Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with sequential stories told across multiple weeks.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Esajas 52:7-10

Hvor bliver det skønt at høre sendebudet komme løbende hen over bjergene med det glædelige budskab om fred og frelse. Til Jerusalems indbyggere råber han: „Din Gud har vist sin kongemagt!” Vægterne råber og synger af glæde, for med egne øjne ser de Herrens folk vende hjem til Zion. Bryd ud i jubelsang, Jerusalems ruiner! For Herren har hjulpet sit folk og sat Jerusalems indbyggere i frihed. 10 Herren har vist sin vældige magt for øjnene af alle folkeslagene. Hele jorden vil få at vide, hvordan Gud har frelst sit folk.

Salme 98

Lovsang til Gud for hans frelse

98 Syng en ny sang for Herren
    om de underfulde ting, han har gjort.
Han har vundet en vældig sejr
    ved sin egen guddommelige kraft.
Han har vist sin magt til at frelse,
    alle folkeslag har set hans retfærdige dom.

Han har vist sin trofasthed og nåde mod Israel,
    hele jorden har set, hvordan han frelste sit folk.
Bryd ud i lovsang til Gud, hele jorden,
    råb af fryd og syng af glæde.
Syng for Herren til harpeklang,
    lad lovsangen lyde til strengespil,
til trompeter og vædderhornets lyd,
    en vældig symfoni til Herren, vor konge.
Lad havet med alt dets liv stemme i,
    sammen med jorden og alle dens folk.
Lad floderne juble og klappe i hænderne,
    bjergene bryde ud i glædessang for Herren,
for han kommer og dømmer jorden.
    Han dømmer verden med retfærdighed,
        alle folkeslag får en fair behandling.

Hebræerne 1:1-4

Gud har nu talt til os gennem sin Søn

Mange gange og på forskellige måder har Gud op gennem tiderne talt til vores forfædre gennem profeterne, men nu her i de sidste tider har han talt til os ved sin Søn, Jesus. Verden blev oprindelig skabt ved Jesu medvirken, og Gud har nu indsat ham som Herre over alle ting.

Jesus gav os et glimt af Guds herlighed og viste os Guds væsen, og han opretholder verden alene ved den kraft, der er i hans ord. Efter at Jesus ved sin død havde tilvejebragt forsoning for al synd, satte han sig på tronen ved den mægtige Guds højre hånd i den himmelske verden.

Guds Søn står langt over englene

Guds egen Søn står langt over Guds sendebud, englene,[a] og han omtales på en helt anden måde end dem.

Hebræerne 1:5-12

Har Gud måske nogen sinde sagt til et af sine sendebud:

„Du er min Søn,
    i dag er jeg blevet din Far.”[a]

eller:

„Jeg vil være hans Far,
    og han skal være min Søn.”[b]?

Og da Gud sendte sin egen Søn til jorden, sagde han: „Alle Guds sendebud skal tilbede ham.”[c]

Mens Skriften taler på følgende måde om Guds brug af sendebud:

„Han, der bruger stormvinde som sine sendebud
    og gør lynene til sine tjenere,”[d]

så står der om Sønnen:

„Dit rige, Gud, skal bestå for evigt,
    du regerer med retfærdighed.
Du elsker det gode og hader det onde.
    Derfor har Gud udvalgt og salvet dig
    med glædens olie frem for andre.”[e]

10 Endvidere står der om Sønnen:

„Herre, i begyndelsen grundlagde du jorden,
    med egne hænder skabte du himmelrummet.
11 Det hele skal forgå,
    men du vil bestå.
Himmel og jord slides op,
    som var de et stykke tøj.
12 Du ruller dem sammen som en kappe,
    skifter dem ud, som man gør med sit tøj.
Men du er altid den samme,
    dine leveår får aldrig ende.”[f]

Johannes 1:1-14

Messias som Ordet fra Gud

I begyndelsen var Ordet. Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.[a] Ordet var til fra begyndelsen, sammen med Gud. Alt blev til gennem det Ord, ja uden det blev intet af det til, som nu findes. Ordet havde Livet i sig, og det Liv blev menneskenes Lys. Lyset strålede midt i mørket, og mørket fik ikke bugt med det.

Et menneske stod frem, sendt fra Gud. Hans navn var Johannes. Han kom for at pege på Lyset, for at alle derigennem kunne komme til tro. Han var ikke selv Lyset, men skulle aflægge vidnesbyrd om Lyset. Det sande Lys var på vej ind i verden. Det bringer lys til ethvert menneske.

10 Ordet kom til denne verden, en verden, han selv havde skabt, men verden ville ikke kendes ved ham. 11 Han kom til sit eget folk, men de tog ikke imod ham. 12 Men dem, der tog imod ham, dem, der troede på ham, dem gav han ret til at kalde sig Guds børn. 13 De blev født på ny. Det er ikke en almindelig menneskelig fødsel forårsaget af menneskers beslutning og handling. Det er en guddommelig fødsel.

14 Ordet blev menneske og slog sig ned iblandt os. Vi fik lov at se hans herlighed—en herlighed, som den fuldkomne[b] Søn har fra sin Far, fuld af nåde og sandhed.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.