Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
Guds straf over en ond „helt”
52 1-2 Til korlederen: En visdomssang af David, dengang Edomitten Doeg fortalte Saul, at David havde søgt hjælp hos Ahimelek.[a]
3 Hvorfor prale af din ondskab, du stærke mand?
Gud er trofast, og han beskytter mig dag efter dag.
4 Hele tiden lægger du onde planer.
Dine ord er dødbringende som skarpe knive.
5 Du foretrækker ondt frem for godt,
løgn frem for sandhed.
6 Du elsker at sige noget, som kan skade andre.
Hvor er du fuld af falskhed.
7 Men Gud vil gøre det af med dig,
rive dig bort fra dit hjem,
rykke dig op fra de levendes land.
8 Når de gudfrygtige ser det, vil de gyse,
de vil håne dig og sige:
9 „Sådan går det dem,
der ikke regner med Gud,
men stoler på deres rigdom
og praler af deres ondskab.”
10 Men jeg er som et frodigt oliventræ,
der trives i Herrens hus.
Jeg stoler altid på hans trofasthed og nåde.
11 Herre, jeg vil takke dig for alt, hvad du gør for mig,
jeg vil forkynde din godhed i dine tjeneres nærvær.
18-20 „Gid Herren dog ville gribe ind!” siger I. Men I aner ikke, hvad der vil ske, når jeg griber ind! Det bliver en sorgens dag, ikke en glædens dag. Til den tid går det jer som en mand, der nok undslipper en løve, der har jaget ham, men løber lige i favnen på en bjørn, og når han derefter søger skjul i et hus, bliver han bidt i hånden af en slange. Når jeg griber ind, bliver det en sorgens dag!
21 Herren siger: „Jeg hader jeres religiøse fester! Jeg er led ved jeres hykleriske højtider! 22 Selvom I bringer mig brændofre og afgrødeofre, vil jeg ikke tage imod dem. Jeg vil ikke røre ved fedtet fra jeres takofre. 23 Spar mig for jeres larmende sange. Jeg er træt af at lytte til jeres musik. 24 Lad godheden strømme som en flod, retfærdigheden risle frem som en uudtømmelig kilde. 25 Bragte I slagtofre og afgrødeofre til mig de 40 år i ørkenen? 26 Nu kan I tage de gudebilleder med, I selv har lavet, inklusive Sakkut og stjerneguden Kevan, 27 for I bliver sendt i landflygtighed langt borte, øst for Damaskus.” Herren, den almægtige Gud, har talt!
Paulus beder for menigheden
14 Når jeg tænker på storheden og visdommen i Guds frelsesplan, må jeg bøje mine knæ for Faderen i taknemmelighed og lovprisning. 15 Han er et forbillede for ethvert faderforhold i Himlen og på jorden. 16 Jeg beder om, at Gud ved sin Helligånd og i kraft af sin mægtige herlighed vil give jer stor indre styrke, 17 og om, at jeres tro på Kristus må være af en sådan art, at han kan have fast bopæl i jeres hjerter. Jeg beder også om, at I må blive fast forankret i hans kærlighed, 18 så I sammen med alle de andre kristne kan forstå, hvor bred og lang og høj og dyb den er.
19 Jeg beder om, at I virkelig må kunne tage imod Kristi kærlighed, der overgår menneskelig fatteevne, så I fuldt ud kan opleve alt det, Gud har til jer.
Afsluttende lovprisning
20-21 Gud virker gennem os med sin kraft og kan gøre meget mere, end vi beder om eller forstår. Lad os som hans menighed til enhver tid, både nu og i al evighed, give ham ære for, hvad han har gjort muligt gennem Jesus, som er Messias. Amen.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.