Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
Sand tilbedelse
50 En sang af Asaf.
Herren, den almægtige Gud,
kalder menneskene sammen fra alle verdenshjørner.
2 Hans herlighed stråler omkring ham,
han kommer fra Zion, det skønneste sted.
3 Vor Gud er på vej,
og det sker ikke lydløst.
Foran ham går en fortærende ild,
omkring ham raser et voldsomt uvejr.
4 Himmel og jord er hans vidner,
når han sætter sig for at dømme sit folk.
5 „Lad hele mit folk komme sammen,
dem, som med ofre har bekræftet min pagt.”
6 Gud er en retfærdig dommer,
det bevidner den himmelske verden.
7 „Mit folk, hør hvad jeg har at sige.
Israel, jeg anklager jer, for jeg er jeres Gud.
8 Jeg bebrejder jer ikke alle jeres ofre,
som I til stadighed bringer til mit alter.
22 Tænk over mine ord, I, der har glemt jeres Gud,
ellers vil jeg gøre det af med jer,
og der er intet, der kan redde jer.
23 Lovsang er et offer, som ærer mig.
Jeg vil frelse alle, der adlyder mig.”
18-19 Herren den Almægtiges vrede afsvider landet, og folket bliver ildens bytte. Ingen hjælper hinanden, men de slås med deres nærmeste om føden. De stjæler mad fra hinanden, men bliver ikke mætte. De æder alt, hvad de kan finde af spiseligt, men er lige sultne. Nogle vil endda fortære deres egne børn. 20 Manasse er imod Efraim, Efraim er imod Manasse—og sammen overfalder de Judas stamme. Alligevel er Herrens vrede endnu ikke forbi. Hans hånd er stadig løftet til slag.
10 Ve jer, I, som udsteder ondskabsfulde dekreter og afsiger uretfærdige domme for at undertrykke de svage, udnytte de hjælpeløse, 2 frakende de fattige deres rettigheder og udplyndre både enker og faderløse børn.
3 Hvad vil I gøre, når straffen kommer over jer fra det fjerne? Hvem, tror I, vil hjælpe jer? Hvor vil I opbevare jeres rigdomme? 4 I bliver enten dræbt i krig eller ført bort som fanger. Alligevel er Herrens vrede ikke forbi. Hans hånd er stadig løftet til slag.
Stefanus’ forsvarstale
7 „Er det sandt, hvad de siger om dig?” spurgte ypperstepræsten. 2 „Ærede medlemmer af det høje råd, hør, hvad jeg har at sige,” begyndte Stefanus sin forsvarstale. „Herlighedens Gud åbenbarede sig for Abraham, før han kom til Karan, mens han endnu boede i Mesopotamien. 3 Gud sagde til ham: ‚Forlad dit land og dine slægtninge, og tag af sted til det land, som jeg vil vise dig.’[a] 4 Så forlod Abraham kaldæernes land og slog sig ned i Karan. Efter at hans far var død, sendte Gud ham videre, for at han skulle bosætte sig i det land, som vi nu bor i. 5 Han fik ikke så meget som en fodsbred jord, han kunne kalde sin egen, men Gud lovede ham, at hans efterkommere en dag skulle overtage hele landet, selvom han på det tidspunkt ikke havde nogen børn. 6 Gud sagde endvidere til ham, at hans efterkommere skulle bo i et fremmed land som slaver, og at de ville blive mishandlet i 400 år. 7 ‚Men jeg vil straffe det folk, som undertrykker dem,’ sagde Gud, ‚og derefter skal de få lov at komme tilbage til det land, de kom fra, hvor de skal tilbede mig.’[b] 8 Derpå oprettede Gud omskærelsens pagt med Abraham.[c] Senere fik Abraham sønnen Isak, og drengen blev omskåret på ugedagen efter fødslen. Isak blev far til Jakob, og Jakob blev far til vores 12 stamfædre.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.