Revised Common Lectionary (Complementary)

⁹ Da svarer Herren, når du kalder; på dit Råb er hans Svar: "Her er jeg!" Fjerner du Åget fra din Midte, holder op at tale ondt og pege Fingre, ¹⁰ rækker du den sultne dit Brød og mætter en vansmægtende Sjæl, skal dit Lys stråle frem i Mørke, dit Mulm skal blive som Middag; ¹¹ Herren skal altid lede dig, mætte din Sjæl, hvor der er goldt, og give dig nye Kræfter; du bliver som en vandrig Have, som rindende Væld, hvor Vandet aldrig svigter. ¹² Da bygges på ældgamle Tomter, du rejser længst faldne Mure; da kaldes du "Murbrudsbøder", "Genskaber af farbare Veje".

¹³ Varer du din Fod på Sabbatten, så du ej driver Handel på min Helligdag, kalder du Sabbatten en Fryd, Herrens Helligdag ærværdig, ærer den ved ikke at arbejde, holder dig fra Handel og unyttig Snak, ¹⁴ da skal du frydes over Herren; jeg lader dig færdes over Landets Høje og nyde din Fader Jakobs Eje. Thi Herrens Mund har talet.

103 Min Sjæl, lov Herren, og alt i mig love hans hellige navn! ² Min Sjæl, lov Herren, og glem ikke alle hans Velgerninger! ³ Han, som tilgiver alle dine Misgerninger og læger alle dine Sygdomme, ⁴ han, som udløser dit Liv fra Graven og kroner dig med Miskundhed og Barmhjertighed, ⁵ han, som mætter din Sjæl med godt, så du bliver ung igen som Ørnen! ⁶ Herren øver Retfærdighed og Ret mod alle fortrykte. ⁷ Han lod Moses se sine Veje, Israels Børn sine Gerninger; ⁸ barmhjertig og nådig er Herren, langmodig og rig på Miskundhed;

¹⁸ I ere jo ikke komne til en håndgribelig og brændende Ild og til Mulm og Mørke og Uvejr, ¹⁹ og ikke til Basunens Klang og til en talende Røst, hvorom de, der hørte den, bade, at der ikke mere måtte tales til dem. ²⁰ Thi de kunde ikke bære det, som blev påbudt: "Endog om et Dyr rører ved Bjerget, skal det stenes". ²¹ Og - så frygteligt var Synet - Moses sagde: "Jeg er forfærdet og bæver." ²² Men I ere komne til Zions Bjerg og til den levende Guds Stad, til det himmelske Jerusalem og til Englenes Titusinder i Højtidsskare ²³ og til de førstefødtes Menighed, som ere indskrevne i Himlene, og til en Dommer, som er alles Gud, og til de fuldkommede retfærdiges Ånder ²⁴ og til den nye Pagts Mellemmand, Jesus, og til Bestænkelsens Blod, som taler bedre end Abel. ²⁵ Ser til, at I ikke bede eder fri for den, som taler. Thi når de, som bade sig fri for ham, der talte sit Guddomsord på Jorden, ikke undslap, da skulle vi det meget mindre, når vi vende os bort fra ham, der taler fra Himlene, ²⁶ han, hvis Røst dengang rystede Jorden, men som nu har forjættet og sagt: "Endnu een Gang vil jeg ryste, ikke alene Jorden, men også Himmelen." ²⁷ Men dette "endnu een Gang" giver til Kende, at de Ting, der rystes, skulle omskiftes, efterdi de ere skabte, for at de Ting, der ikke rystes, skulle blive. ²⁸ Derfor, efterdi vi modtage et Rige, som ikke kan rystes, så lader os være taknemmelige og derved tjene Gud til hans Velbehag, med Ængstelse og Frygt. ²⁹ Thi vor Gud er en fortærende Ild.

¹⁰ Men han lærte i en af Synagogerne på Sabbaten. ¹¹ Og se, der var en Kvinde, som havde haft en Svagheds Ånd i atten År, og hun var sammenbøjet og kunde aldeles ikke rette sig op. ¹² Men da Jesus så hende, kaldte han på hende og sagde til hende: "Kvinde! du er løst fra din Svaghed." ¹³ Og han lagde Hænderne på hende; og straks rettede hun sig op og priste Gud. ¹⁴ Men Synagogeforstanderen, som var vred, fordi Jesus helbredte på Sabbaten, tog til Orde og sagde til Folkeskaren: "Der er seks Dage, på hvilke man bør arbejde; kommer derfor på dem og lader eder helbrede, og ikke på Sabbatsdagen!" ¹⁵ Men Herren svarede ham og sagde: "I Hyklere! løser ikke enhver iblandt eder sin Okse eller sit Asen fra Krybben på Sabbaten og fører dem til Vands? ¹⁶ Men denne, som er en Abrahams Datter, hvem Satan har bundet, se, i atten År, burde hun ikke løses fra dette Bånd på Sabbatsdagen?" ¹⁷ Og da han sagde dette, bleve alle hans Modstandere beskæmmede; og hele Skaren glædede sig over alle de herlige Gerninger, som gjordes af ham.