Book of Common Prayer
Længsel efter Herren
63 En sang af David, da han opholdt sig i Judæas ødemark.
2 Gud, du er min Gud, og jeg opsøger dig.
Min sjæl tørster efter fællesskab med dig.
Hele min krop sukker efter et møde med dig
i dette afsvedne og tørre land.
3 Jeg har oplevet din nærhed i helligdommen,
jeg har set din magt og herlighed.
4 At opleve din godhed er mere værd end livet.
Derfor vil jeg altid lovsynge dig.
5 Jeg vil takke dig, så længe jeg lever,
løfte mine hænder i tilbedelse til dig.
6 Du mætter min sjæl med udsøgte retter,
jeg lovsynger dig med fryd i hjertet.
7 Når jeg ligger i min seng, mindes jeg din storhed,
jeg tænker på din nåde, når jeg vågner om natten.
8 Jeg husker, hvor ofte du har hjulpet mig,
jeg fryder mig under dine vingers skygge.
9 Jeg klynger mig til dig,
og du holder mig i dine stærke arme.
10 Mine fjender prøver at dræbe mig,
men de skal styrtes i dødsriget.
11 De skal falde for sværdet
og blive føde for sjakaler.
12 Men jeg vil glæde mig over min Gud.
Enhver, der stoler på ham, har grund til at juble,
men de falske bedragere må forblive tavse.
Guds nåde og trofasthed
103 En sang af David.
Min sjæl, pris Herren,
alt i mig skal ophøje hans hellige navn.
2 Min sjæl, pris Herren,
glem ikke hans velgerninger.
3 Han tilgiver alle mine synder
og helbreder alle mine sygdomme.
4 Han frier mig fra dødens gab,
velsigner mig med sin nåde og godhed.
5 Han mætter mig med gode gaver,
jeg får min livskraft igen som ørnen.
6 Han lader retfærdigheden ske fyldest,
så de undertrykte får deres ret.
7 Han åbenbarede sine planer for Moses,
Israels folk var vidner til hans undere.
8 Herren er barmhjertig og nådig
med tålmodig og trofast kærlighed.
9 Han fortsætter ikke med at anklage os,
bliver ikke ved med at være vred.
10 Han giver os ikke løn som forskyldt,
straffer os ikke i forhold til vore synder.
11 Så højt som himlen er over jorden,
så stor er hans nåde mod dem, der har ærefrygt.
12 Så langt som østen er fra vesten,
har han fjernet vore synder fra os.
13 Som en far er barmhjertig mod sine børn,
er Herren barmhjertig mod dem, der ærer ham.
14 Han forstår, hvor skrøbelige vi er,
han ved, at vi kun er som støv.
15 Vores liv på jorden er som græsset,
som markblomster, der hurtigt forsvinder.
16 Blæsten gør en ende på blomsten,
man skulle tro, den aldrig havde været der.
17 Men Herrens trofasthed er evig,
den omslutter dem, der ærer ham.
Hans godhed bliver alle generationer til del,
18 hvis de holder hans pagt og adlyder hans bud.
19 Herren sidder på sin trone i Himlen,
alt er underlagt hans herredømme.
20 Lovpris Herren, alle hans engle,
I vældige krigere, som adlyder hans ordrer
og udfører alle hans befalinger.
21 Ja, pris Herren, I englehære,
som tjener ham og udfører hans vilje.
22 Pris Herren, alle hans skabninger,
hvor I end befinder jer i hans rige.
Min sjæl, pris Herren.
21 Da kong Rehabeam kom tilbage til Jerusalem, mønstrede han sin hær, der bestod af elitetropper fra Judas og Benjamins stammer—180.000 i alt. Med den hær ville han tvinge Nordriget til at anerkende ham som konge. 22 Men Gud gav profeten Shemaja følgende budskab: 23-24 „Sig til Judas konge og til hele Judas og Benjamins folk, at de ikke må bekrige deres broderfolk. Sig til soldaterne, at de skal gå hjem, for det, der er sket, er sket efter min vilje.” Da soldaterne hørte det, adlød de Herrens ord og gik hver til sit.
25 Jeroboam udbyggede nu byen Sikem i Efraims bjergland og gjorde den til sin hovedstad. Han udbyggede også Penuel som fæstningsby.
Jeroboam indfører afgudsdyrkelse og en ny fest
26-27 Det varede ikke længe, før Jeroboam begyndte at frygte for, om han nu også kunne fastholde kongemagten. „Nordrigets folk rejser jo stadig op til Herrens hus i Jerusalem for at bringe deres ofre der,” sagde han til sig selv. „Når de ser, hvor meget guld der er i Jerusalem, kan de let blive fristet til at gå over til kong Rehabeam af Juda. Så finder de måske på at slå mig ihjel og overgive hele Nordriget til Davids slægt.”
28 På sine rådgiveres opfordring fik Jeroboam derfor lavet to guldkalve. „Det er for besværligt at tage helt til Jerusalem og ofre,” sagde han til folket. „Her er jeres guder, som førte jer ud af Egyptens land!”
29-30 Den ene guldkalv blev anbragt i den sydlige by, Betel, og den anden blev senere i en stor procession ført op til den nordligste by, Dan. Det var naturligvis en alvorlig synd, for folket begyndte at tilbede disse afguder. 31 Jeroboam opførte også afgudsaltre på offerhøjene rundt omkring, og han udnævnte præster fra andre stammer end Levis stamme i modstrid med Herrens befaling. 32-33 Han bekendtgjorde også, at den årlige løvhyttefest for fremtiden skulle fejres i Betel den 15. dag i den ottende måned[a]—en dato han selv fandt på, og han indkaldte alle sine præster til at gøre tjeneste i Betel under den ugelange højtid. Da festen begyndte, steg han selv op på alteret i Betel for at tænde ilden og ofre til den guldkalv, han havde ladet opstille der.
18 Så blev de to mænd kaldt ind for Rådet igen og fik besked på, at de fra nu af aldrig mere måtte tale om Jesus eller viderebringe hans lære. 19 „I mener altså, at vi skal adlyde jer i stedet for Gud?” sagde Peter og Johannes. 20 „Nej, vi kan ikke holde op med at tale om det, vi har set og hørt.”
21 Så lod Rådet disciplene gå, efter at de havde givet dem endnu en advarsel. De turde ikke straffe dem af frygt for, hvordan folkeskaren ville reagere. Alle lovpriste jo Gud for det mirakel, der var sket: 22 En lam mand på over 40 år var blevet fuldstændig helbredt.
Menigheden beder om frimodighed og fyldes med Helligånden igen
23 Så snart Peter og Johannes var blevet løsladt, vendte de tilbage til de andre apostle og disciple og fortalte, hvad ypperstepræsterne og folkets ledere havde sagt til dem.
24 Da forsamlingen hørte det, forenede de sig i bøn: „Mægtige Herre! Det er dig, som har skabt himlen og jorden og havet og alt, hvad der er i dem. 25-26 Det er også dig, som for længe siden ved Helligånden talte gennem vores forfar, din tjener David, og sagde:
Hvorfor er de fremmede folk så rasende?
Deres konger gør sig klar til kamp.
Hvorfor lægger folk nytteløse planer?
Deres ledere samles til rådslagning.
De kæmper imod Herren selv,
de angriber hans udvalgte tjener.[a]
27 Dine fjender samlede sig her i Jerusalem, både kong Herodes og den romerske guvernør, Pontius Pilatus, både jøderne og de fremmede, for at bekæmpe din hellige Tjener, Jesus, 28 og for at udføre det, som du i din almagt og visdom forud havde bestemt skulle ske. 29 Nu beder vi dig, Herre: Tag dig af deres trusler, og giv dine tjenere frimodighed til at forkynde dit ord. 30 Send din helbredende kraft, og lad tegn og undere ske i din hellige Tjeners, Jesu, navn.”
31 Da de havde bedt, rystede det sted, hvor de var forsamlet, og de blev alle fyldt med Helligåndens kraft. Derefter fortsatte de frimodigt med at tale Guds ord til folk.
31 Da begyndte de igen at samle sten op for at slå ham ihjel. 32 Men han sagde: „Jeg har udført mange gode gerninger, som min Far har bedt mig om at gøre. Hvilken af dem er det, I vil stene mig for?”
33 „Du skal ikke stenes for nogen god gerning,” svarede de. „Men du skal dø, fordi du håner Gud. Du er kun et menneske, men du gør dig til ét med Gud!”
34 „Står der ikke i Skriften: ‚Jeg har kaldt jer guder’?[a]” spurgte Jesus. 35 „Hvis altså Skriften, som ikke kan annulleres, kalder de mennesker ‚guder’, som Gud havde indsat til at gøre hans vilje, 36 hvordan kan I så anklage mig, som Faderen har indsat og sendt til verden, og sige, at jeg håner Gud, fordi jeg siger, at jeg er Guds Søn? 37 Hvis det ikke var min Fars gerninger, jeg gjorde, så skulle I ikke tro mig. 38 Men når jeg nu gør hans gerninger, så tro i det mindste for gerningernes skyld, så I må kunne forstå og komme til den erkendelse, at Faderen er i mig og jeg er i ham.”
39 De forsøgte derefter at fange ham, men han slap fra dem.
Mange almindelige mennesker kommer til tro på Jesus som Messias
40 Jesus tog nu igen over til området øst for Jordanfloden, til det sted, hvor Johannes tidligere havde døbt. Der opholdt han sig et godt stykke tid, 41 og mange mennesker flokkedes om ham. De sagde til hinanden: „Johannes udførte ganske vist ingen undere, men alt, hvad han sagde om denne mand, var sandt.” 42 Og mange af dem kom til tro på Jesus.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.