Revised Common Lectionary (Complementary)

127 Dersom Herren ikke bygger huset, er Bygmestrenes Møje forgæves, dersom Herren ikke vogter Byen, våger Vægteren forgæves. ² Det er forgæves, I står årle op og går sent til Ro, ædende Sliddets Brød; alt sligt vil han give sin Ven i Søvne. ³ Se, Sønner er Herrens Gave, Livsens Frugt er en Løn. ⁴ Som Pile i Krigerens Hånd er Sønner, man får i sin Ungdom. ⁵ Salig den Mand, som fylder sit Kogger med dem; han beskæmmes ej, når han taler med Fjender i Porten.

2 Jeg sagde ved mig selv: "Vel,jeg vil prøve med Glæde; så nyd da det gode!" Men se, også det var Tomhed. ² Om Latteren sagde jeg: "Dårskab!" og om Glæden: "Hvad gavner den?" ³ Jeg kom på den Tanke at kvæge mit Legeme med Vin, medens mit Hjerte dog rådede med Visdom, og at slå mig på Dårskab, indtil jeg så, hvad det båder Menneskens Børn at gøre under Himmelen, det Dagetal de lever. ⁴ Jeg fuldbyrdede store Værker, byggede mig Huse, plantede mig Vingårde, ⁵ anlagde mig Haver og Lunde og plantede alle Hånde Frugttræer deri, ⁶ anlagde mig Damme til at vande en Skov i Opvækst; ⁷ jeg købte Trælle og Trælkvinder, og jeg havde hjemmefødte Trælle; også Kvæg, Hornkvæg og Småkvæg, havde jeg i større Måder end nogen af dem, der før mig havde været i Jerusalem; ⁸ jeg samlede mig også Sølv og Guld, Skatte fra Konger og Lande; jeg tog mig Sangere og Sangerinder og Menneskens Børns Lyst: Hustru og Hustruer. ⁹ Og jeg blev stor, større end nogen af dem, der før mig havde været i Jerusalem; desuden blev min Visdom hos mig. ¹⁰ Intet, som mine Øjne attråede, unddrog jeg dem; jeg nægtede ikke mit Hjerte nogen Glæde thi mit Hjerte havde Glæde af al min Flid, og deri lå Lønnen for al min Flid. ¹¹ Men da jeg overskuede alt, hvad mine Hænder havde virket, og den Flid, det havde kostet mig, se, da var det alt sammen Tomhed og Jag efter Vind, og der er ingen Vinding under Solen.

¹² Thi hvad gør det Menneske, som kommer efter Kongen? Det samme, som tilforn er gjort? Jeg gav mig da til at sammenligne Visdom med Dårskab og Tåbelighed. ¹³ Jeg så, at Visdom har samme Fortrin for Tåbelighed som Lys for Mørke: ¹⁴ Den vise har Øjne i Hovedet, men Tåben vandrer i Mørke. Men jeg skønnede også, at en og samme Skæbne rammer begge. ¹⁵ Da sagde jeg ved mig selv: "Tåbens Skæbne rammer også mig; hvad har jeg da for, at jeg er blevet overvættes viis?" Og jeg sagde ved mig selv, at også det er Tomhed; ¹⁶ thi den vises Minde er lige sålidt evigt som Tåbens, fordi nu engang alt glemmes i kommende Dage; ak! den vise må dø så godt som Tåben.

¹⁷ Da blev jeg led ved Livet, thi ilde tyktes mig det, som sker under Solen; thi det er alt sammen Tomhed og Jag efter Vind.

¹⁸ I Hustruer! underordner eder under eders Mænd, som det sømmer sig i Herren. ¹⁹ I Mænd! elsker eders Hustruer, og værer ikke bitre imod dem! ²⁰ I Børn! adlyder i alle Ting eders Forældre, thi dette er velbehageligt i Herren. ²¹ I Fædre! opirrer ikke eders Børn, for at de ikke skulle tabe Modet. ²² I Trælle! adlyder i alle Ting eders Herrer efter Kødet, ikke med Øjentjeneste som de, der ville tækkes Mennesker, men i Hjertets Enfold, frygtende Herren. ²³ Hvad I end foretage eder, så gører det af Hjertet, som for Herren og ikke for Mennesker, ²⁴ da I vide, at I af Herren skulle få Arven til Vederlag; det er den Herre Kristus, I tjene. ²⁵ Thi den, som gør Uret, skal få igen, hvad Uret han gjorde, og der er ikke Persons Anseelse. 4 ¹ I Herrer! yder eders Trælle, hvad ret og billigt er, da I vide, at også I have en Herre i Himmelen.