The Daily Audio Bible

Hannas barnløshed

1 I byen Rama^[a] i Efraims højland boede en mand, som hed Elkana. Hans far hed Jeroham, hans bedstefar hed Elihu, hans oldefar hed Tohu, og hans tipoldefar hed Zuf^[b] og kom oprindelig fra Betlehem.^[c]

² Elkana havde to koner, Hanna og Peninna. Peninna havde børn, men Hanna havde ingen. ³ Hvert år rejste Elkana sammen med sin familie til helligdommen i Shilo for at tilbede Herren, den Almægtige, og ofre til ham. Det var på den tid, da Elis to sønner Hofni og Pinehas gjorde tjeneste som præster. ⁴ Når kødet fra offerdyret skulle fordeles, gav Elkana Peninna og hvert af hendes børn et stykke hver, ⁵ men Hanna gav han to stykker,^[d] for han elskede hende, selvom Herren ikke havde givet hende børn. ⁶ Peninna plejede at håne Hanna og komme med spydige bemærkninger, fordi hun ikke kunne få børn. ⁷ Hvert år gik det på samme måde. Når de rejste op til Herrens hus i Shilo, gjorde Peninna så meget nar af Hanna, at hun græd og ikke ville spise.

⁸ „Hvad er der i vejen, Hanna?” plejede Elkana at spørge. „Hvorfor spiser du ikke? Hvorfor er du så ked af det? Betyder jeg ikke mere for dig end ti sønner?”

⁹ Engang, under offermåltidet i Shilo, rejste Hanna sig og gik over til Herrens Hus for at bede. Præsten Eli sad som sædvanlig på sin stol ved indgangen. ¹⁰ I sin dybe smerte og under heftig gråd bad Hanna til Herren ¹¹ og aflagde et løfte. „Åh, almægtige Gud, om du dog ville forbarme dig og se min elendighed,” bad hun. „Hvis du vil høre min bøn og give mig en søn, så vil jeg give ham tilbage til dig. Han skal tilhøre dig hele sit liv, og som tegn på det vil jeg lade være med at klippe hans hår.”

¹² Sådan bad hun i lang tid. Fra sin plads iagttog Eli hende og så, at hun bevægede læberne, men han kunne ikke høre hendes bøn, ¹³ for hun bad i stilhed. Eli troede derfor, at hun var beruset. ¹⁴ „Hvorfor kommer du her, når du er beruset?” sagde han: „Se dog at blive ædru!” ¹⁵ Men Hanna svarede: „Nej, nej, herre, jeg er ikke beruset. Jeg er i stor nød, og jeg udøste mit hjerte for Herren. ¹⁶ Du må ikke tro, at jeg er en dårlig kvinde. Jeg har hverken drukket vin eller øl. Jeg bad, fordi jeg er ulykkelig.” ¹⁷ „Hvis det er sådan, det forholder sig, så gå du blot herfra med fred,” svarede Eli. „Må Israels Gud bønhøre dig, hvad du end har bedt ham om.” ¹⁸ „Tak for din venlighed,” udbrød Hanna. Så gik hun derfra og deltog i offermåltidet og var ikke længere bedrøvet.

Samuels fødsel

¹⁹ Tidligt næste morgen stod Elkana og hans familie op for endnu en gang at tilbede Herren, inden de vendte tilbage til Rama. Da de var hjemme igen, lå Elkana med sin kone Hanna, og Herren besvarede hendes bøn. ²⁰ Hun blev gravid, og inden året var omme, fødte hun en søn, som hun kaldte Samuel,^[e] for hun sagde: „Jeg bad Herren om at få en søn, og han hørte min bøn.”

²¹ Næste år, da Elkana og hans familie skulle til Shilo for at bringe det årlige brændoffer og et løfteoffer til Herren, ²² tog Hanna ikke med. „Jeg venter, til drengen er vænnet fra,” sagde hun til sin mand. „Så vil jeg bringe ham til Herrens hus og lade ham blive der, så længe han lever.” ²³ „Gør, som du synes bedst,” svarede Elkana. „Bliv du her og pas drengen. Og må Herren hjælpe dig til at holde dit løfte.” Så blev Hanna hjemme og passede barnet.

²⁴ Da drengen var vænnet fra, bragte Hanna ham til Herrens hus i Shilo. Hun medbragte en treårs tyr som offergave, en sæk med ca. 13 kg mel og en lædersæk med vin. ²⁵ Efter offerceremonien bragte Hanna sit barn til Eli. ²⁶ „Husker du mig?” spurgte hun Eli. „Jeg er den kvinde, som stod her og udøste mit hjerte for Herren. ²⁷ Jeg bad om, at Herren ville give mig en søn, og her er han. Herren hørte min bøn. ²⁸ Nu vil jeg give ham tilbage til Herren, så han kan tjene Herren hele sit liv.” Så tilbad de^[f] Herren der.

Hannas lovprisning

2 Da lovpriste Hanna Herren med følgende ord:

¹¹ Derefter rejste Elkana og Hanna hjem til Rama. Men drengen blev i Shilo, hvor han tjente Herren under Elis opsyn.

Elis sønner

¹² Selv om Elis sønner var præster, var de ugudelige og uden ærefrygt for Herren. ¹³ Nu var det sådan, at præsterne havde ret til at få en vis del af, hvad der blev ofret. Så hver gang nogen bragte et slagtoffer, kom præsternes tjener, mens den del af offerkødet, som skulle spises, stod og kogte, og stak en tregrenet gaffel ¹⁴ ned i gryden. Det kød, som sad på gaflen, når den blev trukket op, var præsternes del. Den fremgangsmåde brugte de over for alle, der kom til Shilo for at ofre. ¹⁵ Men nu var det blevet sådan, at inden fedtet var brændt af den del af offerkødet, som tilhørte Herren, kom tjeneren og sagde til den, som ofrede: „Giv præsterne noget kød, de kan stege. De vil ikke have kogt kød, kun råt.” ¹⁶ Hvis manden svarede: „Tag så meget, du vil, men lad mig først brænde fedtet af,” sagde tjeneren: „Nej, giv mig kødet nu, ellers tager jeg det med magt.” ¹⁷ Elis sønners synd var stor i Herrens øjne, for de viste ringeagt for Herrens offergaver.

¹⁸ Samuel derimod tjente Herren, selvom han endnu kun var et barn. Han havde en efod af linned på magen til præsternes. ¹⁹ Hvert år lavede hans mor en kappe til ham. Den havde hun så med, når hun kom til Shilo for at ofre sammen med sin mand.

²⁰ Før Elkana og Hanna rejste hjem fra Shilo, velsignede Eli dem med ordene: „Må Gud give jer andre børn i stedet for Samuel, som er givet til Herren.” ²¹ Og Gud velsignede Hanna, så hun blev gravid igen. Hun fødte i alt tre sønner og to døtre foruden Samuel, som voksede op hos Herren.

Flere mirakler i Jerusalem

5 Senere tog Jesus igen til Jerusalem for at deltage i en af jødernes højtider. ² Inde i byen, i nærheden af Fåreporten, var der en dam, som var omgivet af fem søjlegange. Den hed Betesda på hebraisk. ³ Dér lå der en mængde syge, blinde, lamme og forkrøblede mennesker. De lå og ventede på, at vandet skulle komme i bevægelse.^{[a] 4} En Herrens engel kom nemlig nu og da ned og satte vandet i bevægelse, og den, som derefter først steg ned i det, blev helbredt, lige meget hvad han fejlede. ⁵ En af dem, der lå ved dammen, havde været lam i 38 år. ⁶ Da Jesus så ham og var klar over, at han havde været syg længe, spurgte han: „Vil du være rask?” ⁷ Den syge mand svarede: „Mester, jeg har ingen til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet kommer i bevægelse. Når jeg prøver at slæbe mig derhen, er der altid en anden, der kommer først.” ⁸ Jesus sagde til ham: „Rejs dig op, rul din sovemåtte sammen og gå på dine ben!” ⁹ Straks blev manden helbredt. Han rullede måtten sammen og begyndte at gå omkring.

Den første konfrontation med de jødiske ledere

Men da det var sabbat den dag, ¹⁰ irettesatte de jødiske ledere manden, der var blevet rask. „Du må ikke bære din sovemåtte! Det er jo sabbat.” ¹¹ „Jamen, den mand, der helbredte mig, sagde, at jeg skulle tage min måtte og gå!”

¹² „Hvem var det, der sagde det?” spurgte de.

¹³ Det vidste manden ikke, og Jesus var forsvundet i folkemængden.

¹⁴ Senere fandt Jesus ham på tempelpladsen. „Nu er du rask,” sagde han, „lev ikke mere i synd, så du ikke bliver ramt af noget endnu værre.”

¹⁵ Så gik manden hen til de jødiske ledere og fortalte dem, at det var Jesus, der havde helbredt ham. ¹⁶ Derfor anklagede de Jesus for at overtræde loven ved at arbejde på hviledagen. ¹⁷ Men Jesus svarede: „Min Far arbejder i dag, så det gør jeg også.”

¹⁸ Den udtalelse gjorde de jødiske ledere endnu mere opsatte på at slå ham ihjel, fordi han ikke blot overtrådte sabbatslovene, men også kaldte Gud for sin Far og dermed gjorde sig til ét med Gud.

Sønnens fuldmagt til at give evigt liv eller dømme de onde

¹⁹ Jesus fortsatte: „Det siger jeg jer: Sønnen kan intet gøre af sig selv. Han gør kun det, han ser sin Far gøre. Hvad Faderen gør, det gør Sønnen også. ²⁰ For Faderen elsker Sønnen og viser ham alt, hvad han selv gør. Og han vil vise ham endnu større undere end den mands helbredelse, og I vil komme til at undre jer. ²¹ Ligesom Faderen opvækker mennesker fra de døde og giver dem nyt liv, sådan giver også Sønnen nyt liv til hvem, han vil. ²² Faderen vil ikke selv dømme nogen, men han har overgivet al domsafsigelse til Sønnen, ²³ for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Hvis de ikke ærer Sønnen, som Faderen har sendt, ærer de heller ikke Faderen.