Book of Common Prayer
Guds hellighed og magt
97 Herren er konge, lad jorden juble!
Lad de fjerne lande glæde sig!
2 Skyer og mørke omslutter ham,
retfærdighed og ret er hans trones grundvold.
3 Foran ham kommer der en ild,
som opbrænder alle hans fjender.
4 Hans lyn oplyser verden,
jorden ser det og bæver.
5 Bjergene smelter af frygt foran ham,
for han er den Almægtige, jordens Herre.
6 Himlene udråber hans godhed,
folkene ser hans herlighed.
7 De, som beder til afguder, bliver til skamme,
de praler af deres håbløse guder,
men alle afguder bliver underlagt Herren.
8 Jerusalem skal høre det og glæde sig,
Judas byer skal fryde sig,
for du, Herre, er en retfærdig dommer.
9 Du er den højeste magt i verden,
ingen guder kan måle sig med dig.
10 I, der elsker Herren, skal tage afstand fra det onde,
for han beskytter dem, der adlyder ham,
han redder dem ud af de gudløses kløer.
11 De retsindige oplever Guds lys,
de oprigtige har grund til at glæde sig.
12 Glæd jer i Herren, I retskafne,
lovsyng hans hellige navn.
Herren er en god og retfærdig konge
99 Herren er konge, og alle folkeslag bæver.
Han sidder på en trone af keruber,
og hele jorden skælver.
2 Han sidder som konge på Zions bjerg,
han hersker over alle jordens folkeslag.
3 De skal ære hans store og herlige navn.
Hans navn er helligt.
4 Du store konge, som elsker retfærdighed,
du har sørget for lighed og retfærdighed i Israel.
5 Lovpris Herren, vor hellige Gud,
bøj jer ned for hans fødder,
for han er hellig.
6 Moses og Aron var hans præster,
Samuel en profet, der bad til Gud.
De påkaldte Herren, og han svarede dem.
7 Han talte til dem fra skysøjlen,
og de fulgte den vejledning, han gav dem,
adlød hans bud og befalinger.
8 Herre, vor Gud, du svarede dem og var villig til at tilgive,
selv om du måtte straffe dem for deres synder.
9 Lovpris Herren, vor Gud,
tilbed ham på hans hellige bjerg.
Hellig er Herren.
Lovsang på vej til templet
100 En takkesang.
Råb af fryd for Herren,
2 tilbed jeres Gud med glæde,
kom til ham med jublende sang.
3 Forstå, at Herren er Gud,
han skabte os, og vi er hans folk,
vi er den fåreflok, han passer.
4 Træd ind ad tempelporten med takkesang,
gå ind i hans forgård med glæde,
lovpris hans navn og sig ham tak,
5 for Herren er god,
hans nåde varer til evig tid,
hans trofasthed fra slægt til slægt.
Herren er dommer
94 Herre, du er en retfærdig dommer.
Vis din herlighed ved at dømme de skyldige.
2 Afsig din dom over menneskene,
lad de stolte få den straf, de fortjener.
3 Åh, Herre, hvor længe skal de onde hovere,
hvor længe får de lov til at gå fri?
4 De udspyr trusler til alle sider,
de bryster sig af deres evindelige ondskab.
5 Herre, de undertrykker dit udvalgte folk,
de plager dem, der tilhører dig.
6 De myrder både enker og de fremmede i landet,
de dræber de forældreløse børn.
7 De siger, at du slet ikke ser det,
at Israels Gud ikke opdager, hvad de gør.
8 Tænk jer dog om, I tåber!
Fatter I da slet ingenting?
9 Er han, som skabte øjet, ikke i stand til at se?
Er han, som skabte øret, ikke i stand til at høre?
10 Er han, som styrer verden, ikke i stand til at straffe?
Han, som giver mennesker kundskab,
har kendskab til alt.
11 Han kender menneskenes tanker,
han ved, at de er uden værdi.
12 Det er en velsignelse at blive irettesat af Herren,
for man lærer at adlyde hans lov.
13 Man slipper for en masse problemer,
og han overvinder alle ens fjender.
14 Herren vil ikke forkaste sit folk,
han lader ikke sine egne i stikken.
15 Retfærdigheden skal sejre til sidst,
de retskafne længes efter at se det ske.
16 Hvem beskyttede mig mod de onde?
Hvem skærmede mig mod forbryderne?
17 Havde Herren ikke hjulpet mig,
havde det været ude med mig.
18 Da jeg råbte til dig i min nød,
hjalp du mig, Herre, for du er trofast.
19 Når bekymringerne vælter ind over mig,
så styrker du mig og giver mig nyt mod.
20 De onde regenter gør oprør imod dig,
når de vedtager uretfærdige love.
21 De anklager retskafne mennesker
og dømmer uskyldige til døden.
22 Men Herren er min tilflugt,
min Gud vil beskytte mig.
23 Han straffer de onde på grund af deres synd,
han udrydder dem på grund af deres ondskab.
Herren, vor Gud, vil gøre det af med dem.
Tilbedelse og lydighed
95 Kom, lad os lovprise Herren med sang,
lad os råbe af fryd for vor Frelser.
2 Lad os komme til ham med tak,
lad os spille og synge til hans ære.
3 For Herren er den almægtige Gud,
Kongen over alle guder.
4 Han hersker over havenes dyb,
de mægtige bjerge tilhører ham.
5 Han skabte både hav og land,
derfor tilhører det hele ham.
6 Kom, lad os bøje os og tilbede vor Gud,
lad os knæle for Herren, vor Skaber.
7 Han er vor Gud, og vi er hans folk,
den hjord, han vogter og tager sig af.
Gid I ville lytte til, hvad han siger i dag:
8 Lad være med at lukke af for mit ord,
som da jeres forfædre gjorde oprør ved Meriba[a]
og satte sig op imod mig ved Massa i ørkenen.
9 De provokerede mig og satte mig på prøve,
selv om de havde set mine undere i 40 år.
10 Jeg blev vred på dem og sagde:
„De går altid deres egne veje,
i stedet for at følge mine.”
11 Så svor jeg i min vrede:
„De skal ikke få lov at opleve min hvile.”
Kong Hizkija af Juda genåbner templet(A)
29 Hizkija var 25 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 29 år. Hans mor hed Abija og var datter af Zekarja.
2 Hizkija gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, akkurat som sin forfar kong David. 3 Allerede i sit første regeringsår, i årets første måned, sørgede han for, at Herrens hus blev åbnet og indgangsdørene istandsat.
Påskefejringen genindføres
30 Kong Hizkija sendte bud til hele befolkningen i Israel[a] og Juda og bad dem komme til templet i Jerusalem for at fejre påskefesten for Herren, Israels Gud. Der blev skrevet breve specielt til de to stammeområder nærmest mod nord, Efraim og Manasse. 2 Kongen havde efter samråd med sine embedsmænd og Jerusalems ledere besluttet at holde en påskefest i årets anden måned. 3 Påsken skulle efter de normale forskrifter holdes i årets første måned, men der var stadig for få indviede præster, og det havde ikke været muligt at give folket besked i god tid. 4 Men både kongen og hans rådgivere mente, at det var i orden at fejre en forsinket påskehøjtid. 5 Derfor sendte de besked til hele Israels befolkning fra Dan i nord til Be’ersheba i syd og indbød alle til at komme til Jerusalem og fejre påske for Herren, Israels Gud. Det var meget længe siden, man havde fejret påsken efter de givne forskrifter, hvor folk kom tilrejsende i stort tal.
6 Altså blev der sendt budbringere ud over hele Israels land, samt Judas land, med følgende brev fra kongen og hans rådgivere:
Israelitter, vend tilbage til Herren, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, så vil han være nådig mod den rest af jer, som er undsluppet assyrerkongens magt. 7 Gør ikke som jeres forfædre og slægtninge, der var troløse over for Herren, deres fædres Gud, og blev mishandlet, som I selv har set. 8 Vær ikke lige så stædige som dem, men vend jer til Herren, mød op i hans helligdom, som for altid er indviet til ham, og tjen Herren, jeres Gud, så hans vrede imod jer kan høre op. 9 Hvis I vender jer til ham, vil jeres slægtninge og børn få en barmhjertig behandling af deres fangevogtere og få lov til at drage tilbage til deres land. Herren, jeres Gud, er nådig og barmhjertig. Han vil ikke lade jer i stikken, hvis I vender om til ham.
10 Kongens sendebud gik fra by til by i hele Efraim og Manasse og videre op til Zebulon i nord, men de blev stort set modtaget med latter og hån. 11 Dog var der nogle i Asher, Manasse og Zebulon, som var villige til at ydmyge sig og møde op i Jerusalem. 12 For Judas vedkommende var der et fælles, gudgivet ønske om at følge kongen og hans embedsmænds opfordring, der byggede på Herrens ord. 13 Derfor samledes en stor menneskemængde i Jerusalem for at fejre påskehøjtiden i årets anden måned. 14 De gjorde fælles front mod afgudsdyrkelsen i Jerusalem ved at nedrive alle de altre, der tidligere blev brugt til afgudsdyrkelsen, og smide dem ud i Kedrondalen.
15 Den fjortende dag i årets anden måned slagtede de så påskelammene. Mange præster og levitter skammede sig over deres tidligere afgudsdyrkelse, og derfor gennemgik de renselsesceremonien og bragte brændofre til Herrens tempel. 16 Efter forskrifterne i Toraen, som Guds tjener Moses havde givet dem, indfandt de sig på deres poster i templet og stænkede blodet, som levitterne rakte dem, på alteret.
17-19 Eftersom mange af de tilrejsende, især fra Efraim, Manasse, Issakar og Zebulon, ikke havde været igennem renselsesceremonien og derfor var urene, slagtede levitterne deres påskelam for dem, så det blev et offer, Herren kunne acceptere. Kong Hizkija bad følgende bøn for dem: „Herre, du er en god Gud. Se i nåde til alle, der har besluttet at følge dig, deres fædres Gud, på trods af at de ikke har gennemgået renselsesceremonien.” Derefter fik de lov til at spise påskemåltidet, selv om det egentlig var i modstrid med reglerne. 20 Herren hørte Hizkijas bøn og straffede dem ikke for det.
21 I de følgende syv dage fejrede alle de israelitter, som var til stede i Jerusalem, med stor glæde de usyrnede brøds højtid.
Hver dag lovpriste levitterne og præsterne Herren af hele deres hjerte, 22 og kongen roste levitterne for deres dygtighed. I løbet af de syv dage bragte folket mange takofre, og de holdt fest i taknemmelighed til Herren, deres fædres Gud.
23 Alle folk var så glade og begejstrede, at man enstemmigt vedtog at forlænge højtiden med endnu syv dage. 24 Kongen skænkede i den anledning 1000 ungtyre og 7000 stykker småkvæg, og de ledende mænd gav 1000 ungtyre og 10.000 stykker småkvæg. Da trådte endnu en gruppe præster frem og indviede sig til at tjene Herren helt og fuldt.
25 Alle var lykkelige og glade, både Judas folk, præsterne, levitterne, gæsterne fra Israel og de fremmede, der havde bosat sig enten i Judas eller Israels land. 26 Ikke siden kong Salomons tid havde der været en så vidunderlig højtidsfest i Jerusalem. 27 Til sidst rejste præsterne og levitterne sig for at nedbede Herrens velsignelse over folket, og i sin bolig i Himlen hørte Herren deres bøn og velsignede dem alle.
32 Jeg vil gerne skåne jer for de bekymringer, der hører denne verden til. En ugift mand tænker på det, der hører Herren til, hvordan han kan glæde sin Herre. 33 Men en gift mand tænker på det, der hører denne verden til, hvordan han kan glæde sin kone, 34 og på den måde er hans tanker delt. Det samme gælder den ugifte kvinde eller unge pige. De tænker på det, der hører Herren til, og indvier både deres krop og ånd til at tjene Herren. Men en gift kvinde tænker på det, der hører denne verden til, hvordan hun kan glæde sin mand. 35 Jeg siger ikke det her for at begrænse jeres frihed, men for at I kan tjene Herren på en god og helhjertet måde uden at blive optaget af så mange andre ting.
36 Hvis en mand har en ugift datter, som gerne vil giftes, og som ikke er helt ung mere, og hvis han mener, det ville bringe skam over datteren, hvis hun forblev ugift, så lad ham gøre det, han mener, er det rigtige: lad hende blive gift. Det er der ikke noget forkert i. 37 Men hvis han har overvejet sagen grundigt og har taget sin beslutning, hvis han ikke er blevet presset til noget, der er imod hans overbevisning, og hvis han mener, at datteren bør forblive ugift, så er det i orden. 38 Altså er det i orden for en mand at gifte sin datter bort, og det er i orden ikke at gøre det, dog anbefaler jeg det sidste.
39 En kvinde er bundet af sit ægteskab, så længe hendes mand lever. Men hvis manden sover ind,[a] er hun frit stillet til at gifte sig med hvem, hun vil, blot det er med en kristen. 40 Dog vil hun, så vidt jeg kan se, få mere velsignelse ud af ikke at gifte sig, og jeg tror, at jeg har den opfattelse fra Guds Ånd.
Om ikke at dømme andre(A)
7 Lad være med at dømme andre, ellers bliver I selv dømt. 2 Den målestok, I anvender over for andre, vil blive anvendt over for jer. 3 Du kan let se splinten i din vens øje, men bjælken i dit eget øje kan du slet ikke få øje på. 4 Hvordan kan du sige til din ven: ‚Lad mig tage splinten ud af dit øje’, når du ikke ser bjælken i dit eget? 5 Din selvretfærdige hykler! Sørg først for at få bjælken ud af dit eget øje, så kan du se klart til at tage splinten ud af din vens øje.
Om at bedømme situationen
6 Giv ikke jeres kostbare perler til svinene, for de vil bare træde dem ned uden at forstå værdien. Kast ikke det bedste, I har, for de vilde hunde, for de vil blot vende sig om mod jer og gå til angreb.
Om at få som svar på bøn(B)
7 Bed, så skal I få. Søg, så skal I finde. Bank på, så vil døren blive lukket op for jer. 8 For den, som beder, får. Den, der søger, finder, og døren lukkes op for den, som banker på. 9 Hvis et barn beder sine forældre om et stykke brød, så får det vel ikke en sten?[a] 10 Eller hvis barnet beder om en fisk, så får det vel ikke en slange? 11 Når I, som er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, skulle så ikke jeres himmelske Far give gode gaver til dem, der beder ham om det?
Den gyldne regel(C)
12 Sådan som I ønsker, at andre skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem. Det er Toraen og Profeterne i en nøddeskal.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.