The Daily Audio Bible

David viser særlig godhed imod Mefiboshet

9 En dag kom David til at tænke på, om der mon stadig var nogle tilbage af Sauls efterkommere, som han kunne vise godhed mod, sådan som han havde lovet Jonatan. ² Der var en mand ved navn Ziba, der engang havde været en af Sauls betroede tjenere. Ham sendte David bud efter.

„Er du Ziba?” spurgte han.

„Ja,” svarede manden.

³ Kongen fortsatte: „Er der ikke nogen tilbage af Sauls efterkommere, som jeg kan vise godhed og derved indfri et løfte, jeg har givet for Guds ansigt?”

„Jo, det er der,” svarede Ziba, „der er en søn af Jonatan, men han er lam i benene.”

⁴ „Hvor bor han?” spurgte kongen.

„Han bor i Lodebar hos Makir, Ammiels søn.”

^5-6 Så sendte kong David bud efter Mefiboshet, Jonatans søn, Sauls barnebarn. Mefiboshet frygtede det værste, og da han kom ind til David, bøjede han sig underdanigt for kongen. ⁷ Men David sagde beroligende:

„Vær ikke bange! Jeg vil behandle dig godt på grund af din far Jonatan. Du skal få al Sauls ejendom tilbage og bo her i paladset!”

⁸ Da bøjede Mefiboshet sig endnu en gang for kongen og udbrød: „Skulle kongen virkelig vise en sådan godhed imod en død hund som mig?”

⁹ Kongen tilkaldte nu Sauls tjener, Ziba. „Jeg har givet din herres barnebarn familiens ejendom tilbage,” forklarede han. ^10-11 „Det bliver din opgave at bestyre ejendommen og sørge for, at dine sønner og tjenere opdyrker jorden, så den giver udbytte og føde til hans familie. Men Mefiboshet skal fremover bo her i paladset.”

Ziba, der havde 15 sønner og 20 tjenere, svarede: „Jeg skal sørge for at efterkomme kongens ønske.” Og fra da af spiste Mefiboshet regelmæssigt sammen med kong David, og han blev behandlet som Davids egne sønner. ¹² Mefiboshet havde selv en lille søn, der hed Mika.

Zibas husstand kom altså til at bestyre Mefiboshets ejendom, ¹³ mens Mefiboshet, der jo var lam i benene, flyttede til Jerusalem og tog ophold i kongens palads.

Davids sejr over ammonitterne og aramæerne

10 Nogen tid efter døde ammonitternes konge, Nahash, og han blev efterfulgt af sønnen Hanun.

² „Ham vil jeg vise venlighed,” tænkte David, „for hans far viste venlighed mod mig.” Så sendte David nogle sendebud af sted for at kondolere i anledning af faderens død.

³ Men de ammonitiske officerer sagde til Hanun: „De mænd er ikke kommet for at ære din fars minde! Nej, det er blot et påskud for at udspionere os, for i virkeligheden har David i sinde at angribe os.”

⁴ Derfor lod Hanun Davids mænd pågribe, hvorefter man vanærede dem ved at barbere den ene side af deres skæg af. Samtidig blev deres tøj skåret af over bagdelen, og sådan blev de sendt hjem. ⁵ Da David fik at vide, at hans sendebud var blevet så groft ydmyget, sendte han nogle af sine embedsmænd ud for at møde dem og give dem besked på at blive i Jeriko, indtil deres skæg var vokset ud igen.

⁶ Ammonitterne blev klar over, at David var rasende på dem på grund af det, de havde gjort. Derfor hvervede de 20.000 aramæiske lejesoldater fra områderne ved Rehob og Zoba, 1000 mand fra kongen af Ma’aka og 12.000 mand fra Tob. ⁷ Da David fik det at vide, sendte han straks Joab og Israels bedste styrker af sted imod dem. ⁸ Ammonitterne tog opstilling foran byporten, mens mændene fra Zoba, Rehob, Tob og Ma’aka tog opstilling på den åbne slette. ^9-10 Derved blev Joab tvunget til at kæmpe på to fronter, så han delte styrkerne imellem sig selv og sin bror Abishaj. Selv tog han elitesoldaterne og rykkede ud mod aramæerne på sletten, mens han overlod resten af hæren til Abishaj, der skulle kæmpe imod ammonitterne foran byporten.

¹¹ „Hvis jeg får brug for hjælp mod aramæerne, må du komme med det samme!” beordrede Joab. „Og hvis det viser sig, at du får besvær med ammonitterne, kommer jeg dig til hjælp. ¹² Vær nu ved godt mod! Vi må være tapre, hvis vi skal gøre os håb om at redde vores folk og vores Guds byer. Herrens vilje ske!”

¹³ Så gik Joab og hans krigere til angreb, og aramæerne flygtede. ¹⁴ Da ammonitterne så det, flygtede de også og søgte tilflugt inden for bymuren. Derefter vendte Joab tilbage til Jerusalem med sin hær.

¹⁵ Da aramæerne indså, at de ikke kunne stå sig mod israelitterne, søgte de forstærkning. ¹⁶ Kong Hadadezer fik samlet en hær af aramæere fra den anden side af Eufratfloden, og de ankom til Helam, anført af Shobak, kong Hadadezers hærfører.

¹⁷ Da David hørte det, samlede han hele Israels hær og gik i spidsen for den over Jordanfloden til Helam, hvor de blev angrebet af aramæerne. ¹⁸ Aramæerne led store tab og måtte igen tage flugten. David og hans hær dræbte 700^[a] aramæiske vognkæmpere og 40.000 fodfolk, deriblandt hærføreren Shobak. ¹⁹ Da Hadadezers vasalkonger så, at aramæerne var blevet slået, sluttede de fred med israelitterne og blev underlagt Israels herredømme. Fra da af turde aramæerne ikke længere hjælpe ammonitterne.

Davids forhold til Batsheba

11 Næste forår omkring den tid, hvor kongerne sædvanligvis drager i krig, sendte David Joab og Israels hær af sted til kamp. De besejrede den ammonitiske hær og belejrede Rabba.^[b] Men David selv blev hjemme i Jerusalem.

² En dag ved aftenstid, efter at David havde rejst sig fra sit eftermiddagshvil, spadserede han rundt på paladsets flade tag. Derfra fik han øje på en kvinde, der var i færd med at tage bad. Hun var usædvanlig smuk. ³ Han forhørte sig om, hvem hun var, og fik at vide, at hun hed Batsheba og var en datter af Eliam. Hun var gift med hittitten Urias. ⁴ David sendte bud efter hende, og det endte med, at han gik i seng med hende. (Hun var netop færdig med det ugelange renselsesritual efter sin menstruation.) Bagefter gik hun hjem. ⁵ Da Batsheba senere opdagede, at hun var gravid, gav hun David besked om det.

David skaffer Urias af vejen

⁶ David sendte nu bud til Joab og bad ham om at sende hittitten Urias hjem til Jerusalem. ⁷ Da Urias havde meldt sin ankomst i paladset, kaldte David ham ind og spurgte, hvordan det gik med Joab og hæren, og hvordan det gik med krigen. ⁸ Derefter bad han ham om at gå hjem og få sig et velfortjent hvil. Så gik Urias sin vej, og kongen sørgede for at sende en gave hjem til ham. ⁹ Men Urias gik ikke hjem. I stedet overnattede han i paladsets portrum sammen med andre af kongens folk.

¹⁰ Da David næste dag fik at vide, at Urias ikke var taget hjem, kaldte han ham til sig og spurgte: „Hvorfor gik du ikke hjem til din kone i går aftes? Du har jo været væk hjemmefra meget længe!”

¹¹ Urias svarede: „Alle andre må nøjes med at sove i telt eller på den bare jord, både Joab og hærens officerer, Herrens Ark, og alle Israels og Judas krigere. Skulle jeg så tage hjem til mit komfortable hus for at spise og drikke og sove hos min kone? Jeg sværger på, at sådan ville jeg aldrig opføre mig.”

¹² „Godt,” sagde David. „Men bliv nu her i byen en dag mere. I morgen kan du tage tilbage til hæren.” Det accepterede Urias, ¹³ og senere på dagen inviterede David ham til middag, hvor han sørgede for, at han blev beruset. Men også den nat overnattede Urias i portrummet i stedet for at gå hjem.

¹⁴ Næste morgen skrev David et brev, som han bad Urias aflevere til Joab. ¹⁵ I brevet blev Joab beordret til at placere Urias helt fremme i fronten, på den mest udsatte post. På et passende tidspunkt skulle Joab så trække hovedstyrken tilbage, så Urias blev ladt i stikken og dræbt. ¹⁶ Joab placerede derfor Urias i frontlinien op mod bymuren, hvor han vidste, at fjendens bedste krigere befandt sig, ¹⁷ og Urias faldt på sin post sammen med adskillige andre israelitiske soldater.

^18-20 I sin næste rapport til David gjorde Joab rede for slagets gang, og til sendebudet, som skulle overbringe den, sagde han: „Det kan godt være, at kongen bliver vred og spørger: ‚Hvorfor i alverden kom I så tæt på bymuren? Vidste I ikke, at I der ville blive skudt fra muren? ²¹ Har I glemt Abimelek, der i sin tid blev dræbt ved Tebetz, fordi en kvinde smed en møllesten ned fra muren?’ Hvis kongen siger noget i den retning, skal du sige: ‚Urias blev også dræbt!’ ”

²² Så kom sendebudet til Jerusalem, hvor han aflagde rapport for David. ²³ „Fjenden gjorde et udfald imod os,” forklarede han, „og det lykkedes os at tvinge dem tilbage til byporten. ²⁴ Men mændene på muren sendte en regn af pile ned over os, så flere af vores folk blev dræbt. Også Urias mistede livet!”

²⁵ „Sig til Joab, at han ikke skal tage det så tungt,” svarede David. „Soldater falder nu engang i krig. Sig til ham, at han ikke må opgive angrebet, før byen er indtaget.”

²⁶ Da Batsheba fik at vide, at hendes mand var død, sørgede hun over ham i adskillige dage. ²⁷ Da sørgetiden var omme, sendte David bud efter hende og giftede sig med hende. Og inden længe fødte hun en søn.

Men Herren blev vred over Davids onde handlemåde.

Vinstokken og grenene

15 Mens de gik,^[a] fortsatte Jesus med at tale til disciplene: „Jeg er den sande vinstok,^[b] og min Far er ejeren. ² Enhver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og enhver gren, som bærer frugt, den beskærer han, for at den kan bære mere frugt. ³ I er allerede blevet renset gennem det, I har lært af mig.

⁴ Afbryd ikke forbindelsen til mig, så vil jeg heller ikke afbryde forbindelsen til jer!^[c] Ligesom grenene på en vinstok kun kan bære frugt, hvis de bliver på stokken, sådan kan I kun bære frugt, hvis I bliver i mig og henter jeres kraft fra mig. ⁵ De, der bliver i mig, bærer megen frugt, men uden mig kan I intet udrette.

⁶ De grene, der afbryder forbindelsen til mig, bliver som sagt fjernet og smidt på jorden, fordi de ikke bar frugt. Derpå tørrer de ind og bliver til sidst samlet sammen og brændt.

⁷ Men hvis I bliver i mig, og handler på mine befalinger, så bed om, hvad I vil, og det vil ske. ⁸ I ærer min Far ved at bære megen frugt og viser derved, at I er mine disciple.

Kærlighed og lydighed

⁹ Som Faderen har elsket mig, har jeg elsket jer. Bliv i min kærlighed. ¹⁰ I bliver i min kærlighed ved at adlyde mig, ligesom jeg bliver i min Fars kærlighed ved at adlyde ham. ¹¹ Jeg siger det her til jer, for at min glæde kan være i jer og fylde jeres hjerter. ¹² Min befaling til jer er, at I skal vise hinanden den samme kærlighed, som jeg har vist jer. ¹³ Ingen har større kærlighed end den, der sætter livet til for at redde sine venner. ¹⁴ I er mine venner—hvis I altså gør det, jeg har befalet jer at gøre. ¹⁵ Jeg betragter jer ikke længere som tjenere,^[d] for en tjener bliver ikke indviet i sin herres planer. Jeg regner jer for mine venner, for jeg har betroet jer alt det, jeg selv har fået at vide af min Far. ¹⁶ Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer. Jeg har sat jer til at gå ud og bære frugt—og det skal være en varig frugt—så min Far kan give jer alt, hvad I beder ham om i mit navn. ¹⁷ Min befaling til jer er: I skal elske hinanden.^[e]

Disciplene vil blive hadet af verden

¹⁸ Når I oplever, at verden hader jer, så husk, at den også har hadet mig. ¹⁹ Hvis I tilhørte denne verden, ville den elske jer, som den elsker sine egne. Men fordi jeg har kaldet jer ud af verden, hører I ikke længere til i verden; derfor hader den jer. ²⁰ Husk på, hvad jeg sagde til jer: En tjener står ikke over sin herre. De, der har forfulgt mig, vil også forfølge jer, men de, der har adlydt mine ord, vil også adlyde jeres. ²¹ De vil forfølge jer, fordi I tilhører mig. De kender jo ikke ham, som har sendt mig. ²² De havde ikke været skyldige, hvis jeg ikke havde været her og talt til dem om deres synd, men nu har de ingen undskyldning. ²³ Den, der hader mig, hader også min Far. ²⁴ De havde heller ikke været skyldige, hvis jeg ikke havde gjort de store undere iblandt dem, som ingen anden har gjort, men nu har de set dem, og alligevel hader de både mig og min Far. ²⁵ Således opfyldes Skriftens ord: ‚De hadede mig uden grund.’^[f]

²⁶ Når jeg sender Vejlederen til jer—sandhedens Ånd, der kommer fra Faderen—så vil han tale til mennesker om mig. ²⁷ Men også I skal fortælle om mig, for I har været med mig fra begyndelsen.

Guds trøst under vanskelige forhold

At handle på Guds bud