Egypten.” Derfor flyttede kenitterne væk fra området.

⁷ Så huggede Saul amalekitterne ned hele vejen fra Havila til Shur, som ligger øst for Egypten. ⁸ Agag, amalekitternes konge, tog han til fange, men resten af befolkningen slog han ihjel. ⁹ Saul og hans mænd skånede altså Agags liv. De tog også de bedste dyr blandt småkvæget og hornkvæget og de fedeste lam og kalve til sig selv, ja, alt det bedste tog de som bytte. De ødelagde kun det, der alligevel ikke var meget værd.

¹⁰ Da sagde Herren til Samuel: ¹¹ „Det piner mig, at jeg gjorde Saul til konge. Han har vendt sig fra mig og igen nægtet at adlyde mig.” Samuel var så oprørt, at han råbte til Herren hele natten. ¹² Da han tidligt næste morgen gik ud for at finde Saul, fik han at vide, at Saul var taget til byen Karmel i Judas land, hvor han havde rejst sig et monument. Derfra var han taget videre til Gilgal. ¹³ Da Samuel endelig fandt ham, hilste Saul ham opstemt. „Herren velsigne dig,” sagde han. „Jeg har gjort, som Herren befalede.”

¹⁴ „Hvad er det så for en brægen og brølen, jeg hører?” spurgte Samuel.

¹⁵ „Folkene skånede nogle af de bedste husdyr,” indrømmede Saul. „Men vi har tænkt os at ofre dem til Herren, din Gud. Resten har vi tilintetgjort.”

¹⁶ Da sagde Samuel: „Ti stille, Saul! Nu skal jeg sige dig, hvad Herren fortalte mig i går aftes.”

„Hvad sagde han?” spurgte Saul.

¹⁷ Samuel svarede: „Det kan godt være, at du ikke regner dig selv for noget, men Herren har nu engang gjort dig til konge over Israel. ¹⁸ Og her gav han dig en bestemt opgave og sagde udtrykkeligt: ‚Gå ud og tilintetgør de syndige amalekitter, indtil de alle er udryddet.’ ¹⁹ Hvorfor adlød du så ikke Herren? Hvorfor kastede du dig over krigsbyttet, så du gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne?”

²⁰ „Jamen, jeg adlød da Herren!” påstod Saul. „Jeg gjorde da, hvad han bad mig om! Jeg dræbte alle amalekitterne med undtagelse af kong Agag, som jeg tog til fange. ²¹ Og folket tog det bedste af krigsbyttet for at ofre det til Herren, din Gud, i Gilgal.”

²² Samuel svarede: „Tror du, at Herren er mere interesseret i brændofre og slagtofre end i lydighed? Nej, at adlyde Herren er vigtigere end at ofre til ham. Han foretrækker lydhørhed frem for vædderfedt. ²³ I Herrens øjne er en oprørsk indstilling lige så stor en synd som trolddomskunst, og egenrådighed er lige så slemt som afgudsdyrkelse. Siden du har forkastet Herrens ord, har han forkastet dig som konge!”

²⁴ Da indrømmede Saul: „Ja, jeg har været ulydig. Jeg har ikke adlydt Herrens befaling eller rettet mig efter dig. Jeg var bange for folkene og gjorde, som de ønskede. ²⁵ Men tilgiv mig nu min synd og lad os sammen tilbede Herren.”

²⁶ Men Samuel svarede: „Nej, jeg går ikke med dig. Du har forkastet Herrens ord, og nu har han til gengæld forkastet dig som konge i Israel!”

²⁷ Samuel vendte sig for at gå, men Saul greb fat i hans kappe og kom til at rive den i stykker. ²⁸ Da sagde Samuel: „Se! Sådan har Herren i dag revet kongedømmet ud af dine hænder, og han har givet det til en anden, der er bedre end dig. ²⁹ Han, som er Israels herlighed, lyver ikke og skifter ikke mening hele tiden, som mennesker gør.”

³⁰ Saul blev imidlertid ved. „Ak,” sagde han. „Jeg har syndet! Men vis mig i det mindste den ære overfor folkets ledere og hele Israel at tage med os, så vi kan tilbede Herren, din Gud, sammen.” ³¹ Så fulgte Samuel med ham, og Saul tilbad Herren.

³² Bagefter sagde Samuel: „Før kong Agag til mig!” Agag trådte forhåbningsfuld frem for Samuel, for han tænkte: „Nu er det værste overstået, og mit liv er reddet.” ³³ Men Samuel sagde: „Dit sværd har dræbt mange mødres sønner. Nu er det din mors tur til at miste sin søn!” Så huggede han kong Agag ned foran Herrens alter i Gilgal. ³⁴ Bagefter gik han hjem til Rama, mens Saul vendte tilbage til sit hjem i Gibea. ³⁵ Det var sidste gang, Samuel så Saul. Men han sørgede uafbrudt over ham, fordi Saul havde vist sig at være ubrugelig som konge over Israel.

Samuel salver David til konge

16 Efter nogen tid sagde Herren til Samuel: „Jeg har jo forkastet Saul som konge i Israel! Hvor længe endnu vil du gå og sørge over ham? Fyld hellere dit horn med olivenolie og gå til Betlehem. Dér skal du opsøge en mand ved navn Isaj, for jeg har udvalgt en af hans sønner til at være Israels nye konge.”

² „Hvordan skal jeg kunne gøre det?” indvendte Samuel. „Hvis Saul får det at vide, slår han mig ihjel.”

„Tag en kvie med dig,” svarede Herren, „og sig, at du er kommet for at ofre til Herren. ³ Så skal du invitere Isaj til at deltage i ofringen, og jeg vil vise dig, hvem af hans sønner du skal salve til konge.”

⁴ Samuel gjorde nu, som Herren havde sagt, og han ankom til Betlehem. Men byens ledere blev bange, da de så ham. „Er der noget galt?” spurgte de. „Hvad er grunden til dit besøg?”

⁵ Samuel svarede: „Der er ikke noget galt. Jeg er kommet for at ofre til Herren. Rens jer og kom så til offerfesten.”

Samuel sørgede for at Isaj og hans sønner gennemgik renselsesritualet og indbød dem til ofringen. ⁶ Da de kom, og Samuel så Isajs søn Eliab, tænkte han: „Det må være ham!” ⁷ Men Herren svarede: „Nej, det er ikke ham! Bedøm ikke en mand efter hans udseende og højde. Mennesker bedømmer hinanden efter det ydre, men Herren ser på hjertet.”

⁸ Derefter præsenterede Isaj sin næste søn, Abinadab, for Samuel, men Herren sagde: „Det er heller ikke ham.”

⁹ Så præsenterede Isaj sin næste søn, Shamma, men Herren sagde: „Det er heller ikke ham.” ¹⁰ På samme måde gik det med de fire næste sønner.

„Det er ikke nogen af de syv, Herren har udvalgt,” sagde Samuel til Isaj. ¹¹ „Er det alle de sønner, du har?”

„Nej. Der er en mere, den yngste, han vogter får ude på marken,” svarede Isaj.

„Send straks bud efter ham,” befalede Samuel. „Vi sætter os ikke til bords, før han kommer.”

¹² Så sendte Isaj bud efter David. Han var en rask og rødmosset dreng med et godt udseende og kønne øjne, og Herren sagde: „Det er ham, du skal salve til konge!”

¹³ Da hældte Samuel olivenolien ud over Davids hoved og salvede ham for øjnene af hans brødre, og Herrens Ånd kom over ham og blev over ham fra den dag af. Så vendte Samuel tilbage til Rama.

David kommer i tjeneste hos Saul

¹⁴ Men Herrens Ånd havde forladt Saul, og i stedet blev han plaget af en ond ånd fra Herren. ^15-16 „Det er en ond ånd fra Gud, som plager dig,” sagde Sauls tjenere. „Hvis du synes om det, vil vi finde en, der kan spille på lyre^[a] for dig, når den onde ånd plager dig, så du falder til ro og får det bedre.”

¹⁷ „Ja, find en mand som er dygtig til at spille, og bring ham til mig,” svarede Saul.

¹⁸ En af tjenerne sagde: „Jeg kender en ung mand i Betlehem, en søn af Isaj. Han er ikke bare dygtig til at spille, han er også en modig kriger. Han taler kloge ord, og ser godt ud. Herren er med ham!”

¹⁹ Så sendte Saul bud til Isaj: „Send mig din søn, David, ham, som vogter dine får.” ²⁰ Isaj læssede derpå et æsel med brød, en lædersæk med vin og et gedekid og sendte David af sted med denne gave til Saul. ²¹ Sådan gik det til, at David kom i tjeneste hos Saul, som kom til at holde af ham og gjorde ham til sin våbendrager. ²² Så sendte Saul igen bud til Isaj og sagde: „Lad David blive i min tjeneste, for jeg er godt tilfreds med ham.”

²³ Når Saul blev plaget af den onde ånd fra Gud, tog David sin lyre og spillede for ham. Så forlod den onde ånd Saul, og han følte sig meget bedre tilpas.

8 ¹ men Jesus gik ud til Olivenbjerget.

Lad dem, der er uden synd, kaste den første sten

² Tidligt næste morgen vendte han tilbage til templet. Snart var en mængde mennesker samlet, og han satte sig ned for at undervise dem.

³ En gruppe skriftlærde og farisæere kom nu med en kvinde, der var grebet på fersk gerning i utroskab. De stillede hende foran Jesus og sagde: ⁴ „Mester! Kvinden her er grebet på fersk gerning i ægteskabsbrud. ⁵ Toraen siger, at sådanne kvinder skal stenes ihjel.^[a] Hvad siger du?” ⁶ De var ude på at få ham til at sige noget, som de bagefter kunne bruge imod ham, men Jesus bøjede sig forover, som han sad der, og skrev med fingeren i støvet.

⁷ Da de blev ved med at presse på med deres spørgsmål, rettede han sig op og sagde: „Den af jer, som er uden synd, skal være den første til at kaste en sten.” ⁸ Så bøjede han sig igen forover og fortsatte med at skrive på jorden.

⁹ Da de, der var kommet med kvinden, fik den besked, luskede de bort, den ene efter den anden—de ældste først. Til sidst var Jesus alene tilbage med kvinden midt i folkemængden. ¹⁰ Da rettede han sig op og så sig omkring. „Hvor blev de af?” spurgte han kvinden. „Var der ingen, der fordømte dig?” ¹¹ „Nej, Herre,” svarede hun.

„Det gør jeg heller ikke,” sagde Jesus. „Gå du blot, men synd fra nu af ikke mere.”

Jesus—verdens lys

¹² Jesus fortsatte med at tale til folkeskaren: „Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, kommer ikke til at vandre i mørket, men får livets lys.”

¹³ Farisæerne protesterede: „Nu taler du igen om dig selv. Den slags vidneudsagn er ikke gyldige.”

¹⁴ Jesus svarede: „Selv om jeg taler om mig selv, er det dog et gyldigt og sandt vidnesbyrd, for jeg ved, hvorfra jeg er kommet, og jeg ved, hvor jeg går hen. Men det ved I ikke. ¹⁵ I dømmer mig ud fra jeres menneskelige forudsætninger, men jeg dømmer ingen. ¹⁶ Og hvis jeg endelig afsiger en dom, så er min dom gyldig, for jeg er ikke alene om den. Min Far, som sendte mig, står bag mig. ¹⁷ Og står der ikke skrevet i den lov, I kender så godt, at når to vidner siger det samme, så er sagen afgjort? ¹⁸ Jeg vidner altså om mig selv, og det andet vidne er min Far, som har sendt mig.”

¹⁹ „Hvor er din far da henne?” spurgte de.

„I kender hverken mig eller min Far,” svarede Jesus. „Hvis I var klar over, hvem jeg er, ville I også være klar over, hvem min Far er.”

²⁰ Jesus sagde disse ord, mens han sad og underviste ved den store indsamlingsbøsse i templet. Han blev imidlertid ikke arresteret, for ifølge Guds plan var tiden endnu ikke inde til det.

Den mægtige konge

110 En sang af David.