Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Chronological

Read the Bible in the chronological order in which its stories and events occurred.
Duration: 365 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
3 Mosebog 5-7

Ofringer, der bringer soning for diverse forseelser

Hvis folk under en retssag nægter at aflægge forklaring om en forbrydelse, de har været vidne til, pådrager de sig skyld.

Hvis nogen rører ved noget, der er urent, f.eks. et dødt dyr, som det er forbudt at spise—hvad enten det drejer sig om et vildt dyr, et husdyr eller et krybdyr—er de skyldige, også selv om de ikke rørte ved det med vilje. Eller hvis nogen rører ved nogen som helst form for affald fra mennesker og bliver klar over, hvad de har gjort, så har de pådraget sig skyld.

Hvis nogen overilet aflægger et løfte og sværger på det—hvad enten løftet er aflagt i god eller ond hensigt—er de skyldige, så snart de bliver klar over deres fejltrin.

I hvert enkelt af disse tilfælde skal de bekende deres synd og bringe et skyldoffer til Herren. Det skal være et hundyr, enten et lam eller et gedekid, og præsten skal ofre dyret, for at deres overtrædelse af Herrens bud kan blive tilgivet.

Hvis de er fattige og ikke har råd til at ofre et lam til Herren, skal de bringe to turtelduer eller to dueunger som skyldoffer. Den ene due skal være et syndoffer, og den anden skal være et brændoffer. Præsten skal først bringe syndofferet ved at tage den fugl, som rækkes ham først, og nippe halsen over uden at rive hovedet helt af. Derpå skal han stænke noget af blodet på siderne af alteret og lade resten løbe fra ved alterets fod. 10 Den anden fugl skal tjene som brændoffer, og den skal ofres efter den sædvanlige procedure for brændofre. På den måde skal præsten skaffe soning for deres synd, og dermed er de tilgivet.

11 Men hvis de er så fattige, at de ikke engang har råd til to duer, skal de som syndoffer bringe to liter fint mel. De må ikke blande melet med olivenolie eller strø røgelse over, for i dette tilfælde drejer det sig om et syndoffer. 12 De skal bringe melet til præsten, og præsten skal tage en håndfuld af det og brænde det på alteret på samme måde som andre ofre, der brændes. 13 Sådan skal præsten skaffe soning for deres synd, og dermed er de tilgivet. Resten af melet skal tilfalde præsten på samme måde som melet fra afgrødeofferet.”

14 Derpå gav Herren Moses følgende instrukser: 15 „Hvis nogen forsømmer at bringe de foreskrevne afgrødeofre eller tiendegaver til Herren, skal de bringe en vædder uden skavanker som skyldoffer. Vædderen skal vurderes efter den standard, der bruges i helligdommen. 16 De skyldige skal så betale det, de skylder, plus en bøde på 20 procent. Det hele skal bringes til præsten, og præsten skal skaffe soning for deres skyld ved at ofre vædderen som skyldoffer, og dermed er de tilgivet.

17 Enhver, der synder ved at overtræde Guds lov, er skyldig, selv om det var utilsigtet. 18 Som skyldoffer skal de bringe en vædder uden fysiske defekter, og præsten skal skaffe dem soning, så de bliver tilgivet for det, de uforsætligt har gjort. 19 Det er et skyldoffer, for de har pådraget sig skyld over for Herren.”

20 Herren fortsatte: 21 „Hvis nogen synder imod mig ved at nægte at tilbagelevere et pant for noget, der er lånt eller lejet, eller ved at undlade at tilbagelevere noget, som midlertidig er overladt i deres varetægt, eller ved at udplyndre og udbytte andre, 22 eller ved at lyve om en ting, de har fundet og selv beholdt, eller ved at sværge falsk for at kunne beholde det eller tilsvarende synder, 23-24 da skal de, hvis de bliver kendt skyldige, samme dag aflevere til ejeren, hvad de på den måde uretmæssigt har tilranet sig, og desuden skal de betale 20 procent oveni. 25 De skal bringe et skyldoffer til præsten, som så vil ofre det til Herren. Skyldofferet skal være en vædder uden fysiske defekter eller dyrets værdi i sølv. 26 Præsten vil så skaffe dem soning over for Herren, og dermed er de tilgivet.”

Regler om de forskellige ofre, henvendt til præsterne

Herren sagde videre til Moses: „Gør Aron og hans sønner bekendt med følgende regler for brændofrene:

Ilden skal holdes ved lige, og brændofferet skal blive liggende på alteret hele natten. Næste morgen skal præsten tage sit linnedundertøj og sine linnedbukser på, hvorefter han skal tage asken fra alteret og lægge den i en bunke ved siden af alteret. Så skal han skifte tøj og bære asken uden for lejren til det indviede sted. Men alterilden skal brænde hele tiden, den må under ingen omstændigheder gå ud. Hver morgen skal præsten lægge nyt brænde på ilden og placere det daglige brændoffer ovenpå, og han skal brænde fedtet som et takoffer. Husk at ilden altid skal brænde på alteret, for den må aldrig slukkes.

De følgende regler gælder afgrødeofferet:

Efter at præsterne har bragt offeret til Herrens alter, skal ypperstepræsten tage en håndfuld af det fintmalede mel med olivenolien og røgelsen i og brænde det på alteret som et lifligt afgrødeoffer. Resten af melet skal tilhøre Aron og hans sønner, og det brød, de tilbereder af melet, skal laves uden surdej, og det skal spises i åbenbaringsteltets forgård. 10 Hvis det drejer sig om ovnbagt brød, gælder samme regel: Der må ikke bruges surdej til brødet. Det er præsternes andel af de ofre, der brændes for mig på alteret, men deres andel er for mig lige så hellig som den del, der brændes på alteret. Det samme gælder synd- og skyldofre. 11 Deres del af brændofrene må dog kun spises af præsterne selv, de mandlige efterkommere af Aron, fra generation til generation. Kun de indviede må røre ved det.”

12 Derpå sagde Herren til Moses: 13 „Samme dag Aron og hans sønner bliver salvet og indsat i deres præsteembede, skal de bringe Herren et almindeligt afgrødeoffer: to liter fintmalet mel. Den ene halvdel skal ofres om morgenen, og den anden halvdel skal ofres om aftenen. 14 Det skal tilberedes på bageplade med olivenolie, og efter at brødet er gennembagt, skal det brækkes i stykker og bringes som et lifligt afgrødeoffer. 15 Den af Arons efterkommere, der er indsat som ypperstepræst, skal forestå ceremonien. Dette er en permanent lov. 16 Og for disse afgrødeofre fra præsterne gælder det, at hele offeret skal brændes. Intet af det må spises.”

17 Herren fortsatte: 18 „Gør Aron og hans sønner bekendt med følgende regler for syndofrene:

Ethvert dyr, der bringes som syndoffer, er indviet til mig. Dyret skal slagtes samme sted, hvor I slagter brændofferdyrene. 19 Den præst, som udfører offerceremonien, skal sørge for, at kødet kun bliver spist i åbenbaringsteltets forgård. 20 Kun indviede præster må røre ved kødet, og hvis der kommer blodstænk på deres tøj, skal de vaske tøjet på det sted, der er indviet til det. 21 Hvis kødet bliver kogt i en gryde af ler, skal gryden knuses bagefter. Men hvis det er en gryde af bronze, der bruges, skal den skures og skylles grundigt med vand bagefter. 22 Kun mænd af præsteslægten må spise af offerkødet, for det er et helligt offer. 23 Men hvis syndofferdyrets blod er blevet båret ind i åbenbaringsteltet og brugt som sonoffer i helligdommen, må dets kød ikke spises. I den slags tilfælde skal kødet brændes.

Følgende regler gælder for skyldofferet, som er et meget helligt offer. Offerdyret skal slagtes på samme sted, hvor brændofferdyrene slagtes, og dets blod skal stænkes på siderne af alteret. Derefter skal præsten ofre dyrets fedt, også fedthalen og fedtet omkring indvoldene, begge nyrer, lændefedtet og fedtklumpen over leveren. Præsterne skal brænde nyrerne og fedtet på alteret som et skyldoffer for Herren. Kun mænd fra præsteslægten må spise det tiloversblevne kød, for det er indviet til mig, og det skal spises på et indviet sted.

Samme regel gælder for syndofferet: Den præst, som udfører forsoningsceremonien, har ansvar for, at kun præsterne spiser af kødet. For brændofferet gælder det, at offerdyrets hud tilfalder den præst, som udfører offerhandlingen. De afgrødeofre, som består af mad, der er tilberedt i ovn, på pande eller på bageplade, tilfalder den præst, der udfører offerhandlingen. 10 Alle andre afgrødeofre, både med og uden olivenolie i, skal fordeles ligeligt mellem alle præsterne.

11 Følgende regler gælder for de takofre, som bringes til Herren:

12 Hvis det drejer sig om et lovprisningsoffer, skal der sammen med offeret bringes rundbrød og fladbrød, blandet med olivenolie og bagt uden surdej. 13 Offeret skal bringes til Herren sammen med et brød, bagt med surdej. 14 Et brød af hver slags skal bæres frem for Herrens alter med en svingende bevægelse, hvorefter brødene tilfalder den præst, som stænker offerdyrets blod på alteret. 15 Efter at offerdyrets bedste og fedeste dele er blevet ofret til Herren som en lovprisning, skal præsterne spise dyrets kød samme dag, for intet må levnes til næste dag.

16 Men hvis nogen ønsker at bringe takofre af anden art, hvad enten det drejer sig om indfrielsen af et løfte til Herren eller frivillige ofre, må der gerne levnes noget, som så kan spises næste dag. 17 Hvis noget derimod levnes til tredjedagen, skal det brændes, 18 for hvis noget spises på tredjedagen, vil Herren ikke anerkende det som et gyldigt offer, og offeret gavner ikke den, som bragte det. Ligeledes regnes den præst, som spiser dette offer, for skyldig, for det er afskyeligt for Herren, og præsten kommer til at stå til regnskab for sin synd.

19 Hvis kødet kommer i berøring med noget urent, må det ikke spises, men det skal brændes. Samtidig gælder det, at offerkød kun må spises af personer, der er rituelt rene. 20 Den præst, som er uren, men som alligevel spiser af takofferet, skal dø. 21 Den, som rører ved et urent dyr eller noget urent fra et menneske, og derefter spiser af takofferet, skal dø.”

22 Derefter sagde Herren til Moses: 23 „Sig til Israels folk, at de aldrig må spise fedt, hverken fra kvæg eller får eller geder. 24 Fedtet fra et dyr, som dør af sygdom, eller som dræbes af vilde dyr, må heller ikke spises, men det må gerne bruges til andre formål. 25 Enhver, der spiser fedt fra et offerdyr, skal dø.

26 Spis aldrig blod, hverken fra fugle eller andre dyr. 27 Enhver, som gør det, skal dø.”

28 Herren fortsatte: 29 „Sig til Israels folk, at de, der bringer Herren et takoffer, selv skal frembære deres offer. 30 De skal personligt ofre dyrets fedt og bryststykke som en gave til Herren. Bryststykket skal svinges frem og tilbage foran alteret. 31 Så skal præsten brænde fedtet på alteret, men bryststykket skal tilfalde præsterne, 32-33 og det højre lår skal tilfalde den præst, som udfører offerhandlingen. 34 Bryststykket og det højre lår skal være en gave fra Israels folk og skal altid tilfalde præsterne, for det er deres andel.” 35-36 Den dag Aron og hans sønner blev salvet, befalede Herren, at Israels folk skulle give dem disse stykker af offerdyrene. Det er deres ret fra slægt til slægt.

37 Dette er Herrens instrukser om brændofferet, afgrødeofferet, syndofferet, skyldofferet, indvielsesofferet og takofferet. 38 Disse forskrifter gav Herren til Moses på Sinaibjerget, dengang Israels folk begyndte at bringe ofre til Herren ude i ørkenen.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.