Book of Common Prayer
Et nødråb i sygdom
88 Til korlederen: En sang af ezraitten Heman fra Koras slægt i mahalat-stil.[a]
2 Herre, min Gud, jeg råber til dig om dagen,
jeg kalder på dig om natten.
3 Lad min bøn nå frem til dig,
lyt til mit råb om hjælp.
4 Min sjæl er tynget af problemer,
jeg befinder mig på gravens rand.
5 Man betragter mig allerede som død,
et menneske, der har mistet sin kraft.
6 Man ser på mig som et lig,
der ligger i sin grav,
som et menneske, der snart bliver glemt
og ikke længere nyder godt af din hjælp.
7 Du har kastet mig i det dybe hul,
i den mørkeste afgrund.
8 Din straf tynger mig til jorden,
skyller over mig som brændingen.
9 Du har fået mine venner til at forlade mig,
du har gjort det, så de væmmes ved mig,
jeg er fanget og ser ingen udvej.
10 Mine øjne er matte af fortvivlelse.
Åh, Herre, dagen lang råber jeg til dig,
rækker hænderne op imod dig i bøn.
11 Mon du gør underværker for de døde?
Står de op af graven for at lovprise dig?
12 Vil de døde fortælle om din nåde?
Forkynder man din trofasthed i dødsrigets mørke?
13 Vil afgrunden opleve dine undere?
Huskes din godhed i glemslens land?
14 Herre, jeg råber til dig om hjælp,
hver morgen stiger mine bønner op til dig.
15 Hvorfor har du forkastet mig, Herre?
Hvorfor skjuler du dit ansigt for mig?
16 Jeg er hjælpeløs og døden nær,
fra min ungdom plaget af rædsel.
17 Din straf overvælder mig,
så jeg er ved at gå til af angst.
18 Som en malstrøm hvirvler den omkring mig,
slår sammen over mit hoved.
19 Mine venner og min familie har forladt mig,
mine bekendte har efterladt mig i mørket.
I Herrens varetægt
91 De, der søger hjælp hos den Højeste,
bliver beskyttet af den almægtige Gud.
2 Jeg siger til Herren: „Du er min tilflugt,
jeg stoler trygt på dig, min Gud.”
3 Han bevarer dig fra at gå i fælden,
redder dig fra dødelige sygdomme.
4 Han dækker dig med sine fjer,
du er tryg under hans vinger.
Du kan fuldt ud stole på hans hjælp.
5 Du skal ikke ligge vågen om natten af frygt,
eller være bange for de pile, der flyver om dagen.
6 Du skal ikke ængstes for at blive syg om natten,
eller for at ulykker skal ramme dig ved højlys dag.
7 Om så tusinde falder ved siden af dig,
eller ti tusinde bukker under omkring dig,
skal ulykken ikke ramme dig.
8 Med dine egne øjne får du at se,
hvordan gudløse mennesker bliver straffet.
9 Når du søger tilflugt hos Herren,
og beder den Almægtige beskytte dig,
10 skal du ikke rammes af noget ondt,
ingen ulykke skal ødelægge dit hjem.
11 For han befaler sine engle at passe på dig,
de skal vogte dig, hvor du end går.
12 De skal bære dig på hænder,
så du ikke støder din fod på nogen sten.
13 Du kan overvinde både løver og slanger
og sætte din fod på dem som sejrherre.
14 Herren siger: „Jeg redder dem, der elsker mig,
beskytter dem, der har tillid til mig.
15 Når de kalder, vil jeg svare.
Jeg hjælper dem, når de har problemer,
redder dem og giver dem oprejsning.
16 Jeg velsigner dem med et langt liv,
de skal opleve, at jeg frelser dem.”
Lovsang i Guds hus
92 En sang til sabbatten.
2 Det er godt at takke dig, Herre,
at lovsynge den almægtige Gud,
3 at mindes din nåde hver morgen,
at takke dig for din trofasthed hver aften,
4 at prise dig til harpeklang,
til toner fra lut og lyre.
5 Jeg fryder mig over dine undere,
glæder mig over dine gerninger.
6 Du gør utrolige ting, Herre,
dine tanker er ufattelige.
7 Der er noget, som tåber ikke kan begribe,
en sandhed, de uvidende ikke kan forstå:
8 Selv om de gudløse ser ud til at klare sig godt,
bliver de til sidst udslettet for evigt.
9 Men du, Herre, har magten i al evighed,
10 du nedkæmper alle dine fjender.
De gudløse vil gå til grunde,
de onde vil blive gjort til intet.
11 Du har givet mig styrke som vildoksen,
din støtte giver mig glæde og fremgang.
12 Jeg har set mine fjender falde,
hørt om mine angriberes nederlag.
13 De retskafne trives som mægtige palmer,
vokser sig store som Libanons cedre.
14 De er plantet i Herrens Hus,
dér trives de under hans pleje.
15 Selv i alderdommen bærer de frugt,
de bevarer deres friskhed og livskraft.
16 De vidner om Herrens beskyttelse,
han er helt igennem god og retfærdig.
17 Da udkigsposten i vagttårnet ved Jizre’el fik øje på Jehu og hans følge, meldte han: „En stor flok mennesker er i sigte.”
„Send straks en rytter af sted, så vi kan få at vide, om det er venner eller fjender, der kommer,” befalede kong Joram. 18 Straks blev en ryttersoldat sendt af sted.
„Kongen vil vide, om du er ven eller fjende,” sagde soldaten til Jehu. „Har du fredelige hensigter?”
Jehu svarede: „Det kommer ikke dig ved, men hvis du selv vil have fred, så slut dig til mig.” Soldaten drejede så hesten omkring og sluttede sig til Jehus følge.
Udkigsposten meldte nu tilbage til kongen, at rytteren ikke kom tilbage. 19 Da sendte kongen endnu en rytter af sted. Også han forlangte i kongens navn at få at vide af Jehu, om han var ven eller fjende.
Og Jehu svarede som før: „Det kommer ikke dig ved, men hvis du selv vil have fred, så slut dig til mig.”
20 „Heller ikke den anden rytter kommer tilbage,” meldte udkigsposten til kongen. „Det må være Jehu, der er på vej. Han kører i fuld fart.”
21 „Hurtigt, gør vognen klar!” befalede kong Joram. Derefter kørte han og kong Ahazja af Juda af sted i hver sin vogn for at møde Jehu, og de mødte ham ved Nabots mark.
22 „Er der fred ved fronten, Jehu?” spurgte kong Joram.
Jehu svarede: „Hvordan skulle der kunne være fred, så længe din mors trolddomskunster og afgudsdyrkelse stadig florerer i landet?”
23 Da vendte Joram vognen med det samme og flygtede, mens han råbte til kong Ahazja: „Det er mytteri, Ahazja!” 24 Jehu greb hurtigt sin bue, spændte den til bristepunktet og ramte kong Joram i ryggen. Pilen borede sig ind mellem skulderbladene og videre ind i hjertet. Øjeblikkeligt segnede Joram om i sin stridsvogn, død på stedet.
25 Jehu befalede sin næstkommanderende, Bidkar, at smide liget ud af vognen dér på Nabots mark og sagde til ham: „Kan du huske, dengang vi red side om side i Ahabs livvagt, og vi hørte den profeti, der blev udtalt over Ahabs slægt? Herren sagde: 26 ‚På Nabots jord vil jeg straffe ham for mordene på Nabot og hans sønner.’ Kast ham derfor ud på marken. Så bliver Herrens ord opfyldt nu.”
27 Da kong Ahazja af Juda så, hvad der skete, flygtede han i sin vogn i retning mod Bet-ha-Gan, men Jehu og hans folk satte efter ham, idet Jehu råbte: „Han skal ikke få lov at slippe.” Så skød de efter ham og sårede ham på vej op mod Gurpasset nær byen Jibleam. Det lykkedes ham at nå frem til Megiddo, men der døde han. 28 Hans folk kørte ham derefter til Jerusalem, hvor han blev begravet sammen med sine forfædre i Davidsbyen. 29 Således døde kong Ahazja. Han blev konge over Juda i kong Joram af Israels 11. regeringsår.
Jezabels skæbne
30 Jehu kørte videre til Jizre’el, hvor Ahab havde bygget sit kongelige palads. Da Jezabel hørte, at han var kommet, pyntede hun sig, lagde øjenskygge på og ordnede sit hår. Fra paladsets vindue holdt hun øje med, hvad der gik for sig i gaderne, 31 og da Jehu kørte ind gennem byens port, råbte hun ned til ham: „Kommer du med fred, du, der har myrdet din egen herre, som Zimri gjorde?”
32 Jehu kiggede op og fik øje på Jezabel i vinduet. Så råbte han op mod paladsets mure: „Hvem af jer deroppe holder med mig?” Straks kiggede to-tre hoffolk ud af et vindue.
33 „Smid hende herned,” råbte Jehu til dem.
Så smed de hende ud ad vinduet, og hendes blod sprøjtede op på slotsmuren og på de heste, der trampede hen over hende. 34 Jehu gik så ind i paladset, og da han havde spist og drukket, sagde han til hoffolkene: „I må hellere gå ud og begrave den forbandede kvinde. Hun er trods alt af kongelig herkomst.” 35 Men da de gik ud for at begrave hende, fandt de kun hendes kranium og hendes hænder og fødder, 36 og da de fortalte det til Jehu, udbrød han: „Det stemmer med, hvad Herren sagde, for han fortalte profeten Elias, at hundene skulle æde hendes krop i Jizre’el, 37 og hun vil komme ud som ekskrementer på marken uden for Jizre’el. Dermed er der ingen, som kan udpege hendes grav og sige: ‚Der ligger Jezabel.’ ”
Spørgsmål om ægteskabet
7 Med hensyn til jeres spørgsmål om ægteskab og sex, så er det prisværdigt for en mand at leve i cølibat, 2 men hvis manden er gift, bør han være sammen med sin kone, og konen bør være sammen med sin mand, for at de ikke skal fristes til seksuel synd. 3 Manden bør opfylde sin kones ægteskabelige behov, og konen bør tilsvarende opfylde sin mands behov. 4 En gift kvinde tilhører sin mand og ikke kun sig selv, og tilsvarende tilhører en gift mand sin kone og ikke kun sig selv. 5 Derfor må I ikke afvise jeres ægtefælles ønske om sex, med mindre I er enige om at være afholdende en tid, for at I bedre kan koncentrere jer om at bede. Derefter skal I være sammen igen, for at Satan ikke skal friste jer, når jeres drifter bliver for stærke. 6 Det her er en indrømmelse, jeg giver jer, ikke en befaling. 7 Jeg kunne ønske, at alle havde det som jeg, men enhver har sin egen nådegave fra Gud—én person har det på én måde, en anden har det på en anden måde.
8 Med hensyn til enkerne og enkemændene, vil jeg sige: Det er prisværdigt for dem at forblive ugift ligesom jeg. 9 Men hvis de ikke kan leve i afholdenhed, må de hellere gifte sig, for det er bedre at gifte sig end at blive opslugt af sine drifter.
7 Når I beder, skal I ikke gøre som de mennesker, der ikke kender Gud. De fremsiger de samme bønner om og om igen, for de tror, at deres bønner bliver hørt på grund af de mange ord. 8 Sådan skal I ikke gøre, for jeres Far ved, hvad I trænger til, før I beder ham om det. 9 Bed derfor på følgende måde:
Far i Himlen.
Må du blive æret.
10 Må dit rige bryde igennem.
Må din vilje ske på jorden,
som den sker i Himlen.
11 Giv os det, vi har brug for i dag.
12 Tilgiv os, hvor vi har svigtet,
ligesom vi selv har tilgivet dem, der har svigtet os.
13 Lad os ikke bukke under for fristelsen,[a]
men red os fra den Ondes angreb.[b]
14 Hvis I tilgiver dem, der har gjort noget forkert mod jer, vil jeres Far i Himlen også tilgive jer. 15 Men hvis I nægter at tilgive, vil han heller ikke tilgive jer.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.