Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with sequential stories told across multiple weeks.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 119:17-32

At følge Guds lov giver glæde og styrke

17 Lad mig få øjnene op for din godhed,
    så jeg kan tjene dig hele mit liv.
18 Luk mine øjne op, så jeg kan se
    de vidunderlige ting i din lov.
19 Livet her på jorden er kort,
    og jeg har brug for dine love til at lede mig.
20 Længslen efter at kende dig ligger i mit hjerte,
    mind mig om dine love hver eneste dag.
21 Lovløse mennesker, der gør oprør mod dig,
    vil blive dømt for deres egenrådige stolthed.
22 Lad dem ikke hovere over mig,
    fordi jeg adlyder dine bud.
23 Lederne i samfundet bagtaler mig,
    men jeg vil tjene dig og handle på dit ord.
24 Lovene, du har givet mig, gør mig glad,
    og jeg ønsker at følge din vejledning.

Guds lov giver styrke i modgang

25 Jeg er nedslået og fortvivlet.
    Giv mig nyt mod ved dit ord.
26 Jeg fortalte dig det hele, og du hjalp mig.
    Lær du mig nu dine principper.
27 Jeg vil gerne forstå hensigten med dine bud,
    og jeg beundrer dine gode love.
28 Jeg føler mig så udkørt og trist.
    Styrk mig ved dit ord.
29 Jeg vil altid være ærlig over for dig,
    lad din lov forvandle min karakter.
30 Jeg har valgt at være trofast,
    sat mig for at følge dine lovbud.
31 Jeg klynger mig til dit ord,
    for jeg ved, du ikke skuffer mig, Herre.
32 Jeg vil ivrigt adlyde alle dine bud,
    for du har givet mig viljen til at gøre det.

Amos 9:5-15

Når Herren, den Almægtige, sender et jordskælv, vil alle, som bor i landet, fyldes af rædsel. Jorden vil hæve sig og synke ned igen som Egyptens flod. Herrens bolig har sit fundament på jorden, men den rækker ind i Himlen. Han opsamler vandet fra havet og lader det falde ned på jorden. Herren er hans navn.

Han siger: „Israels folk, tror I, at I er bedre end kushitterne? Jeg førte jer ud af Egypten, men jeg førte også filistrene ud af Kaftor og aramæerne ud af Kir.

Jeg har fæstet blikket på denne oprørske nation og vil fjerne den fra jordens overflade. Dog vil jeg ikke fuldstændigt udrydde Jakobs efterkommere. Jeg har besluttet at sigte Israels folk i deres eksil og fjerne alt det værdiløse. 10 Alle selvsikre syndere skal falde for sværdet.

Davids rige skal genrejses

11 Til sin tid vil jeg genopbygge Davids rige. Jeg vil udbedre skaderne, genopbygge det, som blev revet ned, og få det op at stå igen, så det bliver som før. 12 Derefter skal Israels folk overtage resterne af Edom og de andre folkeslag, som også tilhører mig.” Det er Herren, der siger det, og han vil gøre det.

13 Herren siger: „Engang bliver der igen fremgang og frugtbarhed, så man ikke bliver færdig med at høste, før det er tid til at pløje, og så man ikke bliver færdig med at presse druerne, før det er tid til at plante. Bjergskråningerne vil dryppe af druernes saft. 14 Jeg vil sætte mit folk, Israel, fri af fangenskabet. Da skal de genopbygge deres ødelagte byer og flytte ind i dem. De skal plante vingårde og drikke vinen derfra. De skal anlægge haver og nyde frugten deraf. 15 Jeg planter dem tilbage i deres land. Aldrig mere skal de rykkes op fra det land, jeg har givet dem.” Herren, Israels Gud, har talt!

Johannes 6:41-51

41 De jødiske ledere kunne ikke acceptere, at Jesus havde sagt, at han var kommet ned fra Himlen. 42 De stak hovederne sammen og hviskede til hinanden: „Det er jo Jesus, ham der er søn af Josef! Vi ved, hvem hans far og mor er. Hvad er det for noget snak, at han skulle være kommet ned fra Himlen?”

43 Men Jesus svarede: „Lad være med at stå der og skumle! 44 Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som sendte mig, drager dem til mig, og på den sidste dag vil jeg opvække dem fra de døde. 45 Der står skrevet hos profeterne: ‚De vil alle blive undervist af Gud.’[a]

Alle, som har lyttet til Faderen og erkendt sandheden, vil komme til mig. 46 Det betyder ikke, at der er nogen, som har set Faderen, undtagen mig, som er kommet fra Gud. Jeg har set Faderen.

47 Det siger jeg jer: Den, der tror, har allerede fået det evige liv. 48 Jeg er det brød, der giver liv. 49 Det gav ikke jeres forfædre livet at spise det brød, der kom ned fra himlen under ørkenvandringen. 50 Det brød, jeg taler om, er kommet ned fra Himlen, for at alle kan få mulighed for at spise det. Og gør de det, skal de ikke dø. 51 Jeg er det livgivende brød, der er kommet ned fra Himlen. Alle, som spiser af det brød, skal leve i al evighed. Det brød er mit eget legeme, som jeg vil give til mennesker, for at de kan opnå det evige liv.”

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.