Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

⁴ Når kødet fra offerdyret skulle fordeles, gav Elkana Peninna og hvert af hendes børn et stykke hver, ⁵ men Hanna gav han to stykker,^[a] for han elskede hende, selvom Herren ikke havde givet hende børn. ⁶ Peninna plejede at håne Hanna og komme med spydige bemærkninger, fordi hun ikke kunne få børn. ⁷ Hvert år gik det på samme måde. Når de rejste op til Herrens hus i Shilo, gjorde Peninna så meget nar af Hanna, at hun græd og ikke ville spise.

⁸ „Hvad er der i vejen, Hanna?” plejede Elkana at spørge. „Hvorfor spiser du ikke? Hvorfor er du så ked af det? Betyder jeg ikke mere for dig end ti sønner?”

⁹ Engang, under offermåltidet i Shilo, rejste Hanna sig og gik over til Herrens Hus for at bede. Præsten Eli sad som sædvanlig på sin stol ved indgangen. ¹⁰ I sin dybe smerte og under heftig gråd bad Hanna til Herren ¹¹ og aflagde et løfte. „Åh, almægtige Gud, om du dog ville forbarme dig og se min elendighed,” bad hun. „Hvis du vil høre min bøn og give mig en søn, så vil jeg give ham tilbage til dig. Han skal tilhøre dig hele sit liv, og som tegn på det vil jeg lade være med at klippe hans hår.”

¹² Sådan bad hun i lang tid. Fra sin plads iagttog Eli hende og så, at hun bevægede læberne, men han kunne ikke høre hendes bøn, ¹³ for hun bad i stilhed. Eli troede derfor, at hun var beruset. ¹⁴ „Hvorfor kommer du her, når du er beruset?” sagde han: „Se dog at blive ædru!” ¹⁵ Men Hanna svarede: „Nej, nej, herre, jeg er ikke beruset. Jeg er i stor nød, og jeg udøste mit hjerte for Herren. ¹⁶ Du må ikke tro, at jeg er en dårlig kvinde. Jeg har hverken drukket vin eller øl. Jeg bad, fordi jeg er ulykkelig.” ¹⁷ „Hvis det er sådan, det forholder sig, så gå du blot herfra med fred,” svarede Eli. „Må Israels Gud bønhøre dig, hvad du end har bedt ham om.” ¹⁸ „Tak for din venlighed,” udbrød Hanna. Så gik hun derfra og deltog i offermåltidet og var ikke længere bedrøvet.

Samuels fødsel

¹⁹ Tidligt næste morgen stod Elkana og hans familie op for endnu en gang at tilbede Herren, inden de vendte tilbage til Rama. Da de var hjemme igen, lå Elkana med sin kone Hanna, og Herren besvarede hendes bøn. ²⁰ Hun blev gravid, og inden året var omme, fødte hun en søn, som hun kaldte Samuel,^[b] for hun sagde: „Jeg bad Herren om at få en søn, og han hørte min bøn.”

Hannas lovprisning

2 Da lovpriste Hanna Herren med følgende ord:

¹¹ Alle præsterne fortsætter dag efter dag med at bringe de samme ofre, der dog aldrig kan forsone os med Gud og udslette vores skyld. ¹² Men efter at Kristus havde bragt ét eneste endegyldigt syndoffer, satte han sig på tronen ved Guds højre hånd. ¹³ Og nu venter han på, at hans fjender skal blive besejret. ¹⁴ Gennem det ene offer har han for altid gjort alle, som hører ham til, fuldkomne i Guds øjne.

¹⁵ Også Helligånden fortæller os om det i den førnævnte profeti. For efter at have sagt: ¹⁶ „Den ny pagt, som jeg vil oprette med dem engang i fremtiden, bygger på følgende løfte: Jeg vil lægge mine love i deres sind og skrive dem på deres hjerter,” ¹⁷ fortsætter han med at sige: „Jeg vil slette deres synder fra min hukommelse.”

¹⁸ Når al synd nu én gang for alle er blevet tilgivet, er der jo ikke længere brug for syndofre.

En åben dør ind til Guds nærvær

¹⁹ Fordi Jesus ofrede sig selv for os, kære venner, kan vi nu uden frygt bevæge os helt ind i det allerhelligste rum, hvor Guds strålende nærvær er. ²⁰ Det er noget helt nyt, at vi har direkte adgang til Gud i det allerhelligste rum inde bag forhænget, og Jesus er selv den levende vej, som fører derind. ²¹ Da vi nu som Guds folk har en så fantastisk ypperstepræst, ²² så lad os med oprigtigt hjerte og i troens faste overbevisning gå ind i Guds nærvær. Vi har jo fået en ren samvittighed, efter at vi er blevet bestænkede med Jesu blod, og efter at vi er blevet renset med rent vand.

Advarsel mod frafald

²³ Lad os urokkeligt holde fast ved det håb om evigt liv, vi er kommet til tro på. Gud er nemlig trofast og holder, hvad han har lovet! ²⁴ Lad os tage os af hinanden og opmuntre hinanden til at vise kærlighed og gøre godt. ²⁵ Lad os ikke forlade det kristne fællesskab, som nogle har for skik, men opmuntre hinanden til ikke at falde fra—især nu, hvor vi kan se, at tiden for hans genkomst nærmer sig.

Jesus forudsiger templets ødelæggelse^(A)

13 Da Jesus var på vej væk fra templet, udbrød en af hans disciple: „Mester, se engang på de smukke bygninger! Er det ikke nogle flotte sten?”

² „Jo, det ser smukt ud,” svarede Jesus. „Men det hele vil blive jævnet med jorden.”

Jesus advarer om krige, katastrofer og forfølgelser^(B)

³ Lidt senere, da Jesus sad alene med disciplene på Olivenbjergets skråning lige over for templet, spurgte Peter, Jakob, Johannes og Andreas ham: ⁴ „Hvornår vil det med templet ske? Hvad er tegnet på, at alt er tæt ved afslutningen?”

⁵ Jesus svarede: „Lad ikke nogen vildlede jer. ⁶ Mange vil komme og påstå, at de er Messias, og de vil føre mange på vildspor. ⁷ Når I hører om uro og krigshandlinger rundt omkring, så lad jer ikke skræmme. Den slags er uundgåeligt, men det er endnu ikke afslutningen. ⁸ Folk og nationer vil bekrige hinanden, og mange steder bliver der jordskælv og hungersnød. Men det er kun som de første veer inden en fødsel.”