Revised Common Lectionary (Complementary)
15 Nogen Tid efter kom HerrenS Ord til Abram i et Syn således: "Frygt ikke, Abram, jeg er dit Skjold; din Løn skal blive såre stor!" 2 Men Abram svarede: "Herre", Herre, hvad kan du give mig, når jeg dog går barnløs bort, og en Mand fra Damaskus, Eliezer, skal arve mit Hus." 3 Og Abram sagde: "Du har jo intet Afkom givet mig, og se, min Hustræl kommer til at arve mig!" 4 Og se, Herrens Ord kom til ham således: "Han kommer ikke til at arve dig, men den, der udgår af dit Liv, han skal arve dig." 5 Derpå førte han ham ud i det fri og sagde: "Se op mod Himmelen og prøv, om du kan tælle Stjernerne!" Og han sagde til ham: "Således skal dit Afkom blive!" 6 Da troede Abram Herren, og han regnede ham det til Retfærdighed.
12 Saligt det Folk, der har Herren til Gud, det Folkefærd, han valgte til Arvelod!
13 Herren skuer fra Himlen, ser på alle Menneskens Børn; 14 fra sit Højsæde holder han Øje med alle, som bor på Jorden; 15 han, som danned deres Hjerter til Hobe, gennemskuer alt deres Værk.
16 Ej frelses en Konge ved sin store Stridsmagt, ej fries en Helt ved sin store Kraft; 17 til Frelse slår Stridshesten ikke til, trods sin store Styrke redder den ikke. 18 Men Herrens Øje ser til gudfrygtige, til dem, der håber på Nåden, 19 for at fri deres Sjæl fra Døden og holde dem i Live i Hungerens Tid. 20 På Herren bier vor Sjæl, han er vor Hjælp og vort Skjold; 21 thi vort Hjerte glæder sig i ham, vi stoler på hans hellige Navn.
22 Din Miskundhed være over os, Herre, så som vi håber på dig.
11 Men Tro er en Fortrøstning til det, som håbes, en Overbevisning om Ting, som ikke ses. 2 Ved den fik jo de gamle godt Vidnesbyrd. 3 Ved Tro fatte vi, at Verden er bleven skabt ved Guds Ord, så det ikke er af synlige Ting, at det, som ses, er blevet til.
8 Ved Tro adlød Abraham, da han blev kaldet, så han gik ud til et Sted, som han skulde tage til Arv; og han gik ud, skønt han ikke vidste, hvor han kom hen. 9 Ved Tro blev han Udlænding i Forjættelsens Land som i et fremmed og boede i Telte med Isak og Jakob, som vare Medarvinger til samme Forjættelse; 10 thi han forventede den Stad, som har fast Grundvold, hvis Bygmester og Grundlægger er Gud. 11 Ved Tro fik endog Sara selv Kraft til at undfange endog ud over sin Alders Tid; thi hun holdt ham for trofast, som havde forjættet det. 12 Derfor avledes der også af en, og det en udlevet, som Himmelens Stjerner i Mangfoldighed og som Sandet ved Havets Bred, det, som ikke kan tælles. 13 I Tro døde alle disse uden at have opnået Forjættelserne; men de så dem langt borte og hilsede dem og bekendte, at de vare fremmede og Udlændinge på Jorden. 14 De, som sige sådant, give jo klarlig til Kende, at de søge et Fædreland. 15 Og dersom de havde haft det, hvorfra de vare udgåede, i Tanker, havde de vel haft Tid til at vende tilbage; 16 men nu hige de efter et bedre, det er et himmelsk; derfor skammer Gud sig ikke ved dem, ved at kaldes deres Gud; thi han har betedt dem en, Stad.
32 Frygt ikke, du lille Hjord! thi det var eders Fader velbehageligt at give eder Riget. 33 Sælger, hvad I eje, og giver Almisse! Gører eder Punge, som ikke ældes, en Skat i Himlene, som ikke slipper op, der hvor ingen Tyv kommer nær, og intet Møl ødelægger. 34 Thi hvor eders Skat er, der vil også eders Hjerte være.
35 Eders Lænder være omgjordede, og eders Lys brændende! 36 Og værer I ligesom Mennesker, der vente på deres Herre, når han vil bryde op fra Brylluppet, for at de straks, når han kommer og banker på, kunne lukke op for ham. 37 Salige ere de Tjenere, som Herren finder vågne, når han kommer. Sandelig, siger jeg eder, at han skal binde op om sig og sætte dem til Bords og gå om og varte dem op, 38 Og dersom han kommer i den anden Nattevagt og kommer i den tredje Nattevagt og finder det således, da ere disse Tjenere salige. 39 Men dette skulle I vide, at dersom Husbonden vidste, i hvilken Time Tyven vilde komme, da vågede han og tillod ikke, at der skete Indbrud i hans Hus. 40 Vorder også I rede; thi Menneskesønnen kommer i den Time, som I ikke mene."