Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with sequential stories told across multiple weeks.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 7

Bøn om hjælp mod fjenderne

En sang David sang til Herren på grund af benjaminitten Kush.

Min Herre og Gud, jeg stoler på dig,
    red mig fra alle mine forfølgere.
Lad dem ikke sønderrive mig som løver,
    slæbe mig bort, uden at nogen kommer til hjælp.
Herre, hvis jeg havde forbrudt mig,
    hvis jeg virkelig var skyldig,
hvis jeg havde svigtet mine venner
    eller uden grund udplyndret mine fjender,
kunne de med god ret sønderrive mig
    og trampe mig ned i støvet.
Grib ind mod mine fjenders raseri, Herre!
    Giv dem den straf, de fortjener.
Lad folkene samles foran dig.
    Tag plads på din høje trone.
        Det er dig, Herre, der dømmer folkeslagene.
Frikend mig, for jeg er uskyldig.
    Jeg har ikke gjort noget forkert.
10 Herre, gør en ende på de gudløses ondskab,
    men hjælp dem, der er uden skyld.
For du er god og retfærdig, du kender hjertets dyb,
    du vejer vore motiver og inderste tanker.

11 Den almægtige Gud er mit skjold,
    han redder dem, der handler ret.
12 Gud er en retfærdig dommer,
    han dømmer de gudløse dag efter dag.
13 Hvis de ikke omvender sig,
    hvæsser han sværdet og spænder buen.
14 Han affyrer sine dødbringende våben,
    sender de brændende pile af sted.
15 De gudløse undfanger uret,
    er svangre med ondskab og føder løgn.
16 De sætter fælder for andre, men bliver selv fanget.
    De graver faldgruber, men falder selv i dem.
17 Deres onde planer giver bagslag,
    deres rænker rammer dem selv.
18 Jeg priser Herren, for han er god.
    Jeg vil lovsynge den almægtige Gud.

Amos 5:1-9

Endnu et kald til omvendelse

Israel, lyt til den klagesang, jeg synger over dig:

„Israel, den skønne ungmø, er faldet,
    hun kan ikke rejse sig.
Hun ligger forladt på jorden,
    ingen hjælper hende op!”

Gud Herren siger: „Den by, som sender 1000 mænd i krig, får kun 100 tilbage, og den by, som sender 100, får kun 10 tilbage.”

Herren siger til Israels folk: „Søg mig, så skal I leve! Søg ikke afguderne i Betel, Gilgal og Be’ersheba, for Gilgal bliver ført i eksil, og Betel bliver jævnet med jorden.”

Ja, søg Herren, så skal I leve. Ellers vil han komme imod jer som en fortærende ild, og ingen af Betels afguder kan slukke den.

I lader hånt om retfærdighed og foragter hæderlighed.

I burde søge Herren, som skabte Syvstjernen og Orion; han, som udskifter nattens mørke med morgenlys og gør dag til nat; han, som opsamler havets vand og lader det øse ned på jorden. Herren er hans navn. Han sender ødelæggelse over stærke byer og nedbryder alle deres forsvarsværker.

Matthæus 25:31-46

Den afsluttende dom

31 Når Menneskesønnen kommer i sin kongeværdighed sammen med alle englene, så vil han tage plads på sin herlighedstrone, 32 og mennesker af alle folkeslag vil samles foran ham. Da vil han dele dem op i to grupper, som en hyrde adskiller får og geder. 33 Fårene vil han anbringe ved sin højre side og gederne ved sin venstre.

34 Derefter vil han sige til dem på højre side: ‚Kom, I min Fars velsignede! Tag det rige i besiddelse, som har stået klar til jer fra verdens grundvold blev lagt. 35 I gav mig jo noget at spise, da jeg var sulten, og noget at drikke, da jeg var tørstig. I bød mig velkommen, da jeg stod som fremmed, 36 og skaffede mig tøj, da jeg intet havde at tage på. I så til mig, da jeg var syg, og I besøgte mig i fængslet.’

37 De, der har gjort Guds vilje, vil svare: ‚Herre, vi har da aldrig set dig sulten og givet dig noget at spise, eller tørstig og givet dig noget at drikke. 38 Vi har da heller aldrig set dig stå som fremmed og budt dig velkommen, eller set dig stå uden tøj og skaffet dig noget. 39 Vi har da aldrig set dig syg eller i fængsel og besøgt dig.’ 40 Da vil han svare dem: ‚Det siger jeg jer: Hvad I har gjort imod selv den mest oversete af dem, som er mine, det har I også gjort mod mig.’

41 Derefter vil han vende sig til dem på sin venstre side og sige: ‚Bort med jer, I, der står under Guds dom! Bort til den evige ild, der er bestemt for Djævelen og hans hjælpere. 42 I gav mig jo intet at spise, da jeg var sulten, og intet at drikke, da jeg var tørstig. 43 I bød mig ikke velkommen, da jeg stod som fremmed, eller skaffede mig tøj, da jeg intet havde at tage på. I så ikke til mig, da jeg var syg eller i fængsel.’

44 Da vil de svare på samme måde: ‚Herre, vi har da aldrig set dig sulten eller tørstig, fremmed eller uden tøj, syg eller i fængsel, så vi kunne have hjulpet dig.’ 45 Da vil han svare dem: ‚Det siger jeg jer: Hvad I ikke har gjort mod selv den mest oversete af disse mennesker, det har I heller ikke gjort mod mig.’

46 Den sidste gruppe vil gå bort til evig straf, men de første, som har gjort Guds vilje, vil gå ind til evigt liv.”

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.