Revised Common Lectionary (Complementary)

89 En Maskil af Ezraiten Etan.

² Om Herrens, Nåde vil jeg evigt synge, fra Slægt til Slægt med min Mund forkynde din Trofasthed. ³ Thi du har sagt: "En evig Bygning er Nåden!" I Himlen har du grundfæstet din Trofasthed. ⁴ Jeg sluttede en Pagt med min udvalgte, tilsvor David, min Tjener: ⁵ "Jeg lader din Sæd bestå for evigt, jeg bygger din Trone fra Slægt til Slægt!" - Sela. ⁶ Og Himlen priser dit Under, Herre, din Trofasthed i de Helliges Forsamling. ⁷ Thi hvem i Sky er Herrens Lige, hvo er som Herren iblandt Guds Sønner? ⁸ En forfærdelig Gud i de Helliges Kreds, stor og frygtelig over alle omkring ham. ⁹ Herre, Hærskarers Gud, hvo er som du? Herre, din Nåde og Trofasthed omgiver dig. ¹⁰ Du mestrer Havets Overmod; når Bølgerne bruser, stiller du dem. ¹¹ Du knuste Rahab som en fældet Kriger, splitted dine Fjender med vældig Arm. ¹² Din er Himlen, og din er Jorden, du grundede Jorderig med dets Fylde. ¹³ Norden og Sønden skabte du, Tabor og Hermon jubler over dit Navn. ¹⁴ Du har en Arm med Vælde, din Hånd er stærk, din højre løftet. ¹⁵ Retfærd og Ret er din Trones Grundvold, Nåde og Sandhed står for dit Åsyn. ¹⁶ Saligt det Folk, der kender til Frydesang, vandrer, Herre, i dit Åsyns Lys! ¹⁷ De lovsynger Dagen igennem dit Navn, ophøjes ved din Retfærdighed. ¹⁸ Thi du er vor Styrkes Stolthed, du løfter vort Horn ved din Yndest;

²² Hilkija og de andre, Kongen sendte af Sted, gik da hen og talte derom med Profetinden Hulda, som var gift med Sjallum, Opsynsmanden over Tøjet, en Søn af Hasras Søn Tokhat, og som boede i Jerusalem i den nye Bydel. ²³ Hun sagde til dem: "Så siger Herren, Israels Gud: Sig til den Mand, der sendte eder til mig: ²⁴ Så siger Herren: Se, jeg vil bringe Ulykke over dette Sted og dets Indbyggere, alle de Forbandelser, der er optegnet i den Bog. som er læst op for Judas Konge, ²⁵ til Straf for at de har forladt mig og tændt Offerild for andre Guder, så de krænkede mig med alt deres Hænders Værk, og min Vrede vil blusse op mod dette Sted uden at slukkes! ²⁶ Men til Judas Konge, der sendte eder for at rådspørge Herren,skal I sige således: Så siger Herren. Israels Gud: De Ord, du har hørt, står fast; ²⁷ men efterdi dit Hjerte bøjede sig og du ydmygede dig for Gud. da du hørte hans Ord mod dette Sted og dets Indbyggere, og efterdi du ydmygede dig for mit Åsyn og sønderrev, dine Klæder og græd for mit Åsyn, så har også jeg hørt dig, lyder det fra Herren! ²⁸ Så vil jeg da lade dig samles til dine Fædre, og du skal samles til dem i Fred i din Grav, uden at dine Øjne får al den Ulykke at se, som jeg vil bringe over dette Sted og dets Beboere!" Det Svar hragte de til Kongen.

²⁹ Da sendte Kongen Bud og lod alle Judas og Jerusalems Ældste kalde sammen. ³⁰ Derpå gik Kongen op i Herrens Hus, fulgt af alle Judas Mænd og Jerusalems Indbyggere, Præsterne, Leviterne og alt Folket, store og små, og han forelæste dem alt, hvad der stod i Pagtsbogen, som var fundet i Herrens Hus. ³¹ Derpå stillede Kongen sig på sin Plads og sluttede Pagt for Herrens Åsyn om, at de skulde holde sig til Herren og holde hans Bud, Vidnesbyrd og Anordninger af hele deres Hjerte og hele deres Sjæl, for at han kunde opfylde Pagtens Ord, dem, der var skrevet i denne Bog. ³² Og han lod alle dem, der var til Stede i Jerusalem, indgå Pagten; og Jerusalems Indbyggere haodlede efter Guds, deres Fædres Guds, Pagt. ³³ Derpå fjernede Josias alle Vederstyggelighederne fra alle de Landsdele, der tilhørte Iraeliterne, og sørgede for, at enhver i Israel dyrkede Herren deres Gud. Så længe han levede, veg de ikke fra Herren, deres Fædres Gud.

¹⁷ Ved Tro har Abraham ofret Isak, da han blev prøvet, ja, den. enbårne ofrede han, som havde modtaget Forjættelserne, ¹⁸ til hvem der var sagt: "I Isak skal en Sæd få Navn efter dig; " ¹⁹ thi han betænkte, at Gud var mægtig endog til at oprejse fra de døde, hvorfra han jo også lignelsesvis fik ham tilbage. ²⁰ Ved Tro udtalte Isak Velsignelse over Jakob og Esau angående kommende Ting. ²¹ Ved Tro velsignede Jakob døende hver af Josefs Sønner og tilbad, lænende sig over sin Stav. ²² Ved Tro talte Josef på sit yderste om Israels Børns Udgang og gav Befaling om sine Ben. ²³ Ved Tro blev Moses, da han var født, skjult i tre Måneder af sine Forældre, fordi de så, at Barnet var dejligt, og de frygtede ikke for Kongens Befaling. ²⁴ Ved Tro nægtede Moses, da han var bleven stor, at kaldes Søn af Faraos Datter ²⁵ og valgte hellere at lide ondt med Guds Folk end at have en kortvarig Nydelse af Synd, ²⁶ idet han agtede Kristi Forsmædelse for større Rigdom end Ægyptens Skatte; thi han så hen til Belønningen. ²⁷ Ved Tro forlod han Ægypten uden at frygte for Kongens Vrede; thi som om han så den usynlige, holdt han ud. ²⁸ Ved Tro har han indstiftet Påsken og Påstrygelsen af Blodet, for at den, som ødelagde de førstefødte, ikke skulde røre dem.