Book of Common Prayer
Lovsang til den nådige og trofaste Gud
66 Til korlederen: En lovsang.
Bryd ud i fryderåb for Gud, hele jorden,
2 lovpris hans herlighed og magt.
Giv ham den ære, han fortjener.
3 Sig til ham: „Dine gerninger er underfulde, Gud,
fjenderne viger for din vældige magt.
4 Hele jorden skal tilbede dig
og lovprise din herlighed.”
5 Kom og se Guds undere,
han gør fantastiske mirakler for sit folk.
6 Han banede en vej gennem havet,
så folket kunne gå tørskoet over.
Lad os juble over hans vældige magt.
7 Han har herredømmet for evigt og altid,
han regerer over alverdens folk.
Kun en tåbe gør oprør mod ham.
8 Pris Gud, alle folkeslag på jorden,
lad lovsange lyde til hans ære.
9 Han holder vores liv i sin hånd,
han sørger for, at vi ikke snubler.
10 Du brugte ilden til at rense os, Gud,
som sølv i en smeltedigel.
11 Du fangede os i dit net
og gjorde os til slaver.
12 Du lod fjenderne underkue os,
vi gik gennem ild og vand,
men du førte os ud i frihed til sidst
og gav os fremgang og fred.
13 Jeg vil bringe dig brændofre i din helligdom
for at opfylde de løfter, jeg gav dig.
14 Jeg vil stå ved de ord, jeg sagde,
da jeg råbte til dig i min nød.
15 Jeg vil ofre mit fedekvæg til dig.
Tag imod mine vædderes vellugt,
duften fra mine tyre og geder.
16 Kom og hør, I, der ærer min Gud.
Jeg vil fortælle, hvad han har gjort for mig.
17 Jeg råbte til ham om hjælp,
jeg priste ham med min lovsang.
18 Havde jeg huset ondskab i hjertet,
ville han ikke have hørt min bøn.
19 Men han lyttede til mig,
han hørte min tryglende bøn.
20 Jeg priser dig, Gud, fordi du hørte min bøn
og omsluttede mig med din trofaste kærlighed.
Under Guds velsignelse
67 Til korlederen: Brug strengeinstrumenterne. En lovsang.
2 Velsign os og vær os nådig, Gud.
Grib ind og udfør dine undere.
3 Alle jordens folk vil kunne se, hvem du er,
når de oplever din magt til at frelse.
4 Alle folkeslag på jorden skal prise dig, Gud,
alle verdens nationer skal give dig ære.
5 Alle folkeslagene skal fryde sig over dig,
de vil lovprise dig med glædessange,
for alle dine handlinger er retfærdige,
og du regerer over alle nationer.
6 Alle folkeslag på jorden skal prise dig, Gud,
alle verdens nationer skal give dig ære.
7 Du har velsignet os, Gud,
og givet os en god høst.
8 Når Gud velsigner os mennesker så rigt,
bør alle folkeslag på jorden give ham ære.
Skaberværkets vidnesbyrd
19 Til korlederen: En sang af David.
2 Himlen vidner om Guds herlighed,
universet udtrykker hans underfulde skaberkraft.
3 Dag efter dag forkynder solen Guds storhed.
Nat efter nat vidner stjernerne derom.
4 Skaberværket taler ikke,
der er ingen stemme at høre.
5 Og dog når budskabet til jordens ende,
det kan ses overalt i verden.
Solen fik sit hjemsted på himlen,
6 strålende som en brudgom bryder den frem,
gennemløber sin bane med udholdenhed og glæde.
7 Den ene horisont er dens udgangspunkt,
ved den anden når den sit mål.
Intet undgår dens brændende varme.
Herrens lov
8 Herrens lov er fuldkommen, giver sjælen styrke.
Hans befalinger er troværdige, gør selv en tåbe vis.
9 Herrens anvisninger er gode, giver hjertet glæde.
Hans forordninger er fuldkomne, giver indsigt og forstand.
10 Herrens ord er sande, står fast for altid.
Hans vedtægter er gode og værd at følge.
11 De er mere værd end guld, ja selv det pureste guld,
sødere end frisk honning, der drypper fra bikagen.
12 Dine tjenere bliver vejledt gennem dem,
de, der adlyder dem, bliver rigt belønnet.
Hjælp imod synd
13 Herre, hvem kan se sine egne fejl?
Straf mig ikke for ubevidste synder.
14 Bevar mig fra at synde med vilje,
lad ikke mit begær få magten over mig.
Da kan jeg stå uden skyld for dit ansigt
og skal ikke dømmes for oprør imod dig.
15 Gid alt, hvad jeg siger med min mund,
og alt, hvad jeg tænker i mit hjerte,
er noget, du kan acceptere.
Herre, du er den, der beskytter og udfrier mig.
Gud er midt iblandt sit folk
46 Til korlederen: En sang af Koras slægt. Synges af sopranstemmer.[a]
2 Gud er vor tilflugt og styrke,
parat til at hjælpe i svære tider.
3 Derfor behøver vi ikke at frygte,
om jorden end ryster, og bjergene styrter i havet,
4 om end havene larmer og raser,
om end bjergene skælver ved bølgernes brusen.
5 Kanaler med vand bringer glæde til byen,
hvor Gud, den Almægtige, bor.
6 Den by går aldrig til grunde, for Guds bolig er der.
Han redder den, når morgenen gryr.
7 Nationer går i krig, og riger styrter sammen,
men når Gud taler, skælver hele jorden.
8 Den almægtige Gud er med os.
Israels Gud er vores redning.
9 Kom og se, hvad Herren gør,
når han kæmper imod sine fjender.
10 Han gør ende på alle krige i verden,
han brækker buen og splintrer spyddet,
alle skjolde bliver brændt.
11 „Stop,” råber han. „Accepter, at jeg er Gud!
Alle folk på jorden skal ære mig.”
12 Herren, den Almægtige, er midt iblandt os.
Israels Gud er vores tilflugt.
Eksilet—Guds dom over Israel
17 I kong Ahaz af Judas 12. regeringsår blev Hosea, Elas søn, konge i Israel. Han regerede i Samaria i ni år. 2 Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, men ikke så slemt som hans forgængere på Israels trone.
3 Kong Shalmanesar af Assyrien angreb og besejrede kong Hosea, så Israel måtte betale skat til den assyriske konge. 4 Men Hosea gjorde oprør imod assyrerkongen, idet han henvendte sig til kong So af Egypten og bad ham om hjælp i sit forsøg på at befri Israel fra det assyriske tyranni. Samtidig nægtede Hosea at betale skat til Assyrien. Da skatten udeblev, sendte assyrerkongen bud efter Israels konge og lod ham kaste i fængsel.
5 Assyrerkongen drog derefter med sin hær til Israel og belejrede hovedstaden Samaria i tre år. 6 I kong Hoseas niende regeringsår måtte byen endelig overgive sig. Israels folk blev deporteret til Assyrien og anbragt i kolonier i byen Halach, i Gozan ved Haborfloden, og i en række mediske byer.
7 Nordrigets indbyggere blev sendt i eksil, fordi de dyrkede afguderne og derved syndede imod Herren, deres Gud, som havde ført dem ud af fangenskabet i Egypten. 8 Anført af Israels konger begyndte de at følge de samme ugudelige skikke, som blev praktiseret af de folkeslag, som Herren havde jaget ud af landet for at give plads til sit eget folk. 9 Israels folk trodsede deres Gud ved at gøre mange ting, som var forkert i Herrens øjne. De indrettede offerhøje rundt omkring i landet i både små og store byer, 10 og de opstillede frugtbarhedssymboler og afgudsbilleder på alle offerhøjene og under de store træer. 11 De brændte afgudsofre på højene, sådan som folkene, der boede i landet før dem, havde gjort. Alle disse onde handlinger skete i oprør mod Herren, 12 for folket tilbad disse afguder på trods af, at Herren klart havde sagt, at det måtte de ikke gøre.
13 Gang på gang havde Herren sendt sine profeter for at advare Israel og Juda. Budskabet var altid det samme: „Hold op med jeres afgudsdyrkelse og adlyd i stedet de love og anvisninger, som jeg gav jeres forfædre ved mine profeters medvirken.” 14 Men de ville ikke høre efter. De var lige så oprørske som deres forfædre, der ikke havde tillid til, at Herren, deres Gud, ville sørge for dem. 15 De forkastede hans love, den pagt han havde oprettet med deres forfædre og stentavlerne med de ti bud, som han havde givet dem. De tilbad indholdsløse afguder og endte selv i tomhed. De efterlignede de folkeslag, som Herren havde sagt, de ikke måtte efterligne. 16 De lod hånt om Herrens, deres Guds, bud ved at tilbede to gudebilleder i form af guldkalve. De opstillede søjler for Ashera, og de tilbad Ba’al, foruden solen, månen og stjernerne. 17 Ja, de ofrede tilmed deres egne børn som brændofre. De opsøgte okkulte medier og gjorde brug af trolddom. De solgte deres sjæl til at gøre, hvad der var ondt i Herrens øjne. På den måde gjorde de oprør imod Herren, 18 og han blev meget vred på Israel og sendte dem langt væk, indtil der kun var en rest tilbage i landet, nemlig Judas stamme.
36 I Joppe var der en discipel ved navn Tabita (det betyder „gazelle”). Hun var altid parat til at give en håndsrækning—også økonomisk. 37 Men så blev hun pludselig syg og døde. Hendes venner gjorde hende i stand til begravelsen og lagde hende i et rum på første sal. 38 Joppe ligger ikke langt fra Lydda, så da disciplene hørte, at Peter var i Lydda, sendte de to mænd af sted for at bede ham om at komme hurtigst muligt. 39 Han tog straks med dem, og så snart de kom til Joppe, førte de ham op til rummet ovenpå. De mange enker, der var samlet dér, kom grædende hen til ham og viste ham de kjortler og andre klædningsstykker, som Tabita havde syet til dem. 40 Peter bad dem alle om at gå udenfor, hvorefter han knælede ned og bad. Så vendte han sig mod den døde og sagde: „Tabita, rejs dig op!” Hun slog øjnene op, og da hun så Peter, satte hun sig op. 41 Han gav hende hånden og hjalp hende op at stå. Så kaldte han på enkerne og alle de troende, for at de skulle komme ind og se, at hun nu var i live. 42 Beretningen om det mirakel spredtes som en løbeild gennem byen, og mange kom til tro på Herren. 43 Peter blev boende i Joppe et stykke tid hos en garver, der hed Simon.
Simon Peters mirakuløse fiskefangst
5 En dag, da Jesus stod nede ved Genesaret Sø, trængte folk sig ind på ham for at kunne høre Guds ord. 2 Så fik han øje på to både, der lå i vandkanten. Fiskerne var gået fra borde og var ved at rense deres net. 3 Jesus gik om bord i den båd, der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land, hvorefter han satte sig ned i båden og underviste menneskemængden derfra.
4 Da han var færdig, vendte han sig mod Simon og hans partner og sagde: „Sejl ud på dybt vand og læg jeres garn[a] ud til fangst!”
5 „Jamen, mester, vi har slidt hele natten uden at fange noget,” indvendte Simon. „Men når du siger det, så prøver vi igen.” 6 Det varede ikke længe, før nettene var så sprængfyldte med fisk, at de var lige ved at gå i stykker. 7 Simon gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme og hjælpe dem, og snart var begge både så fyldte med fisk, at de var lige ved at synke. 8 Da Simon Peter så det, faldt han på knæ for Jesus og sagde: „Gå bort fra mig, Herre! Jeg er alt for stor en synder til at være i din nærhed.” 9 Både han selv og hans medhjælpere var lamslåede og forskrækkede over den mirakuløse fiskefangst. 10 Det samme var Peters makkere i den anden båd, Jakob og Johannes, Zebedæus’ sønner. Men Jesus sagde til Simon: „Vær ikke bange. Fra nu af skal du være menneskefisker.”
11 Efter at de havde trukket bådene på land, sagde de farvel til fiskeriet og fulgte nu Jesus på fuldtid som hans disciple.[b]
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.