Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with sequential stories told across multiple weeks.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 39

Et råb om hjælp i lidelse

39 Til korlederen Jedutun: En sang af David.

Jeg havde besluttet ikke at gøre noget forkert,
    og jeg ville ikke sige noget overilet.
Jeg havde valgt at holde munden lukket,
    når der var gudløse mennesker til stede.
3-4 Derfor tav jeg og sagde ikke et ord,
    men det hjalp bare ikke.
Uroen brændte i mit indre,
    og min frustration voksede.
Jo mere jeg tænkte, jo værre blev det,
    til sidst var jeg nødt til at tale:
„Herre, hjælp mig at indse, at livet er kort,
    dagene synes at flyve af sted.
Mit liv er kort ud fra dit perspektiv,
    et menneskes liv er flygtigt som et vindpust.
        Vi er som skygger, der farer forbi.
Man slider for at samle sig rigdom,
    men ved ikke, hvem der får glæde af det.

Herre, hvad kan jeg forvente af livet?
    Du er mit eneste håb.
Red mig ud af syndens sump,
    så ikke tåberne skal hovere over mig.
10 Herre, jeg har intet at sige til mit forsvar,
    for det er jo dig, som straffer mig.
11 Men Herre, jeg kan ikke holde det ud længere,
    jeg ligger knust under din hånd.
12 Når du straffer folk for deres synder,
    bliver de mast som møl.
Mennesket er jo flygtigt som et åndepust.

13 Hør min bøn, Herre, lyt til mit råb!
    Luk ikke ørerne for min gråd.
Jeg er jo blot en fremmed på jorden,
    en gæst på gennemrejse som mine forfædre.
14 Vend din vrede fra mig, Herre,
    så jeg kan opleve glæden igen,
        før jeg skal herfra.”

4 Mosebog 13:17-27

17 Inden Moses sendte dem af sted, sagde han: „Gå nordpå gennem Negev[a] op i bjergene 18 hvor I har overblik og kan danne jer et indtryk af landet og dets indbyggere. Læg mærke til, hvor mange de er, og hvor stærke de er. 19-20 Læg mærke til, om jorden er frugtbar, om der er mange træer, og om folket bor i åbne landsbyer eller i byer med mure omkring. Drag modigt af sted og kom tilbage med nogle af landets frugter.” Det var nemlig den tid på året, hvor druerne var ved at være modne.

21 Så tog de af sted og udspionerede landet lige fra Zins ørken til Rehob nær Lebo-Hamat. 22 På rejsen kom de først gennem Negev og nåede derefter til Hebron—en by så gammel, at den var blevet grundlagt syv år før Zoan i Egypten. I Hebron så de akimanitterne, sheshajitterne og talmajitterne—tre slægter, der nedstammede fra de anakitiske kæmper. 23 Derefter kom de til et sted, som de kaldte Eshkoldalen. Der tog de en drueklase så stor, at der måtte to mand til at bære den på en stang imellem sig. De plukkede også nogle af landets granatæbler og figner. 24 Den enorme drueklase, de fandt der, var årsag til, at de kaldte stedet Eshkoldalen.[b]

25 Efter at have udspioneret landet i 40 dage vendte de tilbage 26 og aflagde rapport til Moses, Aron og Israels folk, der nu var nået til Kadesh i Parans ørken, og de viste dem de frugter, de havde taget med sig fra landet.

27 „Da vi kom et stykke ind i det land, du sendte os til, så vi, hvor rigt landet var,” sagde de til Moses. „Det er virkelig et land, der ‚flyder med mælk og honning’. De frugter, vi har med tilbage, er bevis nok.

Lukas 13:18-21

Guds rige vokser fra småt til stort(A)

18 Jesus fortsatte sin undervisning: „Hvad skal jeg sammenligne Guds rige med? Hvilket billede skal jeg bruge? 19 Jo, Guds rige er som et lille sennepsfrø, en mand sår i sin have. Det vokser op og bliver til en stor busk, hvor fuglene kommer og bygger rede i grenene. 20-21 Man kan også sammenligne det med den lille klump surdej, som en kvinde ælter i melet, når hun skal bage brød. Surdejen gennemsyrer efterhånden det hele.”

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.