Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
68 „Lovet være Herren, Israels Gud,
for han har besluttet at befri sit folk.
69 Han har ladet fremstå en forunderlig Frelser
af sin tjener Davids slægt.
70 Det forudsagde han gennem sine hellige profeter
i fordums tid:
71 En Frelser, der skal befri os fra vore fjender,
fra alle, der hader os.
72-75 Han husker sin pagt med Abraham,
det løfte, han selv har givet,
om at vi altid kunne tjene ham i hellighed og retfærdighed
uden frygt for vore fjender.
76 Og du, mit barn,
du skal kaldes den Højestes profet,
for du skal bane vej for Herren.
77 Du skal fortælle hans folk om frelsen,
ved at de får deres synd tilgivet
78 som følge af Guds inderlige barmhjertighed.
Solen fra det Høje er på vej for at hjælpe os.
79 Hans lys vil skinne for dem,
som lever i mørke og i dødens skygge,
og han vil lede vore fødder ind på fredens vej.”
13 Herren siger: „I har kritiseret mig voldsomt.
‚Hvad har vi da sagt?’ spørger I.
14 I har sagt: ‚Det er omsonst at tjene Gud, den Almægtige. Vi får jo ikke noget ud af at overholde hans bud. Og han lægger slet ikke mærke til, hvor meget vi faster. 15 Der er større fordel ved at være selvsikker end ydmyg. De ugudelige har jo heldet med sig. De gør oprør mod Gud og slipper godt fra det.’ ”
16 De, som havde ærefrygt for Herren, talte nu sammen, og Herren hørte, hvad de sagde. Han sørgede for, at deres navne blev nedskrevet i en bog, så deres trofasthed ville blive husket.
17 „Når jeg griber ind,” siger Herren, den Almægtige, „skal de være en del af mit ejendomsfolk. Jeg vil være barmhjertig mod dem, som en far er barmhjertig over for en lydig søn. 18 Til den tid skal man atter kunne se forskel på de retskafne og de gudløse, på dem, der tjener Herren, og dem, der ikke tjener ham.”
18-19 Men hvilket motiv de end har, så bliver det gode budskab om Kristus altså fortalt—og det vil jeg glæde mig over.
Jeg glæder mig også over, at I beder for mig, for jeg er sikker på, at ved jeres bøn og ved den hjælp, Jesu Kristi Ånd giver mig, vil jeg komme sejrrig igennem denne prøvelse. 20 Det er mit håb og min faste overbevisning, at jeg ikke på nogen måde skal komme til at svigte Kristus, men at han nu som altid må blive æret ved, at jeg frimodigt forkynder det budskab, han har givet mig. Hvad enten jeg skal dø i tjenesten for ham, eller jeg får lov at leve, vil jeg altid ære ham. 21 Så længe jeg lever, lever jeg for Kristus. Og når jeg dør, bliver det endnu bedre. 22 Men siden der er gode resultater af mit arbejde her på jorden, ved jeg snart ikke, hvad jeg helst vil. 23 På en måde foretrækker jeg at dø og derefter være sammen med Kristus, for det ville være herligt. 24 Men så længe der endnu er brug for mig på jorden, er jeg parat til at blive. 25 Derfor tror jeg også, at jeg skal blive her endnu en tid til glæde for jer og for at hjælpe jer til at vokse i troen. 26 Når jeg så besøger jer en gang til, får I endnu mere grund til at lovprise Jesus Kristus for, hvad han udretter gennem min tjeneste.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.