Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with sequential stories told across multiple weeks.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 53

Menneskets ondskab

53 Til korlederen: En visdomssang af David i mahalat-stil.[a]

Tåberne mener, at Gud ikke findes.
    De er fordærvede i tanke og handling.
Ingen gør det gode,
    ikke én eneste.
Fra himlen ser Gud på menneskene:
Er der nogen, der er forstandige?
    Er der nogen, der søger ham?
Nej, alle er faldet fra, forgiftede af synd.
    Ingen gør noget godt, ikke én eneste.
„Fatter de da intet?” siger Gud.
„De forsynder sig uden at blinke,
    og de regner slet ikke med mig.”
En dag skal de gribes af rædsel,
    fyldes af frygt som aldrig før.
Gud vil udrydde dem, der angriber hans folk.
    De bliver slået, fordi Gud har forkastet dem.
Gid Gud ville sende sin frelse fra Zion
    og redde Israels folk.
Når Gud griber ind og genrejser sit folk,
    da bliver der jubel og glæde i Israel.

3 Mosebog 23:26-41

Forsoningsdagen

26 Herren fortsatte sine instruktioner til Moses: 27 „Den tiende dag i den syvende måned skal være forsoningsdagen. På den dag skal I faste[a] og holde højtid for Herren med ildofre. 28 I må ikke udføre normalt arbejde, for den dag er afsat til at skabe forsoning mellem jer og Herren, jeres Gud. 29 Enhver, der undlader at faste på den dag, 30 og enhver, som udfører normalt arbejde på den dag, skal dø. 31 Dette er en permanent forordning, der skal gælde fra slægt til slægt, hvor I end bor. 32 Det skal være en fuldkommen hviledag, hvor I skal undlade at spise noget. Forsoningsdagen begynder ved solnedgang den niende og varer til solnedgang næste dag.”

Løvhyttefesten

33 Herren fortsatte: 34 „På den 15. dag i den syvende måned skal I påbegynde løvhyttefesten for Herren, og festen skal vare i syv dage. 35 På den første dag skal folket samles til højtid, og der må ikke udføres noget hårdt arbejde på den dag. 36 På hver af festens syv dage skal I bringe ildofre til Herren. På den ottende dag skal folket samles igen til højtid og bringe ildofre til Herren. Heller ikke på den dag må der udføres hårdt arbejde.

37 Dette er de hellige fester, hvor folket skal holde højtid og bringe ildofre til Herren, både brændofre og afgrødeofre, madofre og drikofre. 38 Disse festdage er ekstra højtider ud over sabbatsdagene, og de ofre, I bringer ved disse fester, skal være i tilgift til jeres normale gaver og taknemmelighedsofre til Herren.

39 Hvad løvhyttefesten angår, skal den vare i en hel uge. Når høsten er overstået, skal festen påbegyndes på den 15. dag i den syvende måned, og både den første dag og den ottende dag skal være hviledage. 40 På den første dag skal I komme med de flotteste frugter, palmegrene, løvrige grene og pilegrene, og i syv dage skal I danse og juble for Herren. 41 Husk, at festen skal være en tilbagevendende begivenhed, som I fejrer år efter år.

Aabenbaringen 19:1-8

Lammets bryllup

19 Efter dette hørte jeg et vældigt råb fra en stor flok mennesker i Himlen:

„Halleluja!
    Nu er Guds herlighed kommet med kraft og frelse.
Hans domme er korrekte og retfærdige.
Han dømte den store skøge,
    som ødelagde verden med sin forførelse.
Han straffede hende, som dræbte hans tjenere.
Halleluja!
    Røgen fra byen vil stige op i al evighed.”

De 24 medregenter og de fire levende væsener faldt på knæ og tilbad Gud, der sad på tronen. „Amen! Halleluja!” råbte de. Derpå lød en stemme fra tronen: „Pris Gud, alle hans tjenere og de, der ærer ham, både kendte og ukendte!”

Dernæst hørte jeg lyden af råb fra en stor menneskemængde. Det var en buldrende lyd som et mægtigt vandfald eller en kraftig torden:

„Halleluja!
Nu er det Herren, den Gud, som hersker over alle ting, der regerer!
    Lad os være glade og juble og lovprise ham.
Nu kan Lammets bryllupsfest begynde.
    Hans brud har gjort sig parat,
        hun har fået en skinnende hvid klædning at tage på.”

(Den hvide klædning er Guds folks gode gerninger.)

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.