Chronological

Israelitterne begynder at beklage sig

11 Folket begyndte ret hurtigt at beklage sig højlydt over de dårlige forhold, de måtte leve under; og da Herren hørte det, blev han så vred, at han sendte ild ned over dem, og det begyndte at brænde i lejrens udkant. ² Folket skreg til Moses om hjælp, og da han gik i forbøn for dem, døde ilden ud. ³ Stedet kaldte man Tabera,^[a] for på det sted begyndte Herrens ild at brænde.

⁴ Kort efter begyndte nogle af de fremmede, som fulgte med, at længes efter Egyptens kødgryder, og de fik hele Israels folk til at græde af selvmedlidenhed. „Bare vi dog kunne få lidt kød,” klagede de alle sammen. ⁵ „Åh, hvor vi længes efter de fisk, der var nok af i Egypten—og agurker, vandmeloner, porrer, løg og hvidløg. ⁶ Man mister appetitten, når det eneste, man får at spise, er manna.”

⁷ Den manna, folket spiste, var hvidgule flager, der lignede korianderfrø, ^8-9 og som lå på jorden hver morgen, når duggen var forsvundet. De samlede det op og malede det til mel med en håndkværn eller i en morter. Derefter kogte de det i en gryde og lavede en slags pandekager, der smagte som var de bagt med olivenolie.

¹⁰ Da Moses hørte folket beklage sig fra deres teltåbninger, blev han meget nedslået, og Herren blev vred. ¹¹ Moses sagde da til Herren: „Hvad har jeg gjort, siden jeg skal belemres med det her genstridige folk? ¹² De opfører sig som børn. Men det er ikke mig, der har sat dem i verden. Skal jeg virkelig bære dem i favnen, som en far bærer sit spædbarn, hele vejen til det land, du lovede deres forfædre? ¹³ Hvor skal jeg få kød fra til alle de mennesker? De græder og plager mig om at få kød at spise. ¹⁴ Jeg kan ikke klare at bære ansvaret for dette folk—det er for tung en byrde for mig. ¹⁵ Hvis det skal være på den måde, foretrækker jeg, at du tager mit liv, så jeg kan slippe for denne elendighed.”

Gud lader sin Ånd komme over 70 ledere

¹⁶ Da sagde Herren til Moses: „Tilkald 70 af folkets ledere og før dem hen til åbenbaringsteltets indgang. ¹⁷ Så vil jeg komme ned og tale med dig, og jeg vil tage noget af den Ånd, der er over dig, og lade den komme over disse ledere, så de kan tage medansvar og løfte byrden sammen med dig. ¹⁸ Samtidig skal du befale folket at hellige sig og være parate til i morgen, så skal de få kød at spise. Sig til dem: Herren har hørt jer klage over, at I ikke har kød at spise. Han har også hørt jer sige, at I havde det bedre i Egypten. Derfor vil han nu give jer kød at spise— ¹⁹ ikke bare i morgen og i overmorgen, eller i de næste 5 eller 10 eller 20 dage— ²⁰ nej, I skal få kød i en hel måned, så det hænger jer langt ud af halsen, og I får kvalme bare ved tanken. For I har forkastet Herren, som er midt iblandt jer, og I har anklaget ham, fordi han førte jer ud af Egypten.”

²¹ Men Moses indvendte: „Der er mere end 600.000 voksne mænd foruden kvinder og børn. Hvordan kan du love dem kød i en hel måned? ²² Selv om vi slagter samtlige husdyr i lejren, er det ikke nok. Hvis det, du siger, skulle kunne gå i opfyldelse, måtte vi fange hver eneste fisk i havet.”

²³ Herren svarede: „Er noget umuligt for mig? Vent bare—så skal du få at se, om jeg står ved mit ord eller ej.”

²⁴ Så gik Moses ud og fortalte folket, hvad Herren havde sagt. Derpå udvalgte han 70 af folkets ledere og lod dem tage opstilling rundt om teltet. ²⁵ Da kom Herren ned i skyen for at tale med Moses, og han tog noget af den Ånd, der var over Moses, og lod den komme over de 70 ledere, som straks begyndte at profetere—noget som de dog kun gjorde denne ene gang.

²⁶ To mænd ved navn Eldad og Medad var ikke gået hen til teltet, selv om de hørte med blandt de udvalgte ledere. Alligevel kom Guds Ånd over dem, og de begyndte at profetere dér, hvor de befandt sig i lejren. ²⁷ En ung mand kom nu løbende hen til Moses og fortalte ham, hvad der var på færde. ²⁸ Josva, Nuns søn, der havde været Moses’ medhjælper fra sin ungdom, udbrød: „Mester, stands dem dog.” ²⁹ Men Moses svarede: „Hvorfor er du så nidkær på mine vegne? Jeg ville ønske, at hele folket var profeter, og at Herren ville lade sin Ånd komme over dem alle.” ³⁰ Så vendte Moses og Israels ledere tilbage til deres telte.

Gud udfører endnu et bespisningsunder

³¹ Herren sendte nu en storm fra havet, og den drev en umådelig flok vagtler ind over lejren. Vagtlerne baskede rundt^[b] i to alens højde udenom lejren i en radius af en dagsrejse. ³² Hele den dag og natten med og den næste dag havde folk travlt med at samle vagtler, som de lagde ud til tørring på jorden over hele lejren efter at have slagtet dem. Det mindste, der blev fanget af en enkelt person, var ca. 2200 liter. ³³ Men endnu mens de spiste kødet, slog Herrens vrede ud mod folket, så mange af dem omkom. ³⁴ Derfor kaldte man stedet „De Grådiges Grav”, fordi man her begravede dem, der havde været så grådige efter kød.

³⁵ Derfra rejste folket videre til Hatzerot, hvor de slog lejr.

Mirjam gør oprør mod Moses

12 En dag gjorde Mirjam og Aron oprør imod Moses, fordi han havde taget sig en kone fra det land, der hed Kush,^[c] syd for Egypten. ² „Kan Herren kun tale til Moses?” sagde de. „Hvad med os? Herren kan vel lige så godt tale til os.” Herren hørte det, ³ men Moses prøvede ikke at forsvare sig, for han var jordens mest ydmyge menneske. ⁴ Herren talte nu til både Moses, Aron og Mirjam og sagde: „Gå alle tre hen til åbenbaringsteltet!” Da stillede de sig foran teltet.

⁵ Derpå steg Herren ned, skjult i en sky, og stillede sig ved indgangen til teltet. „Aron og Mirjam, træd frem,” beordrede han. Det gjorde de så. ⁶ Herren fortsatte: „Når jeg taler til en profet, gør jeg det normalt gennem syner og drømme, ⁷ men det er ikke på den måde, jeg kommunikerer med min tjener Moses. Han er en trofast leder for mit folk.^{[d] 8} Med ham taler jeg ansigt til ansigt og ikke i gåder. Han har set mig, som jeg er. Hvor vover I så at gøre oprør imod ham?”

⁹ Så forlod Herren dem i vrede, ¹⁰ og da skyen løftede sig fra teltet, var Mirjam fyldt med hvide pletter over hele kroppen. Aron var rystet over synet af det ¹¹ og udbrød: „Åh Moses, gå i forbøn for os, så vi ikke mister livet på grund af denne tåbelige synd. ¹² Mirjam ligner jo et dødfødt barn, der allerede er begyndt at gå i forrådnelse.”

¹³ Da råbte Moses til Herren: „Herre, jeg beder dig: Gør hende rask.”

¹⁴ Herren svarede: „Hvis hendes egen far havde spyttet hende i ansigtet, var hun blevet uren og måtte bære sin skam i syv dage. Send hende derfor uden for lejren. Efter syv dage kan hun vende tilbage igen.”

¹⁵ Så blev Mirjam udstødt af lejren i syv dage, og folket måtte vente på hende, før de kunne rejse videre. ¹⁶ Derefter forlod de Hatzerot og nåede frem til Parans ørken, hvor de slog lejr og blev et stykke tid.

Moses sender spioner til Kana’an

13 Herren sagde nu til Moses: ² „Udtag en leder fra hver stamme og send dem af sted for at udspionere det land, jeg vil give jer.”

^3-15 På det tidspunkt lå folket i lejr i Parans ørken. Moses gjorde, som Herren havde befalet. Følgende stammeledere blev udtaget som spioner: Shammua, søn af Zakkur, fra Rubens stamme; Shafat, søn af Hori, fra Simeons stamme; Kaleb, søn af Jefunne, fra Judas stamme; Jigal, søn af Josef, fra Issakars stamme; Hosea, søn af Nun, fra Efraims stamme; Palti, søn af Rafu, fra Benjamins stamme; Gaddiel, søn af Sodi, fra Zebulons stamme; Gaddi, søn af Susi, fra Manasses stamme; Ammiel, søn af Gemalli, fra Dans stamme; Setur, søn af Mikael, fra Ashers stamme; Nahbi, søn af Vafsi, fra Naftalis stamme; og Geuel, søn af Maki, fra Gads stamme. ¹⁶ Det var ved den lejlighed, at Moses ændrede Hoseas navn til Josva.

¹⁷ Inden Moses sendte dem af sted, sagde han: „Gå nordpå gennem Negev^[e] op i bjergene ¹⁸ hvor I har overblik og kan danne jer et indtryk af landet og dets indbyggere. Læg mærke til, hvor mange de er, og hvor stærke de er. ^19-20 Læg mærke til, om jorden er frugtbar, om der er mange træer, og om folket bor i åbne landsbyer eller i byer med mure omkring. Drag modigt af sted og kom tilbage med nogle af landets frugter.” Det var nemlig den tid på året, hvor druerne var ved at være modne.

²¹ Så tog de af sted og udspionerede landet lige fra Zins ørken til Rehob nær Lebo-Hamat. ²² På rejsen kom de først gennem Negev og nåede derefter til Hebron—en by så gammel, at den var blevet grundlagt syv år før Zoan i Egypten. I Hebron så de akimanitterne, sheshajitterne og talmajitterne—tre slægter, der nedstammede fra de anakitiske kæmper. ²³ Derefter kom de til et sted, som de kaldte Eshkoldalen. Der tog de en drueklase så stor, at der måtte to mand til at bære den på en stang imellem sig. De plukkede også nogle af landets granatæbler og figner. ²⁴ Den enorme drueklase, de fandt der, var årsag til, at de kaldte stedet Eshkoldalen.^[f]

²⁵ Efter at have udspioneret landet i 40 dage vendte de tilbage ²⁶ og aflagde rapport til Moses, Aron og Israels folk, der nu var nået til Kadesh i Parans ørken, og de viste dem de frugter, de havde taget med sig fra landet.

²⁷ „Da vi kom et stykke ind i det land, du sendte os til, så vi, hvor rigt landet var,” sagde de til Moses. „Det er virkelig et land, der ‚flyder med mælk og honning’. De frugter, vi har med tilbage, er bevis nok. ²⁸ Men med hensyn til indbyggerne har vi dårlige nyheder: Det er et uhyre stærkt folk, som bor i store, befæstede byer. Ja, vi så tilmed nogle af de berygtede anakitiske kæmper iblandt dem. ²⁹ I Negev-området bor amalekitterne; i bjerglandet bor hittitterne, jebusitterne og amoritterne; og langs Middelhavet og Jordanfloden bor kana’anæerne.”

³⁰ Efter den rapport begyndt folket straks at beklage sig over for Moses. Men Kaleb kaldte forsamlingen til ro og orden. „Lad os komme af sted! Vi kan helt afgjort indtage landet,” sagde han.

^31-33 „Det er lettere sagt end gjort,” indvendte de andre spioner. „Glem ikke, at vi her står over for nogle uhyre stærke krigere—selveste Anaks efterkommere. De er kæmper, og vi har ikke en chance imod dem. Da vi så dem, følte vi os på størrelse med græshopper—og sådan ser de nok også på os.” På den måde tog de modet fra folket.