Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

⁴ Herrens Ord kom til mig således: ⁵ Før jeg danned dig i Moderskød, kendte jeg dig; før du kom ud af Moderliv, helligede jeg dig, til Profet for Folkene satte jeg dig. ⁶ Men jeg svarede: "Ak, Herre, Herre, jeg kan jo ikke tale, thi jeg er ung." ⁷ Så sagde Herren til mig: "Sig ikke: Jeg er ung! men gå, hvorhen jeg end sender dig, og tal alt, hvad jeg byder dig; ⁸ frygt ikke for dem, thi jeg er med dig for at frelse dig, lyder det fra Herren." ⁹ Og, Herren udrakte sin Hånd, rørte ved min Mund og sagde til mig: "Nu lægger jeg mine Ord i din Mund. 10, Se, jeg giver dig i Dag Myndighed over Folk og Riger til at oprykke og nedbryde, til at ødelægge og nedrive, til at opbygge og plante."

71 Herre, jeg lider på dig, lad mig aldrig i evighed skuffes. ² Frels mig og udfri mig i din Retfærdighed, du bøjede dit Øre til mig; ³ red mig og vær mig en Tilflugtsklippe, en Klippeborg til min Frelse; thi du er min Klippe og Borg! ⁴ Min Gud, fri mig ud af gudløses Hånd, af Niddings og Voldsmands Kløer; ⁵ thi du er mit Håb, o Herre! Fra min Ungdom var Herren min Tillid; ⁶ fra Moders Skød har jeg støttet mig til dig, min Forsørger var du fra Moders Liv, dig gælder altid min Lovsang.

13 Taler jeg med Menneskers og Engles Tunger, men ikke har Kærlighed, da er jeg bleven et lydende Malm eller en klingende Bjælde. ² Og har jeg profetisk Gave og kender alle Hemmelighederne og al Kundskaben, og har jeg al Troen, så at jeg kan flytte Bjerge, men ikke har Kærlighed, da er jeg intet. ³ Og uddeler jeg alt, hvad jeg ejer, til de fattige og giver mit Legeme hen til at brændes, men ikke har Kærlighed, da gavner det mig intet.

⁴ Kærligheden er langmodig, er velvillig; Kærligheden bærer ikke Nid; Kærligheden praler ikke, opblæses ikke, ⁵ gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, forbitres ikke, tilregner ikke det onde; ⁶ glæder sig ikke over Uretfærdigheden, men glæder sig ved Sandheden; ⁷ den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

⁸ Kærligheden bortfalder aldrig; men enten det er profetiske Gaver, de skulle forgå, eller Tungetale, den skal ophøre, eller Kundskab, den skal forgå; ⁹ thi vi kende stykkevis og profetere stykkevis; ¹⁰ men når det fuldkomne kommer, da skal det stykkevise forgå. ¹¹ Da jeg var Barn, talte jeg som et Barn, tænkte jeg som et Barn, dømte jeg som et Barn; efter at jeg er bleven Mand, har jeg aflagt det barnagtige. ¹² Nu se vi jo i et Spejl, i en Gåde, men da skulle vi se Ansigt til Ansigt; nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg erkende, ligesom jeg jo blev erkendt. ¹³ Så blive da Tro, Håb, Kærlighed disse tre; men størst iblandt disse er Kærligheden.

²¹ Men han begyndte at sige til dem: "I Dag er dette Skriftord gået i Opfyldelse for eders Øren." ²² Og de berømmede ham alle og undrede sig over de livsalige Ord, som udgik af hans Mund, og de sagde: "Er dette ikke Josefs Søn?" ²³ Og han sagde til dem: "I ville sikkerlig sige mig dette Ordsprog: Læge! læg dig selv; gør også her i din Fædreneby så. store Ting, som vi have hørt ere skete i Kapernaum." ²⁴ Men han sagde: "Sandelig, siger jeg eder, at ingen Profet er anerkendt i sit Fædreland. ²⁵ Men jeg siger eder i Sandhed: Der var mange Enker i Israel i Elias's Dage, da Himmelen var lukket i tre År og seks Måneder, den Gang der var en stor Hunger i hele Landet; ²⁶ og til ingen af dem blev Elias sendt uden til Sarepta ved Sidon til en Enke. ²⁷ Og der var mange spedalske i Israel på Profeten Elisas Tid, og ingen af dem blev renset, uden Syreren Naman." ²⁸ Og alle, som vare i Synagogen, bleve fulde af Harme, da de hørte dette. ²⁹ Og de stode op og stødte ham ud af Byen og førte ham hen til Skrænten af det Bjerg, på hvilket deres By var bygget, for at styrte ham ned. ³⁰ Men han gik igennem, midt imellem dem, og drog bort.