Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

38 En Salme af David. Lehazkir.

² Herre, revs mig ej i din vrede, tugt mig ej i din Harme! ³ Thi dine pile sidder i mig, din Hånd har lagt sig på mig. ⁴ Intet er karskt på min Krop for din Vredes Skyld, intet uskadt i mine Ledemod for mine Synders Skyld; ⁵ thi over mit Hoved skyller min Brøde som en tyngende Byrde, for tung for mig. ⁶ Mine Sår både stinker og rådner, for min Dårskabs Skyld går jeg bøjet; ⁷ jeg er såre nedtrykt, sorgfuld vandrer jeg Dagen lang. ⁸ Thi Lænderne er fulde af Brand, intet er karskt på min Krop, ⁹ jeg er lammet og fuldkommen knust, jeg skriger i Hjertets Vånde. ¹⁰ Herre, du kender al min Attrå, mit Suk er ej skjult for dig; ¹¹ mit Hjerte banker, min Kraft har svigtet, selv mit Øje har mistet sin Glans.

¹² For min Plages Skyld flyr mig Ven og Frænde, mine Nærmeste holder sig fjert; ¹³ de, der vil mig til Livs, sætter Snarer, og de, der vil mig ondt, lægger Råd om Fordærv, de tænker Dagen igennem på Svig. ¹⁴ Men jeg er som en døv, der intet hører, som en stum, der ej åbner sin Mund, ¹⁵ som en Mand, der ikke kan høre, i hvis Mund der ikke er Svar. ¹⁶ Thi til dig står mit Håb, o Herre, du vil bønhøre, Herre min Gud, ¹⁷ når jeg siger: "Lad dem ikke glæde sig over mig, hovmode sig over min vaklende Fod!" ¹⁸ Thi jeg står allerede for Fald, mine Smerter minder mig stadig; ¹⁹ thi jeg må bekende min Skyld må sørge over min Synd. ²⁰ Mange er de, der med Urette er mine Fjender, talrige de, der hader mig uden Grund, ²¹ som lønner mig godt med ondt, som står mig imod, fordi jeg søger det gode. ²² Herre, forlad mig ikke, min Gud, hold dig ikke borte fra mig, ²³ il mig til Hjælp, o Herre, min Frelse!

24 Derpå drog David op til Klippehøjderne ved En-Gedi og opholdt sig der. ² Da Saul kom tilbage fra Forfølgelsen af Filisterne, blev det meldt ham, at David var i En-Gedis Ørken. ³ Så tog Saul 3000 Krigere, udsøgte af hele Israel, og drog ud for at søge efter David og hans Mænd østen for Stenbukke klipperne. ⁴ Og han kom til Fårefoldene ved Vejen. Der var en Hule, og Saul gik derind for at tildække sine Fødder. Men David og hans Mænd lå inderst i Hulen. ⁵ Da sagde Davids Mænd til ham: "Se, nu er den Dag kommet, Herren havde for Øje, da han sagde til dig: Se, jeg giver din Fjende i din Hånd, så du kan gøre med ham, hvad du finder for godt!" ⁶ Men han svarede sine Mænd: "Herren lade det være langt fra mig! Slig en Gerning gør jeg ikke mod min Herre, jeg lægger ikke Hånd på Herrens Salvede; thi Herrens Salvede er han!" Og David satte sine Mænd strengt i Rette og tillod dem ikke at overfalde Saul. ⁷ Da stod David op og skar ubemærket Fligen af Sauls Kappe. Men bagefter slog Samvittigheden David, fordi han havde skåret Sauls kappeflig af.

⁸ Da nu Saul rejste sig og forlod Hulen for at drage videre, ⁹ stod David op bagefter, gik ud af Hulen og råbte efter Saul: "Herre Konge!" Og da Saul så sig tilbage, kastede David sig ned med Ansigtet mod Jorden og bøjede sig for ham. ¹⁰ Og David sagde til Saul: "Hvorfor lytter du til, hvad folk siger: Se, David har ondt i Sinde imod dig? ¹¹ I Dag har du dog med egne Øjne set, at Herren gav dig i min Hånd inde i Hulen; og dog vilde jeg ikke dræbe dig, men skånede dig og sagde: Jeg vil ikke lægge Hånd på min Herre, thi han er Herrens Salvede! ¹² Og se, Fader, se, her har jeg Fligen af din kappe i min Hånd! Når jeg skar din Kappeflig af og ikke dræbte dig, så indse dog, at jeg ikke har haft noget ondt eller nogen Forbrydelse i Sinde eller har forsyndet mig imod dig, skønt du lurer på mig for at tage mit Liv. ¹³ Herren skal dømme mig og dig imellem, og Herren skal give mig Hævn over dig; men min Hånd skal ikke være imod dig! ¹⁴ Som det gamle Ord siger: Fra de gudløse kommer Gudløshed! Men min Hånd skal ikke være imod dig. ¹⁵ Hvem er det, Israels Konge er draget ud efter, hvem er det, du forfølger? En død Hund, en Loppe! ¹⁶ Men Herren skal være Dommer og dømme mig og dig imellem; han skal se til og føre min Sag og skaffe mig Ret over for dig!"

¹⁷ Da David havde talt disse Ord til Saul, sagde Saul: "Er det din Røst, min Søn David?" Og Saul brast i Gråd ¹⁸ og sagde til David: "Du er retfærdigere end jeg; thi du har gjort mig godt, medens jeg har gjort dig ondt, ¹⁹ og du har i Dag vist mig stor Godhed, siden du ikke dræbte mig, da Herren gav mig i din Hånd. ²⁰ Hvem træffer vel sin Fjende og lader ham gå i Fred? Herren gengælde dig det gode, du har øvet imod mig i Dag! ²¹ Se, jeg ved, at du bliver Konge, og at Kongedømmet over Israel skal blive i din Hånd; ²² så tilsværg mig nu ved Herren, at du ikke vil udrydde mine Efterkommere efter mig eller udslette mit Navn af mit Fædrenehus!" ²³ Det tilsvor David Saul, hvorefter Saul drog hjem, medens David og hans Mænd gik op i Klippeborgen.

¹⁷ Men idet jeg giver følgende Formaning, roser jeg ikke, at I komme sammen, ikke til det bedre, men til det værre. ¹⁸ For det første nemlig hører jeg, at når I komme sammen i Menighedsforsamling, er der Splittelser iblandt eder; og for en Del tror jeg det. ¹⁹ Thi der må endog være Partier iblandt eder, for at de prøvede kunne blive åbenbare iblandt eder. ²⁰ Når I da komme sammen, er dette ikke at æde en Herrens Nadver. ²¹ Thi under Spisningen tager enhver sit eget Måltid forud, og den ene hungrer, den anden beruser sig. ²² Have I da ikke Huse til at spise og drikke i? eller foragte I Guds Menighed og beskæmme dem, som intet have? Hvad skal jeg sige eder? Skal jeg rose eder? I dette roser jeg eder ikke.

²⁷ Derfor, den, som æder Brødet eller drikker Herrens Kalk uværdigt, pådrager sig Skyld over for Herrens Legeme og Blod. ²⁸ Men hvert Menneske prøve sig selv, og således æde han af Brødet og drikke af Kalken! ²⁹ Thi den, som æder og drikker, æder og drikker sig selv en Dom til, når han ikke agter på Legenet. ³⁰ Derfor ere mange skrøbelige og sygelige iblandt eder, og en Del sover hen. ³¹ Men dersom vi bedømte os selv, bleve vi ikke dømte. ³² Men når vi dømmes, tugtes vi af Herren, for at vi ikke skulle fordømmes med Verden. ³³ Derfor, mine Brødre! når I komme sammen til Måltid, da venter på hverandre!