Revised Common Lectionary (Complementary)
103 Min Sjæl, lov Herren, og alt i mig love hans hellige navn! 2 Min Sjæl, lov Herren, og glem ikke alle hans Velgerninger! 3 Han, som tilgiver alle dine Misgerninger og læger alle dine Sygdomme, 4 han, som udløser dit Liv fra Graven og kroner dig med Miskundhed og Barmhjertighed, 5 han, som mætter din Sjæl med godt, så du bliver ung igen som Ørnen! 6 Herren øver Retfærdighed og Ret mod alle fortrykte. 7 Han lod Moses se sine Veje, Israels Børn sine Gerninger; 8 barmhjertig og nådig er Herren, langmodig og rig på Miskundhed;
32 Medens Israelitterne opholdt sig i Ørkenen, traf de en Mand, som sankede Brænde på en Sabbat. 33 De, der traf ham i Færd med at sanke Brænde, bragte ham til Moses, Aron og hele Menigheden, 34 og de satte ham i Varetægt, da der ikke forelå nogen bestemt Kendelse for, hvad der skulde gøres ved ham. 35 Da sagde Herren til Moses: Den Mand skal lide Døden; hele Menigheden skal stene ham uden for Lejren! 36 Hele Menigheden førte ham da uden for Lejren og stenede ham til Døde, som Herren havde pålagt Moses.
37 Herren talede fremdeles til Moses og sagde: 38 Tal til Israelitterne og sig til dem, at de Slægt efter Slægt skal sætte Kvaster på Fligene af deres Klæder, og at de på hver enkelt Kvast skal sætte en violet Purpursnor. 39 Det skal tjene eder til Tegn, så at I, hver Gang I ser dem, skal komme alle Herrens Bud i Hu og handle efter dem og ikke lade eder vildlede af eders Hjerter eller Øjne, af hvilke I lader eder forlede til Bolen 40 for at I kan komme alle mine Bud i Hu og handle efter dem og blive hellige for eders Gud. 41 Jeg er Herren eders Gud, som førte eder ud af Ægypten for at være eders Gud. Jeg er Herren eders Gud!
3 Ja, tænker på ham, som har udholdt en sådan Modsigelse imod sig af Syndere, for at I ikke skulle blive trætte og forsagte i eders Sjæle,
4 Endnu have I ikke stået imod indtil Blodet i eders Kamp imod Synden, 5 og I have glemt Formaningen, der jo dog taler til eder som til Sønner: "Min Søn! agt ikke Herrens Tugtelse ringe, vær heller ikke forsagt, når du revses af ham; 6 thi hvem Herren elsker, den tugter han, og han slår hårdelig hver Søn, som han tager sig af." 7 Holder ud og lader eder tugte; Gud handler med eder som med Sønner; thi hvem er den Søn, som Faderen ikke tugter? 8 Men dersom I ere uden Tugtelse, hvori alle have fået Del, da ere I jo uægte og ikke Sønner. 9 Fremdeles, vore kødelige Fædre havde vi til Optugtere, og vi følte Ærefrygt; skulde vi da ikke meget mere underordne os under Åndernes Fader og leve? 10 thi hine tugtede os for nogle få Dage efter deres Tykke, men han gør det til vort Gavn, for at vi skulle få Del i hans Hellighed. 11 Al Tugtelse synes vel, imedens den er nærværende, ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den til Gengæld dem, som derved ere øvede, en Fredens Frugt i Retfærdighed.
12 Derfor, retter de slappede Hænder og de lammede Knæ, 13 og træder lige Spor med eders Fødder, for at ikke det lamme skal vrides af Led, men snarere helbredes. 14 Stræber efter Fred med alle og efter Helliggørelsen, uden hvilken ingen skal se Herren; 15 og ser til, at ikke nogen går Glip af Guds Nåde, at ikke nogen bitter Rod skyder op og gør Skade, og de mange smittes ved den; 16 at ikke nogen er en utugtig eller en vanhellig som Esau, der for een Ret Mad solgte sin Førstefødselsret. 17 Thi I vide, at han også siden, da han ønskede at arve Velsignelsen, blev forkastet (thi han fandt ikke Rum for Omvendelse), omendskønt han begærede den med Tårer.