Chronological
Josefs efterkommere
16 1-2 Ved lodtrækning fik Josefs efterkommere jord i et område, hvis sydgrænse startede ved Jordanfloden ud for Jeriko og gik videre op i højlandet til Betel (også kaldet Luz) og dernæst videre gennem arkitternes land til Atarot. 3 Derpå bøjede den mod sydvest til jafletitternes område og kom til Nedre Bet-Horon og videre til Gezer og derfra ud til Middelhavet. 4 De to stammer fra Josefs sønner, Efraim og Manasse, fik hver deres arvelod.
Efraims arvelod
5 Efraims klaners område gik fra Atarot-Addar mod øst til Øvre Bet-Horon mod vest, 6 og derfra gik grænsen ud til Middelhavet. Nordgrænsen gik gennem Mikmetat og videre østpå i en bue op til Ta’anat-Shilo og videre øst om Janoha. 7 Fra Janoha fortsatte den ned til Atarot og Na’ara øst om Jeriko for at ende ved Jordanfloden. 8 Fra Tappuach løb nordgrænsen vestpå langs med Kana-kløften til Middelhavet. 9 Efraim fik tillige nogle byer inden for Manasses territorium.
10 De kana’anæere, som boede i Gezer, blev imidlertid aldrig drevet ud, og derfor lever de den dag i dag som slaver blandt Efraims folk.
Manasses arvelod
17 Også efterkommerne af Manasse, Josefs ældste søn, fik ved lodtrækning tildelt jord. (Makir-slægten, der var efterkommere af Manasses ældste søn Makir, der blev far til Gilead, havde allerede fået tildelt Gilead og Bashan øst for Jordanfloden. De var dygtige krigere.) 2 Manasses stammes øvrige slægter, det vil sige Abiezers, Heleks, Asriels, Sikems, Shemidas og Hefers slægter, fik tildelt et område vest for Jordanfloden.
3 Hefers søn Zelofhad[a] havde imidlertid ingen sønner—kun døtrene Mahla, Noa, Hogla, Milka og Tirtza. 4 Disse fem kvinder kom til præsten Eleazar og Josva og til de israelitiske ledere og sagde: „Herren gav Moses besked på, at vi skulle arve på lige fod med mændene i vores stamme.”
5-6 Derfor gav Josva de fem kvinder land på lige fod med deres mandlige slægtninge, sådan som Herren havde befalet gennem Moses. Manasses område vest for Jordanfloden blev opdelt i ti områder, fordi kvinderne i Manasses stamme også fik jord. Resten af stammen fik jord i Gilead.
7 Manasses område gik fra Ashers grænse til Mikmetat tæt ved Sikem. Fra Mikmetat gik grænsen sydpå til dem, der boede ved Tappuachs kilde. 8 Landet omkring Tappuach tilfaldt Manasse, men selve byen på grænsen mellem Manasse og Efraim tilfaldt Efraim. 9 Fra Tappuachs kilde fulgte grænsen nordsiden af Kana-kløften ud til Middelhavet. Nogle af byerne i Manasses område tilfaldt Efraim. 10 Sydsiden af Kana-kløften tilhørte Efraims territorium, og nordsiden tilhørte Manasses. Mod vest grænsede Manasses område op til Middelhavet, mod nordvest til Ashers territorium, og mod nordøst til Issakars territorium.
11 Manasses halve stamme fik desuden nogle byer med tilhørende landsbyer i Issakars og Ashers territorier: Bet-Shan, Jibleam, Dor, En-Dor, Ta’anak og Megiddo. (Den tredje af disse lå ved kysten.)[b] 12 Men det lykkedes ikke Manasses stamme at fordrive de oprindelige indbyggere i disse byer, og derfor bor kana’anæerne der den dag i dag. 13 Dog lykkedes det med tiden israelitterne at undertvinge kana’anæerne og gøre dem til slaver.
14 Josefs efterkommere kom nu til Josva og sagde: „Hvorfor har du ikke givet os et større territorium, når Herren har gjort os så talrige?”
15 „Hvis der ikke er plads nok til jer i Efraims højland,” svarede Josva, „må I selv rydde skoven og indtage det område, hvor perizzitterne og refaitterne bor.”
16 „Nej, højlandet er ikke stort nok til os,” sagde Josefs efterkommere, „men kana’anæerne i lavlandet omkring Bet-Shan og i Jizre’eldalen kan vi ikke drive væk, for de har jernvogne.”
17-18 „Tag bare skovområdet på bjergskråningerne,” svarede Josva. „I er en stor og stærk stamme, så det skal nok lykkes for jer. Og jeg er sikker på, at I også kan jage kana’anæerne bort fra lavlandet, selv om de er stærke og har jernvogne.”
Fordelingen af resten af landet
18 Nu da landet var under Israels kontrol, samledes folket i Shilo for at rejse åbenbaringsteltet. 2 Dog var der endnu syv af stammerne, som ikke havde fået tildelt deres landområder.
3 Josva spurgte dem: „Hvor længe vil I vente med at tage det land i besiddelse, som Herren, jeres Gud, har lovet jer? 4 Udvælg tre mænd fra hver stamme, så vil jeg sende dem ud for at kortlægge de resterende områder, så vi kan få fastlagt de sidste stammers landegrænser. 5-6 De skal opdele landet i syv områder, idet Judas stamme allerede har fået land mod syd og Josefs stammer mod nord. Så vil vi ved lodtrækning fordele disse områder mellem de sidste syv stammer. 7 Levitterne får ingen jord, da de arbejder direkte for Herren. Gud selv er deres arvelod, og han vil sørge for dem. Gads stamme og Rubens stamme samt Manasses halve stamme skal heller ikke have noget jord, for de har allerede fået tildelt deres arvelod øst for Jordanfloden, som Moses lovede dem.”
8 Til de udvalgte mænd sagde Josva: „Tag af sted og kortlæg hele landet, og kom så tilbage til mig med jeres skrevne rapport, så vil vi kaste lod for Herrens ansigt her i Shilo.” 9 Mændene tog nu af sted, som de havde fået besked på, og opdelte området i syv territorier med en liste over byerne i de enkelte territorier. Derpå vendte de tilbage til Josva i lejren ved Shilo, 10 og under den efterfølgende lodtrækning viste Herren Josva, hvordan territorierne skulle fordeles mellem stammerne.
Benjamins arvelod
11 Klanerne af Benjamins stamme fik ved lodtrækning tildelt området mellem Judas og Efraims territorier.
12 Nordgrænsen løb fra Jordanfloden op om Jeriko og vestpå gennem højlandet og Bet-Avens ørken. 13 Den fortsatte til den sydlige skråning over for Luz, der også kaldes Betel, og gik videre til Atarot-Addar i højlandet syd for Nedre Bet-Horon. 14 Vestgrænsen gik herfra mod syd og fulgte den vestlige side af højdedraget over for Bet-Horon for at ende ved landsbyen Kirjat-Ba’al, som også kaldes Kirjat-Jearim, som tilhørte Judas stamme.
15 Den sydlige grænse løb fra udkanten af Kirjat-Jearim vestpå til Neftoakilden 16 og ned til foden af bjerget ved Hinnoms dal i den nordlige ende af Refaims dal. Derfra gik den gennem Hinnoms dal syd om de høje, hvor jebusitterne boede, og fortsatte ned til En-Rogel. 17 Fra En-Rogel løb grænsen mod nordøst til En-Shemesh, videre til Gelilot over for Adummimpasset og ned til Bohanstenen, der er opkaldt efter Rubens søn, 18 videre til højdedraget nord for Bet-ha-Araba, ned i Jordandalen 19 og nord om Bet-Hogla for at ende nær det sted ved Det Døde Hav, hvor Jordanfloden løber ud i søen.
20 Den østlige grænse fulgte Jordanfloden. Det var Benjamins territorium.
21 Benjamins stamme fik følgende byer: Jeriko, Bet-Hogla, Emek-Ketzitz, 22 Bet-ha-Araba, Zemarajim, Betel, 23 Avvim, Para, Ofra, 24 Kefar-ha-Ammoni, Ofni og Geba, i alt 12 byer med tilhørende landsbyer. 25 Desuden Gibeon, Rama, Be’erot, 26 Mitzpe, Kefira, Mosa, 27 Rekem, Jirpe’el, Tarala, 28 Zela, Elef, Jebus, der også kaldes Jerusalem, Gibea og Kirjat-Jearim, i alt 14 byer med tilhørende landsbyer.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.