Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Hannas lovprisning

2 Da lovpriste Hanna Herren med følgende ord:

Herren taler til Samuel og gør ham til profet

3 ^1-2 På den tid var et budskab fra Herren en sjældenhed, og et syn var noget ganske usædvanligt. Samuel var endnu ganske ung og gjorde tjeneste i helligdommen under opsyn af Eli, som nu var næsten helt blind. En aften skete der noget. Eli havde lagt sig til at sove på sin sædvanlige plads. ³ Lamperne brændte for Guds ansigt inde i helligdommen, hvor Samuel havde lagt sig til hvile, og hvor pagtens ark også stod. ⁴ Pludselig kaldte Herren: „Samuel! Samuel!” „Ja,” svarede Samuel ⁵ og løb ind til Eli: „Du kaldte? Her er jeg!” Men Eli svarede: „Nej, jeg kaldte ikke på dig. Gå du bare ind og læg dig igen.” Det gjorde Samuel så. ⁶ Men Herren kaldte igen: „Samuel! Samuel!” Atter sprang Samuel op og løb ind til Eli: „Du kaldte! Hvad er der?” „Nej,” svarede Eli, „jeg kaldte ikke. Gå nu ind og læg dig.” ⁷ Samuel vidste ikke, at det var Herren, som kaldte, for han havde aldrig før oplevet, at Herren talte til ham. ⁸ Så da Herren kaldte for tredje gang, sprang Samuel igen op, løb ind til Eli og sagde: „Du kaldte! Hvad kan jeg hjælpe dig med?” Da gik det op for Eli, at det var Herren, som havde kaldt på drengen; ⁹ og han sagde til Samuel: „Gå ind og læg dig. Hvis nogen kalder på dig igen, skal du svare: ‚Ja, Herre, din tjener lytter.’ ” Så gik Samuel tilbage og lagde sig igen.

¹⁰ Da kom Herren og kaldte på ham som før: „Samuel! Samuel!” Denne gang svarede Samuel: „Ja, Herre, din tjener lytter.”

¹¹ „Jeg vil lade noget ske i Israel, som vil chokere enhver, der hører om det,” sagde Herren. ¹² „Da vil alt det, jeg har forudsagt om Elis slægt, gå i opfyldelse. ¹³ Sig til ham, at hans slægt er dømt for evigt, for selv om han vidste, at hans sønner ringeagtede mig, så gjorde han intet for at standse dem. ¹⁴ Derfor har jeg svoret, at Elis og hans sønners synd aldrig vil blive tilgivet ved nogen form for offer.”

¹⁵ Samuel blev liggende til det blev morgen. Så åbnede han døren til helligdommen og gik udenfor; for han var bange for at fortælle Eli, hvad Herren havde sagt. ¹⁶ Imidlertid kaldte Eli på ham: „Samuel, min dreng!” „Ja,” svarede Samuel. ¹⁷ „Hvad sagde Herren?” spurgte Eli. „Fortæl mig det hele. Må Gud straffe dig, hvis du skjuler noget for mig!” ¹⁸ Så fortalte Samuel ham alt, hvad Herren havde sagt. „Hvem kan sætte sig op mod Herren?” sukkede Eli. „Han må gøre, hvad han finder bedst.”

Jesus afslører de jødiske lederes ondskab^(A)

12 Jesus begyndte nu at tale til dem i billeder: „Der var en mand, som ville dyrke vindruer på sin mark. Han tilplantede marken, omgav den med et stengærde og byggede et vagttårn for at beskytte den mod røvere. Så udhuggede han et bassin i klippegrunden, hvor saften kunne presses af druerne. Derefter lejede han sin vinmark ud til nogle forpagtere og rejste selv til udlandet. ² Ved høsttid sendte han en af sine folk hen for at få udleveret den del af druehøsten, som tilfaldt ham. ³ Men forpagterne overfaldt ham og sendte ham tomhændet tilbage. ⁴ Ejeren sendte så en anden af sine folk af sted, men han blev mødt med hån og blev slået i hovedet. ⁵ Den næste, der blev sendt, slog de ihjel, og de efterfølgende blev enten slået eller dræbt. ⁶ Ejeren havde nu kun én tilbage, han kunne sende. Det var hans egen elskede søn. Da han endelig sendte ham af sted, var det med den tanke: ‚Min søn må de da respektere!’ ⁷ Men nej, tværtimod. Forpagterne sagde nu til hinanden: ‚Der har vi ham, der skal arve det hele. Kom, lad os gøre det af med ham, så vi kan få arven.’ ⁸ De fik fat i ham, slog ham ihjel og smed hans lig uden for muren.

⁹ Hvad mon ejeren nu vil gøre? Jo, han vil komme og gøre det af med de onde forpagtere og leje sin vinmark ud til andre. ¹⁰ Har I aldrig læst følgende skriftord:

¹² De jødiske ledere ville gerne have arresteret Jesus på stedet, for de var godt klar over, hvem han hentydede til, når han talte om forpagtere. Men de lod ham være og gik deres vej, fordi de var bange for folkemængden.