Chronological
Indledning
1 I denne bog er de ord nedskrevet, som Moses talte til Israels folk, mens de opholdt sig på Moabs ubeboede sletter øst for Jordanfloden, omkranset af byerne Suf, Paran, Tofel, Laban, Hatzerot og Di-Zahab. 2 Stedet ligger 11 dagsrejser fra Horebs bjerg[a] via Kadesh-Barnea og Seirs bjerge, 3 og det var nu 40 år siden, israelitterne rejste fra Egypten. På den første dag i den 11. måned i det 40. år holdt Moses følgende tale. 4 Det var efter, at han havde overvundet amoritterkongen Sihon fra Heshbon og i Edrei havde slået kong Og af Bashan fra Ashtarot. 5 I talen nævnes de love, som Herren havde befalet ham at give videre til Israels folk.
Tilbageblik på vandringen fra Sinai til det lovede land
6 „Herren, vores Gud, talte til os ved Horebs bjerg,” begyndte Moses. „Dengang sagde han til os: ‚Nu er det på tide, at I forlader dette bjerg 7 og går ind og erobrer amoritternes bjergland og nabofolkenes landområder i Arabadalen[b], i Negev ørkenen, i kana’anæernes højland, bakkeskråningerne mod vest og kystområderne, ja helt op til Eufratfloden mod nord, inklusive Libanons land. 8 Gå ind og tag hele det land i besiddelse, som jeg lovede jeres forfædre, Abraham, Isak og Jakob.’
9 Dengang sagde jeg til Israels folk: ‚Jeg kan ikke bære så stort et ansvar alene. 10 Herren har gjort jer til et stort folk, så talrige som stjernerne på himlen. 11 Må Herren, jeres fædres Gud, gøre jer 1000 gange så talrige, som I er nu, og velsigne jer, sådan som han har lovet. 12 Men det er en uoverkommelig opgave for mig at være alene om at afgøre jeres retssager og stridsspørgsmål. 13 Derfor skal hver enkelt stamme udvælge nogle vise, erfarne og forstandige mænd, som jeg kan indsætte som jeres ledere.’
14 Det forslag accepterede de, 15 hvorefter jeg indsatte de mænd, der blev valgt, som dommere og administrative ledere, nogle med ansvar for 1000, andre med ansvar for 100, for 50 eller for 10. 16 Jeg indprentede dem, at alle skulle være lige for loven, også de fremmede, og at de skulle lade begge parter komme til orde og derefter dømme retfærdigt. 17 ‚Når I afsiger dom,’ forklarede jeg dem, ‚skal alle behandles ens, hvad enten de er rige eller fattige. Sørg for at yde alle samme retfærdighed. I må ikke frygte for nogen, for I dømmer på Guds vegne, og hvis en sag er for vanskelig til, at I kan træffe en afgørelse, skal I komme til mig med den, så jeg kan overtage den.’ 18 Ved den lejlighed gav jeg også folket instrukser vedrørende mange andre ting.
19 På Herrens befaling forlod vi så Horeb og rejste gennem den store og forfærdelige ørken, som I selv har oplevet eller hørt om, indtil vi nåede til Kadesh-Barnea på grænsen til amoritternes land. 20 Da sagde jeg til folket: ‚Nu er vi kommet til det land, som Herren, vores Gud, vil give os, 21 og han vil hjælpe os med at erobre det. Vær derfor ikke bange, men vær ved godt mod og gør, som han har befalet jer at gøre.’
22 De svarede: ‚Lad os først sende nogle spioner ind i landet, så vi kan se, hvilken rute der er den bedste, og hvilke byer vi først skal indtage.’
23 Jeg gik ind på forslaget og udvalgte 12 spioner, en fra hver stamme. 24 De drog ind i bjerglandet og nåede til Eshkoldalen, som de undersøgte grundigt. 25 Derfra vendte de tilbage med noget af landets frugt. De var enige om, at det var et godt og frugtbart land, som Herren, vores Gud, ville give os. 26 Men folket turde alligevel ikke gå ind i landet og satte sig dermed op imod Herrens befaling.
27 I stedet begyndte de at beklage sig i deres telte. ‚Herren hader os,’ klagede de. ‚Han har ført os den lange vej fra Egypten, men kun for at udlevere os til amoritterne, så de kan slå os ihjel. 28 Hvad er det dog, vi har indladt os på?’ Spionerne tog modet fra folket ved at berette om landets indfødte, der var langt højere og stærkere end os, og om deres befæstede byer, hvis mure nåede til himlen! De fortalte tilmed, at de havde set anakitiske[c] kæmper i landet.
29 Men jeg opfordrede dem til ikke at være bange. 30 ‚Det er Herren, jeres Gud, som er jeres leder,’ sagde jeg. ‚Han vil gå foran jer og gøre store undere for øjnene af jer, nøjagtig som han gjorde i Egypten. 31 Har I allerede glemt, hvordan han bar jer på sine arme hele vejen gennem ørkenen som en far, der bærer sin søn?’
32 Men folket ville stadig ikke adlyde. De nægtede at tro på Herren, deres Gud, 33 som førte dem fra sted til sted ved hjælp af en sky om dagen og en ildsky om natten og viste dem de bedste steder at slå lejr i ørkenen.
34 Da blev Herren vred over deres beklagelser. Han svor, 35 at ikke en eneste af hele den ulydige og vantro generation skulle få lov at opleve det gode land, han havde lovet deres forfædre, 36 undtagen Kaleb, der som belønning for sin tro og lydighed fik lovning på den jord, han som en af de 12 spioner havde betrådt.
37 Selv mig blev Herren vred på, og det var folkets skyld. Herren sagde til mig: ‚Heller ikke du får lov at komme ind i landet, 38 men din medhjælper Josva skal i dit sted føre folket ind. Derfor skal du styrke og opmuntre ham til at overtage din plads. 39 Jeg vil senere give landet til de børn, som man påstod ville blive taget til fange og gjort til slaver, 40 men I skal nu vende om og gå tilbage gennem ørkenen mod Det Røde Hav.’
41 Så kom de straks på andre tanker: ‚Vi har syndet imod Herren!’ sagde de. ‚Men nu vil vi gerne gå ind i landet og kæmpe, sådan som Herren, vores Gud, har sagt.’ Derpå greb de til våben i den tro, at de med lethed kunne erobre hele området.
42 Men Herren sagde til mig: ‚Sig til dem, at de skal lade være, for jeg har ikke i sinde at hjælpe dem, og de vil blive hugget ned af deres fjender.’
43 Jeg fortalte dem, hvad Herren havde sagt, men de ville stadig ikke høre efter. De trodsede Herrens ord og rykkede ind i bjerglandet. 44 Amoritterne gik til modangreb og jagtede dem som bier, så der lå faldne hele vejen fra Seir til Horma. 45 De, der vendte hjem, græd for Herrens ansigt, men nu var det Herren, der ikke ville lytte til dem. 46 Derfor var de tvunget til at blive i Kadesh i længere tid.
2 På Herrens befaling vendte vi så tilbage til ørkenen og gik sydpå i retning af Det Røde Hav. I mange år vandrede vi rundt i ørkenområdet vest for Seirs bjerge. 2 Til sidst sagde Herren:
3 ‚Nu er det tid at vende om og gå nordpå! 4 Forbered folket på at gå gennem Seirs bjerge, det land, der tilhører edomitterne, som er Esaus efterkommere. Edomitterne vil blive urolige, når I drager gennem deres land, og derfor skal I passe ekstra meget på 5 ikke at provokere dem til kamp. Jeg har givet dem hele bjerglandet omkring Seir i eje, og jeg har ikke i sinde at give jer så meget som en fodsbred af det. 6 Betal dem for den mad og det vand, I har brug for undervejs. 7 I de 40 år, I vandrede omkring i denne store ørken, har jeg jo været med jer og velsignet jer, så I ikke har manglet noget som helst.’
8 Så gik vi nordpå og satte kursen mod Moabs ubeboede sletter, men vi fulgte ikke vejen, der går fra Eilat og Etzjon-Geber gennem Arabadalen.[d]
9 Herren advarede os også imod at provokere moabitterne. ‚Kæmp ikke imod dem,’ sagde han. ‚Jeg har givet dem byen Ar, og jeg har ikke i sinde at give jer noget af det land, jeg allerede har givet Lots efterkommere.’
10 (Før i tiden boede emitterne i Moabs område. De var et stort og stærkt folk, der var i slægt med de anakitiske kæmper. 11 Både emitterne og anakitterne gik under fællesnavnet refaitter, men moabitterne nøjedes med at kalde dem emitter. 12 Før i tiden boede horitterne i Seirs bjerge, men de blev drevet bort af edomitterne, Esaus efterkommere, der overtog deres land på samme måde, som israelitterne overtog Kana’ans land, fordi Herren havde bestemt det.)
13 ‚Gå nu over Zered-wadien,’[e] sagde Herren. Det gjorde vi så. 14-16 Der var altså gået 38 år, fra vi begyndte ørkenvandringen ud fra Kadesh, til vi nåede Zered-wadien. Herren havde sørget for, at alle de mænd, der 38 år tidligere var gamle nok til at bære våben, nu var døde. Herren forhindrede således folket i at komme ind i landet, indtil hele den generation, der gjorde oprør imod ham, var uddød.
17 Derpå sagde Herren til mig: 18 ‚Gå nu videre nordpå gennem moabitternes land forbi Ar. 19 Men når I kommer i nærheden af ammonitterne, skal I lade være med at forstyrre eller provokere dem, for jeg har ikke i sinde at give jer noget af det landområde, jeg har givet til Lots efterkommere.’
20 (Det område tilhørte engang refaitterne, der af ammonitterne blev kaldt zamzummitter. 21 De var et stort og stærkt folk, men Herren havde givet ammonitterne held til at fordrive dem og overtage deres land. 22 På lignende måde havde Herren hjulpet Esaus efterkommere til at overtage området omkring Seirs bjerge ved at udrydde horitterne, der boede i landet før dem. 23 En tilsvarende situation opstod, da kaftoritterne, som kom fra Kreta, angreb og udryddede avvitterne, der indtil da havde boet i området langs Middelhavet helt ned til Gaza.)
Sejren over Kong Sihon af Heshbon
24 Herren sagde derefter: ‚Gå nu over Arnonfloden og ind i amoritterkongen Sihon af Heshbons land. I skal føre krig imod ham og tage hans land. 25 Fra i dag vil jeg gøre samtlige folkeslag i verden bange for jer, så de ryster af skræk, bare de hører om jer!’
26 Derefter sendte jeg fra Kedemots ørken bud til kong Sihon af Heshbon med tilbud om en fredsaftale. 27 ‚Giv os tilladelse til at rejse igennem dit land,’ bad jeg. ‚Vi lover, at vi ikke vil nedtræde afgrøderne, men holde os til vejen. 28 Vi lover også, at vi ikke vil stjæle mad undervejs, men betale for alt, hvad vi spiser og drikker, så længe vi er på gennemrejse. 29 Edomitterne ved Seir gav os tilladelse til at gå gennem deres land. Det samme gjorde moabitterne fra Ar. Vi er på vej mod Jordanfloden for at gå ind i det land, Herren, vores Gud, har givet os.’
30 Men kong Sihon gav os ikke lov til at rejse gennem landet. Herren havde nemlig gjort ham stædig, og det udløste den krig, der blev årsag til, at landet nu er på vores hænder.
31 Da sagde Herren til mig: ‚Jeg har taget de første skridt til at give jer kong Sihons land. Nu kan I gå ind og erobre landet og tage det i besiddelse.’
32 Kong Sihon erklærede os krig og mønstrede sin hær ved Jahatz. 33-34 Men Herren, vores Gud, hjalp os med at besejre ham, og vi erobrede alle hans byer og udryddede samtlige indbyggere, også kvinder og børn. Intet fik lov at overleve, 35-36 undtagen kvæget, som vi beholdt sammen med krigsbyttet fra de byer, vi havde erobret. Vi indtog samtlige byer fra Aroer på toppen af Arnonkløften og byen, som ligger nede i dalen, helt til Gilead. Ikke en eneste by kunne holde stand imod os, for Herren, vores Gud, gav dem i vores magt. 37 Men som Herren havde befalet, holdt vi os fra ammonitterne, som boede øst for Jabbokfloden og i byerne i bjerglandet.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.