Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
Herrens bolig
132 En valfartssang.
Herre, du husker Davids hengivenhed.
2 Han gav et højtideligt løfte,
han sagde til Israels mægtige Gud:
3 „Jeg under mig ikke ro,
jeg vil ikke lægge mig til hvile,
4 jeg vil ikke sove,
jeg vil ikke lukke et øje,
5 før jeg har bygget Herren et hus,
en værdig bolig for Israels vældige Gud!”
6 Vi hørte i Betlehem,[a] at pagtens ark var blevet set,
vi tog til Ja’ars marker og fandt den.
7 Lad os nu bringe den til helligdommen,
så vi kan tilbede Gud ved hans fodskammel.
8 Kom, Herre, indtag din bolig,
på den Ark, der viser din magt.
9 Må præsterne altid gøre det rette,
og dit trofaste folk juble af glæde.
10 Du gav et løfte til David og hans slægt.
Forkast derfor ikke din udvalgte konge.
11 Du lovede David med en ed,
et løfte, som ikke kan brydes:
„Jeg vil gøre din søn til konge,
han skal regere efter dig.
12 Og hvis dine efterkommere vil holde min pagt
og adlyde mine befalinger,
skal din slægt blive ved at regere,
sidde på tronen til evig tid.”
13 Herren har udvalgt Zion,
dér ønsker han at bo.
14 „Dette er mit blivende hjem,
det er her, jeg har valgt at bo.
15 Jeg velsigner byen med overflod,
jeg giver de fattige mad at spise.
16 Jeg udruster præsterne til deres gerning,
mine trofaste tjenere skal råbe af glæde.
17 Derfra skal en mægtig konge spire frem,
fra Davids slægt, som jeg har udvalgt.
18 Hans fjender vil blive til skamme,
men han selv skal regere i herlighed.”
11 Da kongen hørte, hvad der stod i bogen, blev han så fortvivlet, at han rev en flænge i sit tøj. 12-13 Øjeblikkeligt tilkaldte han Hilkija og nogle flere af sine embedsmænd. Det drejede sig om hans personlige tjener Asaja, Shafans søn Ahikam og Mikas søn Ahbor. „Gå hen og rådspørg Herren på mine og folkets vegne om indholdet af denne lovbog,” sagde han. „Herren er uden tvivl vred på os, for vores forfædre har ikke handlet efter forskrifterne i denne bog.”
14 Derpå gik ypperstepræsten og de fire embedsmænd hen til Jerusalems nye bydel, hvor profetinden Hulda boede sammen med sin mand, Shallum (en søn af Tikva, som var søn af Harhas). Shallum havde ansvar for præstedragterne. 15-16 Hulda sagde til dem: „Herren, Israels Gud, siger: Sig til den mand, som sendte jer, at jeg, Herren, vil straffe dette sted og dets indbyggere i overensstemmelse med den bog, Judas konge nu har læst, 17 for de har forkastet mig til fordel for andre guder. De har ofret røgelse til afguderne og provokeret mig med alle deres afgudsbilleder. Jeg må straffe dem, og straffen står ikke til at ændre. 18 Men til kongen, som sendte jer for at rådspørge Herren, skal I overbringe følgende personlige budskab: Den straf, som du lige har hørt om, står fast, 19 men fordi du var fortvivlet over, hvad der er sket og ydmygede dig for mig, da du hørte om mine advarsler om den forbandelse og ødelæggelse, der skal ramme landet, og fordi du flængede dit tøj og græd for mit ansigt, så vil jeg bønhøre dig. 20 Jeg vil udskyde dommens time over Jerusalem, så byen ikke bliver ødelagt i din levetid. Du skal få lov at dø i fred og blive skånet for at være vidne til den katastrofe, jeg sender over dette sted.” Med det budskab vendte de tilbage til kongen.
20 Men nu er Kristus opstået fra de døde. Han er den første, og han skal følges af de mange hensovede, der en dag vil genopstå. 21 Døden kom ind i verden på grund af ét menneske, nemlig Adam. Ligeledes blev opstandelsen fra de døde en realitet på grund af ét menneske, nemlig Kristus. 22 Ligesom alle, der er af Adams slægt, skal dø, sådan skal alle, der hører Kristus til, oprejses til nyt liv. 23 Det sker i en bestemt rækkefølge: Først af alle er Kristus genopstået, og når han kommer igen, skal alle de, der hører ham til, genopstå. 24 Derefter kommer verdens ende, når han har fjernet enhver fjendtlig øvrighed, myndighed og magt, og når han overgiver herredømmet til Gud, Faderen. 25 Det er nemlig nødvendigt, at Kristus sidder på tronen, indtil han har overvundet alle sine fjender. 26 Den sidste fjende, som bliver besejret, er døden. 27 Der står skrevet: „Han blev sat som hersker over alle ting.”[a] Men når der står „alle ting”, så er Gud selv naturligvis undtaget, for det er ham, der vil gøre Kristus til Herre over alle ting. 28 Når således alt er blevet underlagt Kristi herredømme, vil Sønnen selv blive underlagt Faderens herredømme. Da vil Gud være den øverste hersker over alt og alle.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.