Revised Common Lectionary (Complementary)
Et gudfrygtigt menneskes bøn
17 En bøn af David.
Herre, lyt til mig,
for jeg er gudfrygtig.
Hør min bøn,
for den kommer fra et oprigtigt hjerte.
2 Frikend mig, Herre,
du kender dem, som gør det rette.
3 Du er klar over mine motiver,
du kender mine inderste tanker.
Når du gransker mit hjerte, finder du intet forkert.
Jeg har besluttet ikke at synde med mine ord.
4 Jeg har altid fulgt din vejledning
og holdt mig fra onde menneskers handlinger.
5 Jeg har nøje fulgt den afmærkede sti,
ikke vaklet, når det gjaldt at adlyde dine bud.
6 Jeg beder til dig, Gud,
for jeg ved, du svarer mig.
Bøj dig ned og lyt til mine ord.
7 Vis mig din trofaste nåde,
for du redder dem, der søger ly hos dig fra deres fjender.
8 Beskyt mig, som du beskytter dit eget øje.
Gem mig under dine vingers skygge.
9 Red mig fra de gudløse, som angriber mig,
fra de morderiske fjender, som omringer mig.
5 Hvis to brødre bor i nærheden af hinanden, og den ene dør, uden at hans kone har født ham en søn, må hans enke ikke gifte sig uden for slægten. Broderen skal tage hende til kone. 6 Hvis kvinden da bliver gravid og føder en søn, skal denne søn regnes for søn af den afdøde bror, for at dennes slægt kan fortsætte. 7 Men hvis den afdødes bror nægter at gifte sig med enken, skal hun gå til byens ledere og sige: ‚Min svoger vil ikke gifte sig med mig. Derved nægter han at føre sin afdøde brors slægt videre.’ 8 Da skal byens ledere sende bud efter manden og drøfte sagen med ham, og hvis han stadig nægter at gifte sig med hende, 9 skal hans svigerinde for øjnene af byrådet gå hen til ham, trække hans sandal af og spytte ham i ansigtet med ordene: ‚Sådan går det den, der nægter at skaffe sin bror efterkommere!’ 10 Fra da af skal mandens slægt kaldes ‚dem med de bare fødder’.
22 Op til det punkt havde folkemængden lyttet opmærksomt til Paulus, men nu begyndte hylekoret igen. „Han skal dø!” råbte de. „Sådan en skal ikke have lov til at leve!” 23 De skreg og krængede deres kapper af og kastede støv op i luften. 24 Kommandanten gav derfor ordre til, at Paulus skulle føres ind i kasernen, og at han skulle forhøres under piskeslag, for at man kunne finde ud af, hvad han havde gjort, som kunne gøre mængden så rasende. 25 Da de var i færd med at spænde ham fast for at piske ham, vendte han sig til den nærmeste officer og spurgte: „Er det tilladt at piske en romersk statsborger, der ikke engang har været for retten?”
26 Officeren gik til kommandanten og sagde: „Er du klar over, hvad du er ved at gøre? Manden er romersk statsborger!” 27 Kommandanten kom hen til Paulus og spurgte: „Sig mig, er du romersk statsborger?” „Ja, det er jeg,” svarede han. 28 „Det er jeg også,” udbrød kommandanten, „men det har kostet mig en formue at blive det.” „Jeg er født romersk statsborger,” sagde Paulus.
29 Da de soldater, der stod parate til at piske ham, hørte det, trak de sig hurtigt tilbage. Kommandanten blev også bange, da det gik op for ham, at han havde ladet en romersk statsborger lægge i lænker. 30 Men han ville gerne finde ud af, hvad det var, jøderne anklagede Paulus for. Næste dag lod han derfor lænkerne blive taget af Paulus og befalede, at han skulle fremstilles for ypperstepræsterne og Det jødiske Råd. Derpå blev Paulus ført frem for Rådet.
Paulus for Det jødiske Råd
23 Paulus så uforfærdet rådsmedlemmerne i øjnene og sagde: „Ærede medlemmer af det høje råd, jeg har altid levet med en god samvittighed over for Gud.” 2 Øjeblikkelig befalede ypperstepræsten Ananias, at de, der stod nærmest, skulle give Paulus et slag på munden. 3 Men Paulus sagde til ham: „Gud vil slå dig, din hykler! Her sidder du og skal dømme mig efter loven, og så giver du stik imod loven ordre til, at de skal slå mig.” 4 „Hvad bilder du dig ind?” sagde de omkringstående. „Hvordan tør du håne Guds ypperstepræst?” 5 „Jeg kunne ikke se, at han var ypperstepræst,” svarede Paulus. „Der står jo skrevet: ‚Du må ikke tale ondt om dit folks leder.’[a]”
6 Paulus vidste godt, at den ene halvdel af Rådet bestod af saddukæere og den anden halvdel af farisæere. Derfor råbte han nu ud over forsamlingen: „Jeg er farisæer, og jeg er søn af en farisæer. Når jeg stilles for retten i dag, er det, fordi jeg tror på, at det er muligt at genopstå fra de døde.” 7 Så snart han havde sagt det, opstod der splid mellem farisæerne og saddukæerne. 8 Saddukæerne mener nemlig, at der ikke er nogen opstandelse fra de døde, og at der hverken findes engle eller ånder, men farisæerne tror på det alt sammen. 9 Under den højrøstede diskussion sprang nogle af de skriftlærde farisæere op og råbte: „Manden har ikke gjort noget forkert. Måske har en ånd eller en engel talt til ham.” 10 Det førte til endnu mere spektakel, og da kommandanten blev bange for, at Paulus skulle blive sønderrevet af dem, gav han sine soldater ordre til at gribe ind og bringe Paulus i sikkerhed i kasernen.
11 Den nat stod Herren foran ham og sagde: „Vær ved godt mod! For ligesom du har fortalt om mig her i Jerusalem, sådan skal du også fortælle om mig i Rom.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.