Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
I Herrens varetægt
91 De, der søger hjælp hos den Højeste,
bliver beskyttet af den almægtige Gud.
2 Jeg siger til Herren: „Du er min tilflugt,
jeg stoler trygt på dig, min Gud.”
9 Når du søger tilflugt hos Herren,
og beder den Almægtige beskytte dig,
10 skal du ikke rammes af noget ondt,
ingen ulykke skal ødelægge dit hjem.
11 For han befaler sine engle at passe på dig,
de skal vogte dig, hvor du end går.
12 De skal bære dig på hænder,
så du ikke støder din fod på nogen sten.
13 Du kan overvinde både løver og slanger
og sætte din fod på dem som sejrherre.
14 Herren siger: „Jeg redder dem, der elsker mig,
beskytter dem, der har tillid til mig.
15 Når de kalder, vil jeg svare.
Jeg hjælper dem, når de har problemer,
redder dem og giver dem oprejsning.
16 Jeg velsigner dem med et langt liv,
de skal opleve, at jeg frelser dem.”
10 Så gik slavefogederne og opsynsmændene ud til folket og sagde: „Farao har givet ordre til at standse leveringen af halm til arbejdet. 11 Fra nu af må I selv samle halm, hvor I kan finde det, men I skal stadig lave lige så mange mursten som I plejer.” 12 Så måtte folket rejse rundt i hele Egypten for at samle halm.
13 Slavefogederne var skånselsløse. „Den daglige kvote skal holdes!” forlangte de, 14 og de piskede de israelitiske formænd, når den ikke blev overholdt. „Hvorfor sørger I ikke for, at det daglige antal sten bliver produceret?” brølede de.
15 Så gik formændene til Farao. „Vær ikke så brutal mod dine slaver!” bad de. 16 „Vi får ingen halm, og alligevel skal vi producere det samme antal sten som før. Og vi bliver straffet for noget, vi ikke er skyld i. Det er dine slavefogeders skyld, fordi de forlanger noget helt urimeligt af os!”
17 Men Farao svarede bare: „I er dovne, er I! Det er klart, I ikke har nok at bestille, ellers ville I ikke blive ved med at sige: Lad os gå ud og ofre til Jahve. 18 Kan I se at komme tilbage til arbejdet! I får ingen halm, og I skal stadig producere det samme antal sten!”
19 De israelitiske formænd var nedslåede over at skulle fortælle arbejderne, at Farao ikke ville høre på dem og stadig krævede det samme: Ingen halm, samme antal sten. 20 På vej ud fra audiensen hos Farao mødte de Moses og Aron, som stod og ventede uden for paladset. 21 „Må Herren dømme jer, for det er jeres skyld, at Farao og hans slavepiskere hader os! Det ender med, at de tager livet af os med den umenneskelige behandling!”
Guds løfte om udfrielse
22 Da vendte Moses sig til Herren og klagede sin nød: „Herre, hvordan kan du behandle dit folk på den måde? Og hvorfor har du sendt mig her? 23 Lige siden jeg gav Farao din besked, er hans brutalitet taget til, og du er ikke kommet dit folk til hjælp!”
30 Der gik 40 år. Så skete det en dag i ørkenområdet ved Sinaibjerget, at en engel åbenbarede sig for ham i flammerne fra en brændende tornebusk. 31 Han blev meget forbløffet over det syn og gik nærmere for at se nøjere på det. Da lød Herrens stemme: 32 ‚Jeg er dine forfædres Gud—Abrahams, Isaks og Jakobs Gud.’[a] Moses rystede af skræk og turde ikke se derhen. 33 Da sagde Herren: ‚Tag dine sandaler af, for du står på et helligt sted. 34 Jeg har set, hvordan mit folk bliver undertrykt i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig. Jeg er kommet for at befri dem, og nu vil jeg sende dig til Egypten.’
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.