Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with sequential stories told across multiple weeks.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Lukas 1:68-79

68 „Lovet være Herren, Israels Gud,
    for han har besluttet at befri sit folk.
69 Han har ladet fremstå en forunderlig Frelser
    af sin tjener Davids slægt.
70 Det forudsagde han gennem sine hellige profeter
    i fordums tid:
71 En Frelser, der skal befri os fra vore fjender,
    fra alle, der hader os.
72-75 Han husker sin pagt med Abraham,
    det løfte, han selv har givet,
om at vi altid kunne tjene ham i hellighed og retfærdighed
    uden frygt for vore fjender.
76 Og du, mit barn,
    du skal kaldes den Højestes profet,
    for du skal bane vej for Herren.
77 Du skal fortælle hans folk om frelsen,
    ved at de får deres synd tilgivet
78     som følge af Guds inderlige barmhjertighed.
Solen fra det Høje er på vej for at hjælpe os.
79     Hans lys vil skinne for dem,
    som lever i mørke og i dødens skygge,
    og han vil lede vore fødder ind på fredens vej.”

Malakias 3:5-12

Herren, den Almægtige, siger: „Når jeg kommer, vil jeg uden tøven straffe de ugudelige: dem, der øver trolddom, ægteskabsbryderne, dem, der sværger falsk, dem, der snyder arbejderne for deres løn, dem, der udnytter enkerne og de forældreløse, dem, der bedrager fremmede og udlændinge, ja, alle, der ikke har ærefrygt for mig.

Jeg, Herren, har ikke forandret mig. Og der er stadig en rest tilbage af mit folk, Jakobs efterkommere. Lige siden jeres forfædres tid har I haft problemer med at overholde mine befalinger. Vend om og kom til mig, så vil jeg komme jer i møde.

I siger: ‚Vi har da aldrig vendt os bort fra dig!’

Men jeg siger: Synes I, det er i orden, at mennesker bedrager Gud? For det er præcis, hvad I har gjort!

‚Hvordan har vi bedraget dig?’ spørger I.

Ved at fratage mig den tiende og de ofre, som tilkommer mig. I har alle bedraget mig, og derfor rammer dommen hele folket. 10 Bring hele min tiende til forrådskammeret, så der bliver rigeligt med mad i mit hus. Sæt mig på prøve, så skal I se, at jeg åbner himlens sluser og overøser jer med velsignelser. 11 Så vil jeg holde græshopperne væk, så jeres marker igen kan give en god høst og jeres vinmarker producere mange vindruer. 12 Og alle folkeslag vil tale om, hvor velsignede I er, for jeres land bliver et dejligt sted at bo, siger Herren, den Almægtige!”

Filipperne 1:12-19

Paulus’ fangenskab standser ikke forkyndelsen af Kristus

12 Jeg er glad for at kunne fortælle jer, kære venner, at det, der er sket med mig, faktisk har bevirket, at budskabet om Kristus er nået endnu længere ud. 13 Alle her omkring—og det gælder også soldaterne i garnisonen—er klar over, at jeg sidder i fængsel, fordi jeg tjener Kristus. 14 Desuden har mit fangenskab givet mange af de kristne her større tillid til Gud, så de nu frimodigt forkynder Guds ord uden frygt.

15 Selvom der er nogle, der taler om Kristus, fordi de er misundelige på mig og gerne vil skabe vanskeligheder for mig, er der andre, der har gode motiver. 16 De sidstnævnte forkynder Ordet af kærlighed, og de ved, at jeg er her, fordi Herren har givet mig den opgave at forsvare budskabet om Jesus. 17 De første derimod har ikke rene motiver, men taler om Kristus med baggrund i rivalisering og ønsker dermed at give mig endnu flere problemer her i fængslet. 18-19 Men hvilket motiv de end har, så bliver det gode budskab om Kristus altså fortalt—og det vil jeg glæde mig over.

Jeg glæder mig også over, at I beder for mig, for jeg er sikker på, at ved jeres bøn og ved den hjælp, Jesu Kristi Ånd giver mig, vil jeg komme sejrrig igennem denne prøvelse.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.