Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
120 Jeg råbte til Herren i Nød, og han svarede mig. 2 Herre, udfri min Sjæl fra Løgnelæber, fra den falske Tunge! 3 Der ramme dig dette og hint, du falske Tunge! 4 Den stærkes Pile er hvæsset ved glødende Gyvel. 5 Ve mig, at jeg må leve som fremmed i Mesjek, bo iblandt Kedars Telte! 6 Min Sjæl har længe nok boet blandt Folk, som hader Fred. 7 Jeg vil Fred; men taler jeg, vil de Krig!
18 Zedekias var een og tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede elleve År i Jerusalem. Hans Moder hed Hamital og var en Datter af Jirmeja fra Libna. 19 Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens Øjne, ganske som Jojakim. 20 Thi for Herrens Vredes Skyld timedes dette Jerusalem og Juda, og til sidst stødte han dem bort fra sit Åsyn.
Og Zedekias faldt fra Babels Konge. 25 1 I hans niende Regeringsår på den tiende Dag i den tiende Måned drog Kong Nebukadnezar af Babel da med hele sin Hær mod Jerusalem og belejrede det, og de byggede Belejringstårne imod det rundt omkring; 2 og Belejringen varede til Kong Zedekias's ellevte Regeringsår. 3 På den niende Dag i den fjerde Måned blev Hungersnøden hård i Byen, og Folket fra Landet havde ikke Brød. 4 Da blev Byens Mur gennembrudt. Kongen og alle Krigsfolkene flygtede om Natten gennem Porten mellem de to Mure ved Kongens Have, medens Kaldæerne holdt Byen omringet, og han tog Vejen ad Arabalavningen til. 5 Men Kaldæernes Hær satte efter Kongen og indhentede ham på Jerikosletten, efter at hele hans Hær var blevet splittet til alle Sider. 6 Så greb de Kongen og bragte ham op til Ribla til Babels Konge, der fældede Dommen over ham. 7 Hans Sønner lod han henrette i hans Påsyn, og på Zedekias selv lod han Øjnene stikke ud; derpå lod han ham lægge i Kobberlænker, og således førte de ham til Babel.
8 På den syvende Dag i den femte Måned, det var Babels Konge Nebukadnezars nittende Regeringsår, kom Nebuzaradan, Øversten for Livvagten, Babels Konges Tjener, til Jerusalem. 9 Han satte Ild på Herrens Hus og Kongens Palads og alle Husene i Jerusalem; på alle Stormændenes Huse satte han Ild; 10 og Murene om Jerusalem nedbrød alle Kaldæernes Folk, som Øversten for Livvagten havde med sig. 11 De sidste Folk, som var tilbage i Byen, og Overløberne, der var gået over til Babels Konge, og,de sidste Håndværkere førte Nebuzaradan, Øversten for Livvagten, bort. 12 Men nogle af de fattigste at Folket fra Landet lod Øversten for Livvagten blive tilbage som Vingårdsmænd og Agerdyrkere. 13 Kobbersøjlerne i Herrens Hus, Stellene og Kobberhavet i Herrens Hus slog Kaldæerne i Stykker og førte Kobberet til Babel. 14 Karrene, Skovlene, Hnivene, Kanderne og alle Kobbersagerne, som brugtes ved Tjenesten, røvede de; 15 også Panderne og Skålene, alt, hvad der helt var af Guld eller Sølv, røvede Øversten for Livvagten. 16 De to Søjler, Havet og Stellene, som Salomo havde ladet lave til Herrens Hus - Kobberet i alle disse Ting var ikke til at veje. 17 Atten Alen høj var den ene Søjle, og der var et Søjlehoved af Kobber oven på den, tre Alen højt, og rundt om Søjlehovederne var der Fletværk og Granatæbler, alt af Kobber; og på samme Måde var det med den anden Søjle.
18 Øversten for Livvagten tog Ypperstepræsten Seraja, Andenpræsten Zefanja og de tre Dørvogtere; 19 og fra Byen tog han en Hofmand, der havde Opsyn med Krigs folket, og fem Mænd, der hørte til Kongens nærmeste Omgivelser, og som endnu fandtes i Byen, desuden Hærførerens Skriver, der udskrev Folket fra Landet til Krigstjeneste, og dertil tresindstyve Mænd af Folket fra Landet, der fandtes i Byen, 20 dem tog Øversten for Livvagten Nebuzaradan og førte til Babels Konge i Ribla; 21 og Babels Konge lod dem dræbe i Ribla i Hamats Land. Så førtes Juda i Landflygtighed fra sit Land.
20 Men nu er Kristus oprejst fra de døde, som Førstegrøde af de hensovede. 21 Thi efterdi Død kom ved et Menneske, er også dødes Opstandelse kommen ved et Menneske. 22 Thi ligesom alle dø i Adam, således skulle også alle levendegøres i Kristus. 23 Dog hver i sit Hold: som Førstegrøde Kristus, dernæst de, som tilhøre Kristus, ved hans Tilkommelse. 24 Derpå kommer Enden, når han overgiver Gud og Faderen Riget, når han har tilintetgjort hver Magt og hver Myndighed og Kraft. 25 Thi han bør være Konge, indtil han får lagt alle Fjenderne under sine Fødder. 26 Den sidste Fjende, som tilintetgøres, er Døden. 27 Han har jo "lagt alle Ting under hans Fødder." Men når han" siger: "Alt er underlagt" - åbenbart med Undtagelse af den, som underlagde ham alt - 28 når da alle Ting ere blevne ham underlagte, da skal også Sønnen selv underlægge sig ham, som har underlagt ham alle Ting, for at Gud kan være alt i alle.
29 Hvad ville ellers de udrette, som lade sig døbe for de døde? Dersom døde overhovedet ikke oprejses, hvorfor lade de sig da døbe for dem? 30 Hvorfor udsætte da også vi os hver Time for Fare? 31 Jeg dør daglig, så sandt jeg har eder, Brødre, at rose mig af i Kristus Jesus, vor Herre. 32 Hvis jeg som et almindeligt Menneske har kæmpet med vilde Dyr i Efesus, hvad Gavn har jeg så deraf? Dersom døde ikke oprejses, da "lader os spise og drikke, thi i Morgen dø vi." 33 Farer ikke vild; slet Omgang fordærver gode Sæder! 34 Vorder ædrue, som det bør sig, og synder ikke; thi nogle kende ikke Gud; til Skam for eder siger jeg det.