Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

56 Til Sangmesteren. Al-jonat-elem-rehokim. Af David. En Miktam, da Filisterne greb ham i Gat.

² Vær mig nådig Gud, thi Mennesker vil mig til livs, jeg trænges stadig af Stridsmænd; ³ mine Fjender vil mig stadig til Livs, thi mange strider bittert imod mig! ⁴ Når jeg gribes af Frygt, vil jeg stole på dig, ⁵ og med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord. Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan Kød vel gøre mig? ⁶ De oplægger stadig Råd imod mig, alle deres Tanker går ud på ondt. ⁷ De flokker sig sammen, ligger på Lur, jeg har dem lige i Hælene, de står mig jo efter Livet. ⁸ Gengæld du dem det onde, stød Folkene ned i Vrede, o Gud! ⁹ Selv har du talt mine Suk, i din Lædersæk har du gemt mine Tårer; de står jo i din Bog. ¹⁰ Da skal Fjenderne vige, den Dag jeg kalder; så meget ved jeg, at Gud er med mig. ¹¹ Med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord, med Herrens Hjælp skal jeg prise hans Ord. ¹² Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan et Menneske gøre mig? ¹³ Jeg har Løfter til dig at indfri, o Gud, med Takofre vil jeg betale dig. ¹⁴ Thi fra Døden frier du min Sjæl, ja min Fod fra Fald, at jeg kan vandre for Guds Åsyn i Livets Lys.

⁸ Da kom Herrens Ord til ham således: ⁹ "Begiv dig til Zarepta, som hører til Zidon, og tag Bolig der; se, jeg har pålagt en Enke der at sørge for Føde til dig." ¹⁰ Så begav han sig til Zarepta, og da han kom til Byens Port, fik han Øje på en Enke, som var ved at sanke Brænde, og råbte til hende: "Hent mig lidt Vand i et Kar, for at jeg kan drikke!" ¹¹ Og da hun gik bort for at hente det, råbte han efter hende: "Tag også et Stykke Brød med til mig!" ¹² Men hun svarede: "Så sandt Herren din Gud lever, jeg ejer ikke Brød, men kun en Håndfuld Mel i Krukken og lidt Olie i Dunken; jeg var nettop ved at sanke et Par Stykker Brænde for at gå hjem og tillave det til mig og min Søn; og når vi har spist det, må vi dø!" ¹³ Da sagde Elias til hende: "Frygt ikke! Gå hjem og gør, som du siger; men lav først et lille Brød deraf til mig og bring mig det; siden kan du lave noget til dig selv og din Søn! ¹⁴ Thi så siger Herren, Israels Gud: Melkrukken skal ikke blive tom, og Olien i Dunken skal ikke slippe op, før den Dag Herren sender Regn over Jorden!" ¹⁵ Da gik hun og gjorde, som Elias sagde; og både hun og han og hendes Søn havde noget at spise en Tid lang. ¹⁶ Melkrukken blev ikke tom, og olien i Dunken slap ikke op, efter det Ord Herren havde talet ved Elias.

⁶ Dog, Visdom tale vi iblandt de fuldkomne, men en Visdom, der ikke stammer fra denne Verden, ikke heller fra denne Verdens Herskere, som blive til intet; ⁷ men vi tale Visdom fra Gud, den hemmelige, den, som var skjult, som Gud før Verdens Begyndelse forudbestemte til vor Herlighed, ⁸ hvilken ingen af denne Verdens Herskere har erkendt; thi; havde de erkendt den,havde de ikke korsfæstet Herlighedens Herre; ⁹ men, som der er skrevet: "Hvad intet Øje har set, og intet Øre har hørt, og ikke er opkommet i noget Menneskes Hjerte, hvad Gud har beredt dem, som elske ham." ¹⁰ Men os åbenbarede Gud det ved Ånden; thi Ånden ransager alle Ting, også Guds Dybder. ¹¹ Thi hvilket Menneske ved, hvad der er i Mennesket, uden Menneskets Ånd, som er i ham? Således har heller ingen erkendt, hvad der er i Gud, uden Guds Ånd. ¹² Men vi have ikke fået Verdens Ånd, men Ånden fra Gud, for at vi kunne vide, hvad der er os skænket af Gud; ¹³ og dette tale vi også, ikke med Ord, lærte af menneskelig Visdom, men med Ord, lærte af Ånden, idet vi tolke åndelige Ting med åndelige Ord.

¹⁴ Men det sjælelige Menneske tager ikke imod de Ting, som høre Guds Ånd til; thi de ere ham en Dårskab, og han kan ikke erkende dem, thi de bedømmes åndeligt. ¹⁵ Men den åndelige bedømmer alle Ting, selv derimod bedømmes han af ingen. ¹⁶ Thi hvem har kendt Herrens Sind, så han skulde kunne undervise ham? Men vi have Kristi Sind.