Revised Common Lectionary (Complementary)

Et gudfrygtigt menneskes bøn

17 En bøn af David.

Juda og Tamar

38 Omkring den tid rejste Juda hjemmefra og flyttede til Adullam, hvor han boede hos en mand ved navn Hira. ² Der mødte han en kana’anæisk pige—en datter af Shua—og giftede sig med hende. ³ Snart blev hun gravid og fødte en søn, som hun kaldte Er. ⁴ Senere blev hun igen gravid og fødte en søn, som hun kaldte Onan. ⁵ Derefter fødte hun endnu en søn, som hun kaldte Shela. På det tidspunkt boede de i Kezib.

⁶ Da Er var blevet voksen, fandt Juda en kone til ham. Hun hed Tamar. ⁷ Men Er var en ond mand, og derfor lod Herren ham dø. ⁸ Da sagde Juda til Ers bror Onan: „Gift dig med Tamar, og opfyld din forpligtelse til din afdøde bror, så han kan få en arving.”

⁹ Men Onan vidste, at hans første barn med Tamar ikke ville blive regnet for hans eget. Så hver gang han gik i seng med hende, sørgede han for at spilde sin sæd på jorden. På den måde nægtede han at skaffe sin afdøde bror en arving. ¹⁰ Det blev Herren vred over, og derfor lod han også Onan dø.

¹¹ Da sagde Juda til sin svigerdatter Tamar: „Rejs hjem til dine forældre og lev som enke, indtil min søn Shela bliver gammel nok til at gifte sig med dig.” Juda var nemlig bange for, at hans yngste søn også skulle dø ligesom de to andre, hvis han blev gift med hende. Så rejste Tamar hjem til sine forældre.

¹² Nogen tid efter døde Judas kone. Da sørgetiden var overstået, tog Juda og hans ven, adullamitten Hira, af sted til Timna for at overvåge fåreklipningen. ¹³ Da Tamar hørte, at hendes svigerfar var på vej til fåreklipningen i Timna, ¹⁴ lagde hun sit enketøj til side, hyllede sig i et slør, så det skjulte hendes ansigt og satte sig ved vejen, der førte ind til landsbyen Enajim på vej til Timna. Hun var nemlig godt klar over, at hun aldrig ville blive gift med Shela, som i mellemtiden var blevet voksen.

¹⁵ Da Juda kom forbi og fik øje på hende, troede han, at hun var prostitueret, fordi hendes slør dækkede hele ansigtet. ¹⁶ Han gik hen til hende og spurgte, om han måtte ligge med hende, uden at vide, at hun var hans svigerdatter.

„Hvor meget vil du give mig for det?” spurgte hun.

¹⁷ „Jeg kan sende dig et gedekid,” svarede han.

„Hvad giver du mig i pant, så jeg kan være sikker på, at du sender det?” spurgte hun.

¹⁸ „Hvad vil du have?” spurgte han tilbage.

„Giv mig dit segl og snoren, som det hænger i, og så den vandrestav, du har i hånden,” svarede hun. Så gav han hende tingene, og hun lå med ham og blev gravid. ¹⁹ Bagefter gik hun hjem, tog sløret af og skiftede til sit enketøj.

²⁰ Juda bad nu sin ven, adullamitten Hira, om at bringe gedekiddet til hende og samtidig hente de ting tilbage, som han havde givet i pant, men Hira kunne ikke finde hende. ²¹ Til sidst spurgte han nogle mænd i byen: „Hvor bor den prostituerede, som sad ved vejen uden for byen?”

„Der har aldrig været en prostitueret på det sted,” svarede de. ²² Så vendte Hira tilbage til Juda og fortalte, at han ikke kunne finde pigen, og at mændene havde sagt, der ikke var nogen prostitueret der.

²³ „Så lad hende beholde sit pant,” sagde Juda. „Vi gjorde i hvert fald, hvad vi kunne. Hvis vi går tilbage igen, bliver vi da helt til grin.”

²⁴ Omkring tre måneder senere fik Juda at vide, at hans svigerdatter Tamar var blevet gravid som følge af prostitution.

„Tag hende uden for byen og brænd hende!” sagde Juda.

²⁵ Men da de førte hende ud til bålet, sendte hun følgende besked til sin svigerfar: „Det er ejeren af dette segl, denne snor og denne vandrestav, der har gjort mig gravid. Se godt efter! Genkender du pantet?”

²⁶ Juda måtte indrømme, at tingene tilhørte ham. Da tilstod han: „Hun har retten på sin side, for jeg opfyldte ikke mit løfte og gav hende ikke til min søn Shela.” Men han lå aldrig med hende igen.

Paulus’ forsvarstale for Felix

¹⁰ Guvernøren gav tegn til, at Paulus nu havde lejlighed til at forsvare sig, og han begyndte sin tale: „Det er med stor glæde og frimodighed, at jeg fremfører mit forsvar for dig, Felix, for jeg ved, at du har været dommer i jødiske sager i mange år. ¹¹ Det er ikke mere end 12 dage siden, jeg ankom til Jerusalem for at tilbede i helligdommen. Det kan du let få bekræftet. ¹² Jeg har ikke på noget tidspunkt foranstaltet diskussioner eller skabt røre blandt folk hverken på tempelpladsen, i synagogerne eller noget andet sted i byen. ¹³ De er ikke i stand til at bevise en eneste af deres anklager imod mig. ¹⁴ Men jeg indrømmer, at jeg tjener vores forfædres Gud i overensstemmelse med det, som vi kalder ‚Vejen’, men som de kalder en sekt. Jeg tror på alt det, der står i Toraen og de profetiske skrifter. ¹⁵ Endvidere er jeg overbevist om, at Gud engang vil oprejse alle mennesker fra de døde, hvad enten de hører ham til eller ej. Mine anklagere har for øvrigt den samme overbevisning. ¹⁶ Derfor gør jeg også mit bedste for altid at bevare en ren samvittighed for både Gud og mennesker.

¹⁷ Efter at have rejst i udlandet i flere år vendte jeg tilbage til Jerusalem for at overbringe en barmhjertighedsgave til mit folk og for at bringe nogle ofre til Gud. ¹⁸ Det var derfor, jeg var i templet, men jeg havde renset mig forinden. Jeg gav aldeles ingen anledning til sammenstimlen eller optøjer. ¹⁹ Det var nogle jøder fra provinsen Asien, som skabte tumulter. De burde have været her, hvis de havde haft noget at anklage mig for. ²⁰ Men lad nu dem, der står her, fortælle, om man fandt noget at dømme mig for, da jeg blev fremstillet for Det jødiske Råd. ²¹ Det skulle da lige være den ene ting, jeg råbte, nemlig: ‚Når jeg stilles for retten i dag, er det, fordi jeg tror på opstandelsen fra de døde.’ ”

²² Felix vidste god besked om „Vejen”, så han hævede retten med følgende kommentar: „Når garnisonskommandanten Lysias er kommet herned, vil jeg afsige min dom.” ²³ Derefter gav han ordre til officeren om, at Paulus skulle varetægtsfængsles og behandles godt, ligesom hans venner gerne måtte besøge ham og give ham, hvad han havde behov for.