Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Book of Common Prayer

Daily Old and New Testament readings based on the Book of Common Prayer.
Duration: 861 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 119:41-64

Tillid til Guds hjælp og indgriben

41 Du har lovet at redde mig, Herre.
    Vis mig nu din trofasthed og grib ind.
42 Det er dit ord, jeg har sat min lid til.
    Giv mig et svar til dem, der håner mig.
43 Det, at du redder mig og griber ind,
    vil bevise, at det, jeg har sagt om dig, er sandt.
44 Da vil jeg altid holde din lov,
    både nu og til evig tid.
45 Det giver mig en vældig frimodighed,
    at jeg bygger mit liv på dine love.
46 Derfor skammer jeg mig ikke over dit ord,
    men forkynder det frimodigt selv for konger.
47 Det er en stor glæde at kende dine bud.
    Åh, hvor jeg elsker dem.
48 Dagligt rækker jeg hænderne ud efter dem.
    Det fryder mig at kunne meditere over dem.

Guds trøst under vanskelige forhold

49 Herre, jeg tjener dig i tillid til dine løfter,
    for det er dem, der giver mig håb.
50 Hver gang jeg kommer ud for modstand,
    giver dit ord mig nyt mod på livet.
51 Hån og spot hagler ned over mig,
    men jeg holder fast ved dit ord.
52 Herre, jeg holder mig dine bud for øje,
    de har stået deres prøve, og de giver mig trøst.
53 Harmen vælder op i mig,
    når de gudløse gør nar af dine bud.
54 Hvor jeg end opholder mig,
    hylder jeg dine befalinger med glæde.
55 Herre, selv om natten tænker jeg på dig,
    også da vil jeg adlyde dine bud.
56 Hver dag vil jeg følge dine bud,
    for det giver mig glæde i livet.

At handle på Guds bud

57 Jeg bygger mit liv på dig, Herre,
    og jeg har besluttet at følge dine bud.
58 Jeg beder dig af hele mit hjerte:
    vær nådig imod mig, som du har lovet.
59 Jeg har gjort status over mit liv
    og har valgt at rette mig efter dit ord.
60 Jeg vil ikke vente eller tøve,
    men straks gøre det, du siger, jeg skal.
61 Jeg vil aldrig glemme din lov,
    selv om de gudløse prøver at få mig i fælden.
62 Jeg kan stå op midt om natten
    for at takke dig for dine gode love.
63 Jeg er ven med alle, der tjener dig
    og overholder dine forordninger.
64 Jorden er fuld af din trofasthed, Herre,
    lær mig at forstå dine bud til bunds.

Esajas 8:11-20

Om at have tillid til Gud

11 Herren opfordrede mig kraftigt til at stå fast og ikke følge flertallet. Henvendt til os, der fulgte ham, sagde han: 12 „I skal ikke kalde noget for en sammensværgelse, bare fordi andre gør det. Bliv ikke grebet af panik som flertallet. 13 Det er mig, I skal respektere, frygte og ære, for jeg er Herren, den Almægtige. 14 Jeg er som en helligdom og et tilflugtssted, men også som en anstødssten, som både Israel og Juda vil snuble over, en fælde, som Jerusalems indbyggere vil blive fanget i. 15 Mange vil snuble og falde over den. 16 Skriv det ned, som jeg har sagt, og sæt segl på bogrullen, så de, der følger mig, kan holde fast ved mit ord.”

17 Jeg har forventning til, at Herren griber ind, selv når han vender ryggen til Israels folk. Jeg sætter al min lid til ham. 18 Her er jeg sammen med de børn, som Herren gav mig. Vi er som tegn[a] for Israels folk fra Herren, den Almægtige, som bor på Zions bjerg.

19 Måske vil nogle sige til jer: „Prøv at spørge de clairvoyante til råds, dem der mumler og hvisker. Skal man ikke søge råd hos sine guder og adspørge de døde angående de levende, 20 så man kan få vejledning og hjælp?” Men de, der siger sådan, famler i mørket.

Romerne 10:1-15

10 I skal vide, kære venner, at jeg ønsker af hele mit hjerte og beder om, at mine jødiske landsmænd må få det evige liv. Jeg kan bevidne, at de brænder for Guds sag, men at de mangler forståelse for, hvad hans vilje er. De forstår nemlig ikke, at det at blive godtaget af Gud er en gave. I stedet prøver de at blive accepteret af ham ved at gøre, hvad de kan, for at opfylde den jødiske lov. De har ikke forstået Guds måde at gøre det på, for den jødiske lovs tidsalder ophørte, da Kristus kom.[a] Alle mennesker bliver nu accepteret af Gud ved tro på Kristus.

Angående dem, der er underlagt den jødiske lov, skriver Moses: „Den, der overholder alle disse love, vil få livet derved.”[b] Når det derimod drejer sig om dem, der er accepteret af Gud på grund af tro, siger Skriften: „Du skal ikke spørge, hvem der kan stige op til Himlen (nemlig for at hente Kristus ned), eller hvem, der kan stige ned i afgrunden (nemlig for at hente Kristus op fra de døde.)” Skriften siger nemlig også: „Du kender allerede budskabet. Det er i dit hjerte og på dine læber.”[c] Og det er netop det budskab om tro, vi forkynder. Hvis du ærligt kan sige: „Jesus er herre i mit liv”, og hvis du i dit hjerte tror på, at Gud oprejste Jesus fra de døde, så får du det evige liv. 10 Gud accepterer og giver evigt liv til alle, som i deres hjerte tror på Jesus, og som med munden bekræfter deres tro.

11 Skriften siger også: „De, der tror på ham, vil ikke blive skuffede.”[d] 12 I det stykke er der ingen forskel på jøder og andre folkeslag, for de har alle den samme Jesus som deres Herre, og han giver sin rige velsignelse til alle, der råber til ham om hjælp. 13 Der står nemlig skrevet: „Enhver, der råber til Herren om hjælp, vil blive reddet.”[e]

14 Men hvordan kan nogen søge hjælp hos Jesus, hvis de ikke tror på ham? Og hvordan kan nogen komme til tro på ham, hvis de ikke har hørt om ham? Og hvordan kan de høre om ham, hvis ingen fortæller dem om ham? 15 Og hvordan kan nogen fortælle om ham, hvis de ikke sendes ud med budskabet? Som Skriften siger: „Hvor er det dejligt, når nogen kommer med et glædeligt budskab.”[f]

Salme 19

Skaberværkets vidnesbyrd

19 Til korlederen: En sang af David.

Himlen vidner om Guds herlighed,
    universet udtrykker hans underfulde skaberkraft.
Dag efter dag forkynder solen Guds storhed.
    Nat efter nat vidner stjernerne derom.
Skaberværket taler ikke,
    der er ingen stemme at høre.
Og dog når budskabet til jordens ende,
    det kan ses overalt i verden.

Solen fik sit hjemsted på himlen,
    strålende som en brudgom bryder den frem,
        gennemløber sin bane med udholdenhed og glæde.
Den ene horisont er dens udgangspunkt,
    ved den anden når den sit mål.
        Intet undgår dens brændende varme.

Herrens lov

Herrens lov er fuldkommen, giver sjælen styrke.
    Hans befalinger er troværdige, gør selv en tåbe vis.
Herrens anvisninger er gode, giver hjertet glæde.
    Hans forordninger er fuldkomne, giver indsigt og forstand.
10 Herrens ord er sande, står fast for altid.
    Hans vedtægter er gode og værd at følge.
11 De er mere værd end guld, ja selv det pureste guld,
    sødere end frisk honning, der drypper fra bikagen.
12 Dine tjenere bliver vejledt gennem dem,
    de, der adlyder dem, bliver rigt belønnet.

Hjælp imod synd

13 Herre, hvem kan se sine egne fejl?
    Straf mig ikke for ubevidste synder.
14 Bevar mig fra at synde med vilje,
    lad ikke mit begær få magten over mig.
Da kan jeg stå uden skyld for dit ansigt
    og skal ikke dømmes for oprør imod dig.
15 Gid alt, hvad jeg siger med min mund,
    og alt, hvad jeg tænker i mit hjerte,
        er noget, du kan acceptere.
Herre, du er den, der beskytter og udfrier mig.

Salme 112

At adlyde Herren giver velsignelse

112 Halleluja!
At adlyde Herren giver velsignelse.[a]
    Budene er til for at blive overholdt.
Du og dine efterkommere får fremgang og magt,
    enhver, der handler ret, bliver velsignet.
Familien vil opleve velstand,
    gode mennesker vil altid blive husket.
Herren gør de gudfrygtige til et lys midt i mørket,
    især når de er venlige og barmhjertige.
Ja, velsignet er de gavmilde og hjælpsomme,
    kendetegnet på deres handlinger er ærlighed.
Lever de sådan, får de styrke og fasthed,
    mennesker med et godt ry bliver husket længe.
Når modgangen kommer, som kunne skabe frygt,
    opgiver de ikke, for de stoler på Herren.
På trods af fjendens angreb
    rider de stormen af og ender med sejr.
Sådanne mennesker giver gavmildt til dem, der er i nød,
    taknemmelighed og ære bliver dem til del,
uselvisk godhed vil aldrig blive glemt.
10     Ved at se en sådan velsignelse bliver de gudløse vrede.
Ynkeligt sidder de tilbage med tomme hænder,
    ærgrelsen står malet i deres ansigter.

Matthæus 13:44-52

Skatten og perlen

44 Jesus fortsatte: „Med Guds rige er det som med en skat, der lå skjult i en mark. En mand fandt skatten og blev så glad, at han straks dækkede den til igen og solgte alt, hvad han ejede, for at kunne købe den mark.

45 Med Guds rige er det som med en opkøber, der søgte efter ægte perler. 46 En dag stod han over for en uhyre kostbar perle, og han solgte alt, hvad han ejede, for at købe den.”

Sorteringen ved verdens ende

47 Jesus kom med endnu et billede på Guds rige. „Når et vod bliver lagt ud i søen og trukket gennem vandet, kommer der alle slags fisk i nettet. 48 Efter at nettet er trukket op på stranden, fyldt med fisk, sætter fiskerne sig ned for at sortere fiskene. De gode samler de sammen i kurve, men de dårlige smider de væk. 49 Sådan vil det gå ved verdens ende: Englene vil komme og adskille de onde fra dem, som Gud kan acceptere. 50 De onde bliver kastet i ildovnen, hvor der er gråd og stor fortvivlelse.”

Nyt og gammelt

51 „Forstår I nu billederne?” spurgte Jesus. „Ja,” svarede disciplene, „det gør vi.” 52 Så tilføjede han: „Hvis en skriftlærd lader sig oplære i Guds riges principper, kan han sammenlignes med en mand, som har både nyt og gammelt at tage frem fra sit forråd.”

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.