Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with sequential stories told across multiple weeks.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 60

Løfte i en opløsningstid

60 1-2 Til korlederen: En sang af David i anledning af, at han havde besejret de aramæiske hære fra Naharajim og Zoba, og af, at Joab havde slået 12.000 edomitter i Saltdalen. Sangen er gavnlig til belæring og synges til melodien „Pagtens lilje.”

Hvorfor har du forkastet os, Gud?
Du har straffet os, fordi du var vred på os.
    Men se i nåde til os og hjælp os.
Det var, som blev vi ramt af et jordskælv,
    det føltes, som vores verden brød sammen.
Du har været hård mod dit folk,
    vi ravede omkring, som var vi fulde.
Men du kalder på de gudfrygtige,
    så de kan komme til dig og blive reddet.

Hør min bøn og gør brug af din magt,
    så dit elskede folk kan blive reddet.

Gud talte jo fra sin helligdom:
„Med glæde vil jeg udstykke Sikem,
    jeg vil udmåle Sukkots dal.
Gilead tilhører mig,
    Manasse er min ejendom.
Kongerne kommer fra Juda,
    og dygtige krigere fra Efraim.
10 Moabitterne skal tjene mig,
    og edomitterne være mine slaver.
        Jeg vinder sejr over filistrene.”

11 Hvem tager med os til den befæstede by?
    Hvem vil gå med os mod Edom?
12 Herre, har du forkastet os?
    Hvorfor drager du ikke med os i krig?
13 Hjælp os dog mod vore fjender,
    for menneskers hjælp er intet værd.
14 Med Guds hjælp vinder vi sejr,
    for du kan trampe vore fjender ned.

Hoseas 14

Syndserkendelse fører til genoprettelse

14 Samarias folk må tage deres straf, for de har gjort oprør imod Gud. De skal alle tilintetgøres af den hær, som vil invadere landet. Deres småbørn bliver knust mod jorden, og deres gravide kvinder får maven skåret op.

Israel, vend tilbage til Herren, din Gud, for din synd gjorde, at du faldt. Vend tilbage til Gud og sig: „Herre, tilgiv os vores synder! Vær barmhjertig og tag os til nåde, så vi kan bringe dig lovprisningsofre. Assyrien kan ikke frelse os, stridsheste kan ikke redde os. Aldrig mere vil vi søge hjælp hos de afguder, vi selv har lavet. Kun hos dig møder den forældreløse barmhjertighed.”

Herren svarer: „Jeg vil helbrede dig for din tendens til frafald, og jeg vil elske dig af hele mit hjerte, for min vrede er forbi. Jeg vil bringe Israel fornyelse som duggen, der forfrisker jorden. De skal blomstre som liljer og skyde dybe rødder som Libanons cedertræer. Hele tiden kommer der friske skud, så de kan vokse sig store som oliventræer og dufte som Libanons cederskove. Folket skal vende tilbage til et frodigt land og dyrke korn igen. De skal blomstre som vinstokken med en vellugt, der overgår Libanons vingårde.

Efraim, hold dig langt væk fra afguderne! Det er mig, der svarer på dine bønner og hjælper dig. Jeg er som en stedsegrøn cypres, og jeg vil sørge for alle dine fornødenheder.”

10 De vise vil forstå dette budskab. De kloge vil erkende sandheden i det. Herren gør altid det rigtige, og et godt menneske retter sig efter hans ord. Men syndere snubler og falder, fordi de nægter at tro ham.

Lukas 12:22-31

Om at stole på Gud(A)

22 Jesus fortsatte, nu henvendt til sine disciple: „Det er grunden til, at jeg siger, at I ikke skal bekymre jer for, om I nu også har mad at spise og tøj at tage på. 23 Livet er jo mere end maden og tøjet. 24 Se på ravnene. De hverken sår eller høster, og de samler ikke forråd, men alligevel giver Gud dem, hvad de har brug for. Er I ikke meget mere værd end fuglene? 25 Hvad hjælper det at bekymre sig? Kan I derved lægge bare én dag til jeres liv? 26 Hvis altså uro og ængstelse ikke kan ændre noget, hvorfor så i det hele taget gøre sig bekymringer?

27 Se på liljerne, hvordan de vokser uden at gøre sig anstrengelser. De hverken spinder eller væver. Men det siger jeg jer: Ikke engang Salomon i al sin kongepragt var klædt så smukt som dem. 28 Når Gud nu sørger for blomsterne, der folder sig ud i dag og visner i morgen, skulle han så ikke sørge for jer? Hvor er jeres tro dog lille! 29-30 I skal ikke være så optaget af, hvad I skal spise og drikke. Det går folk ude i verden højt op i, men I skal ikke bekymre jer om sådan noget, for jeres Far i Himlen ved, at I har brug for det. 31 Nej, søg først Guds rige, så skal I få alt det andet i tilgift.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.