Book of Common Prayer
De gudløses straf og de gudfrygtiges fremtid
37 En sang af David.[a]
At de onde synes at klare sig godt
må ikke få dig til at misunde dem,
2 for der kommer en dag, hvor det hele er forbi,
og de vil falme og visne som blomster.
3 Bestræb dig på at leve ærligt og sandt.
Sæt din lid til Herren og gør det gode.
4 Så vil du opleve glæden fra Herren,
og han vil give dig, hvad dit hjerte ønsker.
5 Din fremtid skal du lægge i Herrens hænder,
stol på ham, så griber han ind.
6 Bliver du udsat for falske anklager,
vil Herren selv bevise din uskyld.
7 Er der en synder, som klarer sig godt,
skal du ikke blive sur over det.
Sæt dig stille i Herrens nærhed,
vent tålmodigt, så griber han ind.
8 For selv om det ikke ser retfærdigt ud,
skal du ikke fare op i vrede.
9 De onde får deres straf engang,
men de, som adlyder Herren, har en lovende fremtid.
10 Glem ikke, at det snart er ude med de onde,
går man ud og leder efter dem, finder man dem ikke.
11 Men de ydmyge har en fremtid i landet,
de skal leve i fremgang og fred.
12 Hvorfor er de onde så fulde af had?
De viger ikke tilbage for at angribe de uskyldige.
13 Men Herren ryster på hovedet ad dem,
for han ved, at regnskabets time kommer.
14 Intet kan åbenbart standse deres ondskab,
de griber sværdet og spænder buen.
De overfalder de svage og værgeløse
og udrydder uskyldige mennesker.
15 Men sværdet skal ramme deres egne hjerter,
og deres buer skal brækkes itu.
16 Jeg foretrækker gudsfrygt og nøjsomhed
frem for at få del i forbryderes overflod,
17 for de onde vil uvægerligt få deres straf,
men Herren velsigner de retsindige.
18 Kun de gudfrygtige har et håb for fremtiden,
for Herren er hos dem og hjælper dem.
19 I vanskelige tider svigter han dem ikke,
midt i hungersnøden sørger han for dem.
20 Lovløse mennesker vil få deres straf,
for Herrens fjender vil ende i en ovn,
de vil forgå i flammer og røg.
21 Medlidenhed og gavmildhed kendetegner de gudfrygtige,
mens de gudløse låner uden at betale tilbage.
22 De, som Herren vedkender sig, får landet i eje,
mens de, som han forkaster, bliver udryddet.
23 Når vi vælger Herrens vej,
vil han lede vore skridt.
24 Når vi snubler, falder vi ikke,
for han holder os i hånden.
25 Overalt hvor jeg har færdedes i mit lange liv,
har jeg aldrig set de gudfrygtige ladt i stikken
eller deres børn tigge om brød.
26 For de er gavmilde og låner ud med glæde,
deres børn er til velsignelse for mange.
27 Pas på at holde dig fra det onde og gøre det gode,
så vil du opleve fremgang og fred.
28 For Herren er god,
han svigter aldrig dem, der tjener ham.
Han vil altid beskytte og hjælpe dem,
men den gudløses slægt skal udryddes.
29 De gudfrygtige skal arve landet
og bo der til evig tid.
30 Retsindige mennesker taler med visdom
og handler ret.
31 Guds lov er skrevet i deres hjerter,
derfor farer de aldrig vild.
32 Skurke lægger sig ofte i baghold
og prøver at få ram på de uskyldige.
33 Men Herren svigter ikke dem, der stoler på ham,
han får dem frikendt, hvis de stilles for retten.
34 Tålmodigt må du vente på Herren og vandre på hans vej.
Så vil du få landet i eje.
Du får lov at se de gudløses undergang.
35 Voldsmænd er store og stærke
som mægtige knejsende træer.
36 Men går man senere forbi deres hus, er de væk.
Det er forgæves at kigge efter dem.
37 Ydmyge og ærlige mennesker bør du lægge mærke til,
for de, der skaber fred, har en lykkelig fremtid.
38 Men gudløse oprørere skal udryddes,
de onde har ingen fremtid.
39 Herren beskytter dem, der adlyder ham,
han redder dem ud af deres problemer.
40 Han hjælper dem og befrier dem,
han redder dem fra de ondes angreb,
for de søger tilflugt hos ham.
Salomons koner forleder ham til afgudsdyrkelse
11 Ud over den egyptiske prinsesse, som Kong Salomon havde giftet sig med, følte han sig tiltrukket af kvinder fra fremmede folkeslag, og han giftede sig med en masse moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidonitiske og hittitiske kvinder. 2 Herren havde ellers udtrykkeligt advaret sit folk imod blandede ægteskaber, for de fremmede kvinder ville få israelitterne til at dyrke deres afguder i stedet for Herren. Men Salomon gjorde det alligevel, for de var så tiltrækkende. 3 Han havde efterhånden 700 koner med fyrstelig rang og 300 medhustruer—og disse kvinder stjal i den grad hans hjerte, at han glemte Herrens advarsler. 4 Da Salomon blev ældre, begyndte han at dyrke de andre folkeslags afguder og fulgte ikke længere Herren af hele sit hjerte, som hans far havde gjort. 5 Salomon dyrkede blandt andet den sidoniske gudinde Astarte, og den afskyelige, ammonitiske gud Milkom. 6 Salomon gjorde nu, hvad der var ondt i Herrens øjne, og han fulgte ikke Herren af hele sit hjerte, som hans far havde gjort det. 7 Han byggede endda et alter på Olivenbjerget øst for Jerusalem til ære for den ækle, moabitiske gud Kemosh og den lige så ækle, ammonitiske gud Milkom. 8 Han byggede altre til alle sine udenlandske koner, så de havde et sted, hvor de kunne bringe ofre til deres forskellige guder.
9 Herren blev vred på Salomon, fordi han var ulydig og oprørsk, på trods af at Herren havde åbenbaret sig for ham hele to gange. 10 Salomon havde fået en klar befaling om ikke at dyrke andre guder, men han havde overtrådt denne befaling. 11 „Siden du har brudt pagten og overtrådt mine befalinger, vil jeg tage kongeriget fra dig og din slægt og give det til en af dine embedsmænd,” sagde Herren til ham. 12 „Men på grund af Davids trofasthed vil det ikke ske i din egen levetid, men din søn vil miste kongemagten. 13 For Davids skyld, og for min udvalgte by Jerusalems skyld, vil din søn dog få lov til at regere over en enkelt stamme.”
Visdommens kendetegn
13 Er der nogen iblandt jer, der mener, at de er vise og forstandige? Så lad dem gå foran med et godt eksempel og demonstrere deres visdom gennem ydmyghed og gode gerninger. 14 Men hvis nogen er præget af bitter misundelse eller selviskhed, så kan de i alt fald ikke prale af at have Guds visdom. 15 Den slags „visdom” kommer ikke fra Gud. Tværtimod, det er en jordisk, menneskelig tankegang, der stammer fra de onde ånder. 16 Misundelse og selviskhed forvolder kaos og al slags ondskab. 17 Men den visdom, der kommer fra Gud, er først og fremmest uskyldsren, dernæst fredselskende og imødekommende. Den tager hensyn til andre og er kendetegnet ved barmhjertighed og gode gerninger. Den er upartisk og oprigtig. 18 Fredselskende mennesker planter fred, og de høster frugterne deraf.
Vend om fra verdslig selviskhed
4 Når der er skænderier og stridigheder iblandt jer, hvad skyldes det så? Mon ikke det skyldes de selviske motiver, der raser i jer? 2 I ønsker at få både det ene og det andet, men får intet. I er misundelige og ødelægger hinandens liv for at få fat i det, I ønsker, men I får det ikke, fordi I ikke beder til Gud om det, I ønsker. 3 Og selvom I beder, får I alligevel ikke noget, fordi I beder med forkerte motiver. I er jo kun ude på at få jeres egne ønsker opfyldt.
4 Det er en vantro måde at handle på. Ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, som kun tænker på at opnå verdslig tilfredsstillelse, kan ikke samtidig gøre Gud tilfreds. 5 Det er ikke for ingenting, når Skriften siger, at den menneskelige natur, vi har fået, så let bliver misundelig.[a] 6 Men desto større er den nåde, vi får, som der står skrevet: „Gud modarbejder de hovmodige, men de ydmyge giver han nåde.”[b]
7 Altså skal I underordne jer Guds vilje. Hold stand over for Djævelen, så går han sin vej. 8 Hold jer nær til Gud, så holder han sig nær til jer. Bed om tilgivelse for jeres onde handlinger. Og I, der står med et ben i hver lejr, I skal indvi jeres liv helt til Gud. 9 Græd over det onde, I har gjort. Sørg over det med oprigtig anger. Skift latteren ud med bedrøvelse og alvor. 10 Bøj jer ydmygt for Herren, så vil han rejse jer op.
Fordøm ikke hinanden
11 Hold op med at dømme og tale ondt om hinanden, kære venner. For gør I det, trodser I befalingen om, at vi skal elske hinanden. Det betyder, at I gør jer til dommere over befalingen i stedet for at følge den. 12 Kun Gud selv, der gav os den befaling, har ret til at være dommer. Han har magt til at frikende os eller dømme os skyldige. Hvilken ret har I da til at dømme hinanden?
12 „Hvad vil I så have, jeg skal gøre med den mand, som I kalder jødernes konge?” spurgte Pilatus. 13 „Korsfæst ham!” råbte de tilbage.
14 „Hvorfor det?” sagde Pilatus. „Hvad ondt har han gjort?”
Men de råbte blot endnu højere: „Korsfæst ham!”
15 Pilatus besluttede, at det var bedst at bøje sig for mængden, så han løslod Barabbas og gav ordre til, at Jesus skulle piskes og derefter korsfæstes.
De romerske soldater gør nar af jødernes konge(A)
16 Soldaterne førte Jesus ind i kasernen og kaldte hele garnisonen sammen. 17 De klædte ham ud som konge med en purpurrød kappe og en krone flettet af tornede grene på hovedet. 18 Så begyndte de at råbe: „Længe leve jødernes konge!” 19 Derefter slog de ham i hovedet med en kæp, spyttede på ham og kastede sig på knæ foran ham. 20 Da de til sidst blev trætte af at gøre nar af ham, trak de den røde kappe af ham og gav ham hans eget tøj på. Derefter førte de ham af sted for at korsfæste ham.
Jesus bliver korsfæstet og derefter hånet af de jødiske ledere(B)
21 En forbipasserende, Simon fra Kyrene, som var far til Alexander og Rufus, var netop på vej ind i byen. Ham tvang soldaterne til at bære Jesu kors.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.