Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with sequential stories told across multiple weeks.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Esajas 55:1-9

55 Kom til mig, alle I, som tørster, her er vand. Kom og få mad og drikke, selvom I ingen penge har. Kom og tag for jer af retterne. I kan købe vin og mælk uden at betale. Hvorfor bruger I jeres penge på noget, der hverken mætter eller nærer? Lyt til mig, så får I, hvad der er godt, udsøgte retter, som mætter jeres sjæle.

Ja, kom til mig og læg mærke til, hvad jeg siger—lyt til mig, så skal I leve! Jeg vil slutte en evig pagt med jer og opfylde de troværdige løfter, jeg i min nåde gav til David. Jeg gjorde ham til en stor leder og hærfører for at vise min magt over for folkeslagene. Engang vil I blive opsøgt af folkeslag, I ikke kender. Folk, som ikke kender jer, vil søge hjælp hos jer, fordi Herren jeres Gud, Israels Hellige, vil vise sin herlighed iblandt jer.”

Søg Herren, mens han er til at finde. Kald på ham, mens han er nær. De gudløse skal holde op med deres oprørske handlinger og ændre deres onde tanker. De skal vende sig til Herren, så han kan vise dem barmhjertighed. Ja, vend tilbage til jeres Gud—for han er mere end villig til at tilgive.

Herren siger: „Jeg tænker ikke, som I gør, og jeg handler ikke, som I gør. Der er himmelvid forskel på mine tanker og jeres, og på min handlemåde og jeres.

Salme 63:1-8

Længsel efter Herren

63 En sang af David, da han opholdt sig i Judæas ødemark.

Gud, du er min Gud, og jeg opsøger dig.
    Min sjæl tørster efter fællesskab med dig.
Hele min krop sukker efter et møde med dig
    i dette afsvedne og tørre land.
Jeg har oplevet din nærhed i helligdommen,
    jeg har set din magt og herlighed.
At opleve din godhed er mere værd end livet.
    Derfor vil jeg altid lovsynge dig.
Jeg vil takke dig, så længe jeg lever,
    løfte mine hænder i tilbedelse til dig.
Du mætter min sjæl med udsøgte retter,
    jeg lovsynger dig med fryd i hjertet.
Når jeg ligger i min seng, mindes jeg din storhed,
    jeg tænker på din nåde, når jeg vågner om natten.

Jeg husker, hvor ofte du har hjulpet mig,
    jeg fryder mig under dine vingers skygge.

1 Korinterne 10:1-13

Advarsel mod at falde fra

10 Husk på, kære venner, at alle vores forfædre blev beskyttet af en sky under ørkenvandringen, og at de alle gik igennem Det Røde Hav. Derved blev de knyttet til Moses, ligesom dåben har knyttet jer til Kristus, og de forstod, hvor vigtigt det var at adlyde ham. De var fælles om at spise den mad, som kom ned fra himlen, og de var fælles om at drikke det vand, som på underfuld vis vældede frem fra en klippe. Det skete flere gange, som om klippen fulgte med dem, og den klippe er symbol på Kristus, som altid følger med jer. Alligevel var de allerfleste af dem ulydige, så Gud kunne ikke acceptere dem, og alle de, der var ulydige, døde under den lange ørkenvandring.

Alt det, der skete med dem, er blevet et eksempel til skræk og advarsel for os, så vi ikke skal gøre, hvad der er ondt i Herrens øjne, sådan som de gjorde. Lad os ikke tilbede afguderne, sådan som nogle af dem gjorde. Der står jo skrevet: „De satte sig ned for at spise og drikke, og så stod de op for at danse foran afguden og more sig.”[a] Lad os ikke tage del i religiøs prostitution, som nogle af dem gjorde.[b] På én dag blev 23.000 unge mænd straffet med døden. Lad os ikke sætte os op mod Herren,[c] sådan som nogle af dem satte sig op imod ham og blev dræbt af slangebid.[d] 10 Lad os ikke beklage os og gøre oprør mod Gud, som nogle af dem gjorde og blev dræbt af dødens engel.[e]

11 Alt det, der skete med dem, er blevet afskrækkende eksempler for os. Det blev nedskrevet som en advarsel til os, der lever i de sidste tider. 12 Hvis nogen mener, at de i hvert fald ikke kan blive fristet, skal de passe på, at de ikke alligevel falder for fristelsen. 13 De fristelser, I har mødt, er ikke værre end dem, folk ellers bliver stillet overfor. Og Gud er altid parat til at hjælpe jer. Han vil ikke tillade, at I fristes over evne. Når fristelsen kommer, vil han skabe en vej ud af situationen, så I ikke bukker under.

Lukas 13:1-9

Tag afstand fra det onde

13 Så kom der nogle og fortalte Jesus, at Pilatus havde nedslagtet nogle jøder fra Galilæa, netop som de bragte deres offerdyr til slagtning i templet. Da sagde Jesus: „Mener I, at de galilæere var værre end andre mennesker, fordi det gik dem sådan? Det var de ikke. Men I vil alle gå til grunde, hvis I ikke ændrer jeres indstilling og tror på mig. Og hvad med de 18, der blev slået ihjel, da tårnet ved Shiloa-dammen væltede ned over dem? Tror I, at de var værre end alle andre mennesker i Jerusalem? Nej, jeg siger jer: Jeres skæbne bliver lige så tragisk som deres, hvis I ikke ændrer jeres indstilling og søger Gud.”

De jødiske lederes mangel på åndelig frugt

Jesus fortalte derefter følgende historie: „En mand havde en vinmark, hvor der også stod et figentræ.[a] Han kom fra tid til anden for at se, om der var frugt på træet, men hver gang blev han skuffet. Til sidst sagde han til sin gartner: ‚Det er nu tredje år, jeg forgæves har kigget efter frugt på det træ. Tag og fæld det! Hvorfor skal det stå og tage kraften fra jorden, når det ingen frugt giver?’ Men gartneren svarede: ‚Åh, herre, lad det stå året ud, så vil jeg grave omkring det og give det ekstra gødning. Hvis træet derefter bærer frugt, er det fint. Hvis ikke, er du i din gode ret til at hugge det om.’ ”

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.