Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
Guds frustrerede kærlighed til sit folk
11 Da Israel var barn, elskede jeg ham. Jeg kaldte min søn ud af Egypten.[a] 2 Men jo mere der derefter blev kaldt på dem, jo længere gik de væk fra mig. De ofrede til Ba’al og brændte røgelse for afguderne. 3 Jeg lærte Israel at gå og tog ham op i mine arme. Men han forstod ikke, at det var mig, som hjalp ham.
4 Jeg styrede ham med min kærligheds tømme. Jeg tog bidslet ud af munden på ham.[b] Jeg bøjede mig ned for at give ham mad. 5 Mit folk bliver sendt tilbage til fangenskabet,[c] de bliver underlagt Assyriens konge, for de vil ikke vende om til mig.
6 Krigen vil hærge i deres byer og gøre ende på deres hovmod. Det er ude med dem på grund af deres ondskab. 7 Mit folk hænger fast i deres frafald. Selvom de råber til himlen om hjælp, nytter det intet.[d]
8 Efraim, er jeg nødt til at opgive dig? Israel, er jeg nødt til at give slip på dig? Er jeg nødt til at ødelægge dig som Adma og Sebojim?[e] Jeg kan ikke holde det ud! Jeg er fuld af medynk! 9 Jeg kan ikke give min vrede frit løb og helt udslette Israel! For jeg er Gud og ikke et menneske. Jeg er den Hellige, der bor midt iblandt jer, og jeg kan ikke handle i tankeløs vrede.
10 Når jeg engang brøler som en løve, vil mit folk følge mig. Når jeg kalder på mine børn, vil de komme løbende i ærefrygt fra vest, 11 som i fugleflugt vil de komme fra Egypten, som duer skal de vende hjem fra Assyrien. Ja, jeg vil føre dem tilbage til deres hjemland. Jeg, Herren, har talt.”
Herrens trofasthed mod sit folk
107 Tak Herren, for han er god.
Hans trofasthed varer til evig tid.
2 Det er, hvad Herrens folk bør sige,
dem, han befriede fra fjendens magt
3 og bragte tilbage fra fjerne lande,
fra øst og vest og syd og nord.
4 De måtte vandre længe gennem øde egne,
de ledte efter et sted at bo.
5 De var udmattede af sult og tørst
og nær ved at give op.
6 Men i deres nød råbte de til Herren,
og han reddede dem ud af problemerne.
7 Han førte dem ad den rigtige vej
til en by, hvor de kunne bosætte sig.
8 De bør takke Herren for hans trofasthed,
for de undere, han gør for menneskene.
9 Han slukkede de udmattedes tørst,
og han mættede de sultne med gode gaver.
43 De vise vil lægge mærke til det
og anerkende Herrens trofasthed.
3 Nu, hvor I ligesom Kristus er blevet oprejst til et nyt liv, skal I lægge vægt på de værdier, som kommer ovenfra, hvor Kristus sidder på tronen ved Guds højre hånd. 2 Læg vægt på den himmelske verdens værdier, ikke de jordiske. 3 Jeres gamle liv er forbi, og jeres kommende liv ligger gemt hos Gud, hvor Kristus er. 4 Når Kristus bliver åbenbaret i sin herlighed, vil jeres kommende liv blive synligt, og I vil opnå den samme herlighed, som Kristus har.
5 Alt det i jeres gamle liv, som hører denne verden til, skal I derfor overgive til døden: seksuel synd, urene tanker, skammelige lidenskaber og ondt begær, samt pengegriskhed, som er en form for afgudsdyrkelse. 6 Gud vil straffe de ulydige mennesker, der lever sådan. 7 I levede også engang i ulydighed mod Gud, 8 men nu skal I lægge al den slags fra jer. Undgå vredesudbrud, hidsighed, sjofelheder, samt ondskabsfulde og hånlige ord. 9 Lyv ikke for hinanden. I har jo aflagt den gamle livsstil med alle dens onde gerninger, 10 og I har iført jer det nye liv, som vokser og fornyes i takt med jeres forståelse af Gud, så I kommer til at ligne ham mere og mere. 11 Det har ikke noget at sige, om man er græker eller jøde, omskåret eller uomskåret, fremmed eller udlænding, slave eller fri. Nu er det Kristus, det drejer sig om. Han er grundlaget for alle ting, og han virker i og gennem os alle.
Verdens eller Guds rigdom?
13 En mand fra mængden råbte: „Mester, sig til min bror, at han skal dele min fars arv med mig!”
14 Jesus svarede: „Gud har ikke sendt mig for at være dommer i jeres retssager.” 15 Så tilføjede han henvendt til de omkringstående: „Vogt jer for al slags pengebegær, for økonomisk velstand kan ikke skænke jer livet.”
16 Derpå fortalte Jesus en historie: „En rig mand havde en gård, hvis marker havde givet en rekordstor høst. 17 Han spekulerede derfor på, hvad han skulle gøre, for han havde ikke plads til den enorme høst. 18 Til sidst sagde han til sig selv: ‚Jeg vil rive mine lader ned og bygge nogle endnu større, så jeg kan få det hele under tag. 19 Derefter vil jeg tage den med ro og sige til mig selv: Nu har du samlet nok til mange år, og det er på tide, du nyder livet. Spis, drik og vær glad!’ 20 Men Gud sagde til ham: ‚Du er en tåbe! I nat skal du dø! Hvem skal så have alt det, du har skrabet sammen?’
21 Sådan går det den, der kun tænker på at samle sig rigdomme på jorden i stedet for at tjene Gud.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.