Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with sequential stories told across multiple weeks.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 119:17-32

At følge Guds lov giver glæde og styrke

17 Lad mig få øjnene op for din godhed,
    så jeg kan tjene dig hele mit liv.
18 Luk mine øjne op, så jeg kan se
    de vidunderlige ting i din lov.
19 Livet her på jorden er kort,
    og jeg har brug for dine love til at lede mig.
20 Længslen efter at kende dig ligger i mit hjerte,
    mind mig om dine love hver eneste dag.
21 Lovløse mennesker, der gør oprør mod dig,
    vil blive dømt for deres egenrådige stolthed.
22 Lad dem ikke hovere over mig,
    fordi jeg adlyder dine bud.
23 Lederne i samfundet bagtaler mig,
    men jeg vil tjene dig og handle på dit ord.
24 Lovene, du har givet mig, gør mig glad,
    og jeg ønsker at følge din vejledning.

Guds lov giver styrke i modgang

25 Jeg er nedslået og fortvivlet.
    Giv mig nyt mod ved dit ord.
26 Jeg fortalte dig det hele, og du hjalp mig.
    Lær du mig nu dine principper.
27 Jeg vil gerne forstå hensigten med dine bud,
    og jeg beundrer dine gode love.
28 Jeg føler mig så udkørt og trist.
    Styrk mig ved dit ord.
29 Jeg vil altid være ærlig over for dig,
    lad din lov forvandle min karakter.
30 Jeg har valgt at være trofast,
    sat mig for at følge dine lovbud.
31 Jeg klynger mig til dit ord,
    for jeg ved, du ikke skuffer mig, Herre.
32 Jeg vil ivrigt adlyde alle dine bud,
    for du har givet mig viljen til at gøre det.

Amos 8:13-9:4

13 Smukke unge piger og stærke unge mænd segner af udmattelse og tørst efter Herrens ord, 14 og de, som dyrker afguderne i Samaria, Dan og Be’ersheba, vil falde for aldrig at rejse sig igen.”

Israel rammes af Guds straf, men en rest bliver reddet

Derpå så jeg i et syn Herren stå ved siden af alteret og give følgende befaling: „Slå på søjlehovederne, så afgudstemplet styrter sammen og murbrokkerne knuser alle i nærheden. Resten vil falde i krig. Ingen slipper bort. Hvis de kunne flygte ned i dødsriget, kunne jeg stadig hente dem op. Hvis de kunne stige op til himlen, kunne jeg stadig hente dem ned. Hvis de prøver at gemme sig i Karmelbjergets klippehuler, skal jeg nok finde dem. Hvis de kunne søge tilflugt på havets bund, ville jeg befale havuhyret at fortære dem. Selv hvis de føres i eksil, vil jeg give befaling om, at de skal dræbes dér. Jeg holder øje med dem overalt, men det er for at straffe dem, ikke for at redde dem.”

1 Johannes 2:1-6

Mine kære børn, jeg skriver det her for at hjælpe jer til ikke at synde. Men hvis I synder, så har vi en, der går i forbøn for os hos Faderen, nemlig Jesus Kristus, som selv er syndfri. Han har allerede ved at ofre sit liv skaffet os tilgivelse for alle vores synder, ja, ikke kun for vores, men for alle menneskers synder.

Lev i lydighed mod Jesu befalinger

Det er ved at gøre, hvad Jesus påbyder os, at vi kan blive klar over, om vi virkelig tilhører ham. Hvis vi siger, at vi kender Jesus, men ikke adlyder ham, så lyver vi. Det har intet med sand kundskab at gøre. Men adlyder vi ham, har Gud nået sit mål med at vise os sin kærlighed. Lever vi på den måde, så ved vi, at vi tilhører ham. Hvis vi siger, at vi tilhører Jesus, må vi også leve, ligesom han gjorde.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.