Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Guds herlighed åbenbares for profeten i et syn

1 ^1-3 Mit navn er Ezekiel, søn af Buzi, og jeg tilhører præsteslægten. Da jeg var 30 år gammel,^[a] viste Herren mig en række syner. Det begyndte på den femte dag i årets fjerde måned, og det var fem år efter, at kong Jojakin, en stor del af folket og jeg selv var ført i eksil. Jeg opholdt mig ved Kebarfloden i Babylonien, hvor jeg boede blandt de bortførte judæere. Pludselig kom Guds kraft over mig. Det var, som om himlen åbnedes, og jeg så de utroligste ting.

⁴ Først hørte jeg en voldsom vind komme fra nord. Den drev en stor sky foran sig, og ud fra skyen stod der flammer, som oplyste alt omkring den, og i centrum af flammerne var der noget, der så ud som glødende metal.

^5-8 Midt i skyen var der fire levende væsener, der lignede mennesker, bortset fra, at hver af dem havde fire ansigter, fire arme og fire vinger. Deres ben skinnede som bronze og lignede menneskeben, men deres fødder lignede mest fødderne på en kalv. Armene sad neden under vingerne, en arm under hver vinge.

^9-11 Hver af dem havde et menneskeansigt, der vendte fremad, et løveansigt, der vendte mod højre, et okseansigt mod venstre, og et ørneansigt, der vendte bagud. De fire vinger sad i par, og det ene par vinger var spredt ud, så de fire væsener rørte ved hinanden med vingespidserne, mens det andet vingepar var foldet sammen ind til kroppen. De kunne bevæge sig i alle retninger uden at vende sig, ¹² så dér, hvor ånden i dem ønskede, at de skulle hen, bevægede de sig af sted uden at vende sig.

^13-14 De levende væsener udsendte et kraftigt lys som glødende kul eller brændende fakler, og de hoppede hurtigt frem og tilbage, så det så ud som lyn, der glimtede imellem dem.

¹⁵ Mens jeg iagttog de levende væsener, opdagede jeg fire hjul på jorden under dem, ét hjul under hvert af de fire væsener. ¹⁶ Hjulene var alle ens og skinnede som ædelsten. Hjulene var lavet sådan, at der sad et andet hjul på tværs inden i dem, ¹⁷ så de kunne bevæge sig i alle fire retninger uden at dreje. ¹⁸ De fire hjul havde fælge og eger, og på kanten af fælgene sad der øjne hele vejen rundt.

^19-21 Når de fire levende væsener bevægede sig fremad, bevægede hjulene sig fremad sammen med dem. Når de bevægede sig opad, bevægede hjulene sig også opad, og når de standsede, standsede hjulene også. Hvor som helst de bevægede sig hen, fulgte hjulene med, for deres ånd var i hjulene.

²² Over de levende væsener var der udspændt noget ligesom en hvælving, der glimtede som krystal. ²³ Og under hvælvingen stod så væsenerne med det ene par vinger spredt ud, så de rørte hinanden, og det andet par vinger foldet ind til kroppen. ^24-25 Når de bevægede sig, lød vingesuset som drønet fra et vældigt vandfald, som den almægtige Guds stemme eller som lyden af en fremstormende hær. Når de standsede, sænkede de vingerne, og der lød en tordnende røst fra krystalhvælvingen oven over dem.

²⁶ Oven over hvælvingen var der noget, der lignede en trone af safir, og på tronen sad der en skikkelse, som lignede et menneske. ²⁷ Det øverste af ham, fra hofterne og opefter, så ud som glødende metal, mens den nederste del, fra hofterne og nedefter, så ud som flammende ild. Rundt om ham var der en strålende krans. ²⁸ Lyset omkring ham var som regnbuens glans, når den viser sig på himlen en regnvejrsdag. Jeg var klar over, at det var Herrens herlighed, der strålede omkring mig. Da jeg så det, kastede jeg mig ned med ansigtet mod jorden. Derpå hørte jeg en stemme, som talte til mig.

Ezekiel kaldes og udrustes til profet

2 Stemmen sagde: „Menneske, rejs dig op! Jeg har noget at sige til dig,”

²³ Så indbød Peter dem til at komme indenfor, og de blev godt beværtet.

Næste dag tog Peter af sted sammen med de tre udsendinge, og nogle af menighedens ledere fra Joppe tog også med.

²⁴ Dagen efter ankom de til Cæsarea. Kornelius ventede på ham og havde sammenkaldt sin familie og nærmeste venner. ²⁵ Da Peter var nået hen til huset, kom Kornelius ud til ham, faldt på knæ foran ham og bøjede hovedet mod jorden i dyb ærbødighed. ²⁶ Men Peter sagde til ham: „Rejs dig op! Jeg er bare et almindeligt menneske.”

²⁷ Mens de fortsatte med at tale sammen, gik de ind i huset, og dér opdagede Peter, at en stor forsamling ventede på ham. ²⁸ „I ved, at vi jøder ikke har lov til at have fællesskab med eller besøge ikke-jøder, for så bliver vi urene,” forklarede han. „Men Gud har vist mig, at jeg ikke må betragte noget menneske som urent eller uværdigt. ²⁹ Derfor gik jeg med uden indvendinger, da der blev sendt bud efter mig. Men nu vil jeg så gerne vide, hvorfor jeg skulle komme.”

³⁰ Kornelius svarede: „For nøjagtig tre dage siden^[a] lige ved den her tid, klokken tre, var jeg ved at bede min sædvanlige eftermiddagsbøn her i mit hjem. Pludselig stod en mand i en skinnende hvid dragt foran mig. ³¹ Han sagde: ‚Kornelius, Gud har hørt din bøn, og han har lagt mærke til dine barmhjertighedsgerninger. ³² Nu skal du sende nogle mænd til Joppe for at hente Simon Peter, som bor hos garveren Simon nede ved stranden.’ ³³ Jeg sendte derfor straks bud efter dig, og det var godt, du kom med det samme. Vi er alle samlet her for Guds ansigt for at høre alt, hvad Herren har befalet dig at sige til os.”