Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
En gammel mands bøn
71 Herre, jeg søger ly hos dig,
for du svigter mig aldrig.
2 Kom og red mig,
for du er altid trofast.
Bøj dig og lyt til min bøn,
grib ind og red mig.
3 Vær du min fæstning, mit tilflugtssted,
hvor mine fjender ikke kan nå mig.
Ja, du er min klippeborg og min fæstning.
4 Min Gud, red mig fra de onde mennesker,
fra de frygtelige voldsmænds kløer.
5 Herre, jeg sætter min lid til dig,
fra barndommen af har jeg stolet på dig.
6 Jeg har været i din varetægt, siden jeg blev født,
jeg har altid kunnet støtte mig til dig.
Jeg takker dig hver eneste dag.
Sidste advarsel til Jerusalem
6 Flygt fra Jerusalem, benjaminitter! Blæs alarm i Tekoa, send advarselssignal fra Bet-ha-Kerem. En mægtig hær er på vej fra nord, parat til at angribe mit folk. 2 Jeg tilintetgør Jerusalem, den smukke og forfinede by. 3 Hære vil omringe byen, og de militære ledere vil slå deres kommandotelte op rundt omkring den. Hver især vil de angribe den del af byen, de har fået tildelt. 4 De gør sig parat til kamp for at slå til ved middagstid, men tiden går, og det bliver for sent. 5 ‚Okay,’ siger de, ‚så lad os angribe i nat og ødelægge fæstningsværkerne.’
6 Jeg er Herren, den Almægtige, og jeg siger til fjenden: ‚Fæld træer og byg angrebsramper. Riv Jerusalems mure ned.’ Byen må tage sin straf, for den er fordærvet i bund og grund, 7 en uudtømmelig kilde af ondskab. I gaderne lyder voldsmændenes råb. Der er slagsmål og ødelæggelse overalt.
8 Lyt til min advarsel, Jerusalem! Ellers vender jeg ryggen til dig og udsletter dig totalt. 9 Som drueplukkeren, der går vinstokkene efter for at samle de sidste druer, sådan vil ingen af mit folk blive sparet,” siger Herren, den Almægtige.
10 Fortvivlet klagede jeg min nød: „Hvorfor er der ingen, der vil lytte til min advarsel? Alle folks ører er tilstoppede, de hører intet, de nægter at lade sig tale til fornuft, de afviser Herrens advarsel. 11 Jeg er så fuld af Herrens vrede, at jeg er ved at sprænges.”
Herren svarede: „Godt, så udøs din vrede over børnene, som leger på gaden, og alle de unge, der morer sig. Straffen rammer både mænd og kvinder, unge og gamle. 12 Fremmede mennesker vil overtage deres huse, marker og koner. Jeg vil straffe alle landets indbyggere, siger Herren. 13 Både små og store lyver og bedrager. Selv profeterne og præsterne lyver. 14 De ser stort på folkets synd. ‚Det er helt i orden!’ forsikrer de, selvom det aldeles ikke er i orden. 15 Mon de skammer sig over de frygtelige synder, der begås i byen? Nej, de ved ikke, hvad det er at rødme af skam. Derfor skal de falde i kampen, når de rammes af min vrede og straf, siger Herren.
16 Jeg siger jer: I står ved en korsvej. Tænk over hvilken vej, I skal vælge. Spørg efter den rigtige vej, som jeg viste jer for længe siden. Hvis I følger den, vil I finde hvile for sjælen. Men I svarer: ‚Nej, den vej ønsker vi ikke at gå.’
17 Jeg sendte mine profeter for at advare jer, men I ville ikke høre på dem.
18-19 Så hør nu dommen over mit folk. Lad hele verden høre og bevidne det. Jeg bringer ulykke over mit folk. Det er konsekvensen af deres synd, fordi de forkastede mine love og nægtede at lytte til mig.
3 Tænk på al den modstand fra syndige mennesker, som Jesus måtte kæmpe imod—så vil I også kunne holde ud uden at miste håbet eller tabe modet. 4 I jeres kamp mod synden er I jo endnu ikke nået dertil, hvor I har mistet livet.
Gud opdrager sine børn
5 Husk på den formaning, hvor Skriften omtaler jer som Guds børn:
„Mit barn, strit ikke imod, når Herren opdrager på dig,
tab ikke modet, når han sætter dig i rette.
6 Det er jo dem, han elsker, han opdrager på.
Han irettesætter dem, han regner som sine børn.”[a]
7 Hold ud, når I sættes i rette, for det gavner jer. Gud behandler jer som en far, der opdrager sine børn. Kan man forestille sig et barn, der aldrig bliver irettesat? 8 Hvis I ingen opdragelse får, så betyder det, at I slet ikke er hans børn. 9 Vi har alle haft jordiske fædre som irettesatte os, og vi havde respekt for dem. Hvor meget mere skal vi så ikke underordne os vores åndelige Far og få livet fra ham i eje? 10 Vores jordiske fædre har opdraget os i en kort årrække efter bedste evne, men Guds opdragelse er altid til bedste for os, og den sigter på, at vi får del i hans hellighed. 11 Enhver irettesættelse er smertefuld, mens den står på, og bringer ikke umiddelbart glæde. Men på langt sigt bliver de, der tager ved lære af irettesættelsen, i stand til at gøre det rigtige og leve med fred i hjertet.
Hellighed er nødvendig for at få del i Guds velsignelse
12 Se nu at få gang i de slappe hænder og de stive knæ! 13 Følg den lige vej fremad, så jeres stive led ikke forvrides, men får ny smidighed. 14 Stræb efter at holde fred med alle og at leve et helligt liv. Uden hellighed får ingen Herren at se. 15 Sørg for, at ingen glider væk fra Guds nåde. Lad ingen bitterhed få lov at spire frem i jer og sprede sin gift, så mange bliver smittet af den. 16 Pas på, at ingen af jer er utro[b] eller ringeagter Gud, som Esau gjorde, da han solgte sin arveret for et eneste måltid mad. 17 I ved jo godt, at da han bagefter med tårer bønfaldt sin far om alligevel at få del i velsignelsen, blev han afvist. Det var for sent at få det lavet om.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.